Har biblioteket en chance, når solen skinner?

Når sommeren er på vej, og stranden fyldes med mennesker, kommer der så også folk på biblioteket? Nu skinner solen, og jeg kan ikke lade være at tænke på, om tiden ikke også er kommet for biblioteket til at komme ud i solen. Og møde nogle af de 45 %, som den seneste kulturvaneundersøgelse viser, ikke har været på biblioteket det sidste årstid.

Det kan godt være, at vi kan måle, at der er stadig flere, som går ind ad døren på biblioteket hvert år, og vi er glade for at være den største kultur- og læringsinstitution med 36 mio. besøgende årligt. Til gengæld vokser gruppen af folk, der sjældent kommer. En udfordring vi skal tage meget seriøst. Biblioteket har noget vigtigt at tilbyde borgerne, og derfor skal der gøres noget ekstraordinært for at få flere til at bruge biblioteket. – Også selvom de ikke nødvendigvis behøver gå ind ad døren.

Hvorfor skulle bibliotekerne ikke være dér, hvor der er masser af andre tilbud og mennesker. Om det er på gågaden, i butiks- eller storcentret, på fodboldbanerne eller som sagt på strandene...

Jeg ved godt, at bibliotekerne nogle steder faktisk både er i svømmehallen, i storcentret og på stranden osv., men kan vi ikke sammen gøre det lidt bedre – og gøre det ude-gående, opsøgende arbejde til et fast og regulært element i biblioteksarbejdet? Det vil uden tvivl skabe kontakt med mange ‘ikke-brugere’. Og så kunne det også være charmerende at møde bibliotekaren i badetøj, så vi samtidig fik aflivet nogle af de gamle myter. For mange har jo den dag i dag stadig et billede af bibliotekaren, som slet ikke passer med de moderne biblioteksansatte. Men det kræver selvfølgelig, at borgeren møder den moderne medarbejder og det moderne bibliotek.

Det handler om overalt at vise, hvad biblioteket er. At det også har et tilbud til de 45 %, som altså ikke har besøgt biblioteket det seneste år.

Nu ved vi godt, at biblioteket er meget mere end at ‘gå på biblioteket’, for der er jo rigtig mange digitale tilbud - og det er også godt. Men er dette budskab for alvor nået ud over bibliotekets kernebrugere?

Heldigvis er flere biblioteker i gang. Vi ser mange fantasifulde tiltag, hvor man opsøger borgerne uden for de vante biblioteksrammer eller ‘reklamerer’ for online-tjenesterne, men det ændrer ikke billedet af, at en voksende gruppe borgere ikke benytter biblioteket. Derfor denne opfordring til alle landets kommuner og deres biblioteker.

Bibliotekerne er borgernes sidste ikke-kommercielle rum, det sted de bare kan bruge, besøge eller trække på digitalt uden at skulle betale. Det fælles og demokratiske kultur- og vidensrum, som fællesskabet finansierer over skattebilletten. Dét er det vigtigt at holde fast i, men vi skal også have fortalt det til de mange, der ikke er klar over det.

Rigtig god sommer, når I nu skal ud i solen og udbrede det gode budskab!

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog