Hva' ska' jeg med kommunen?

Efter to års udviklingsarbejde er den digitale parathed blandt unge i syv projektkommuner blevet bedre: Vær opsøgende, gør noget uventet, sats på 8. og 9. klasserne og brug mobilen/SMS i formidlingen. Sådan lyder et nyt sæt gode råd til andre biblioteks- og borgerservicemedarbejdere.

Gennem to år har biblioteks- og borgerservicemedarbejdere i Billund, Skanderborg, Vesthimmerland, Nordfyn, Kerteminde, Stevns og Næstved kommuner samt Danmarks Biblioteksforening og konsulentfirmaet Knudsen Syd arbejdet sammen om at finde nye måder at formidle de digitale services til unge mellem 15 og 25 år.

En ting er vist. Unge bruger ikke mails i dagligdagen. Derfor midt i disse digitaliseringstider: Send hellere et brev med frimærke. Det virker i forhold til unge, lød opfordringen fra et ungepanel på projektets afsluttende konference tirsdag den 24. marts på Magion, hovedbibliotek og borgerservice, i Billund Kommune.

Service der dur: tænk opsøgende og anderledes
Projektet viser generelt, at unge ikke kommer frivilligt i bibliotekerne for at få hjælp til det digitale og det offentlige. De skal opsøges dér, hvor de er: I deres lokale miljøer, institutioner og dér, hvor de hænger ud.

Projektpartnerne har derfor eksperimenteret med forskellige former for opsøgende virksomhed. På uddannelsesinstitutionerne både i og uden for den obligatoriske undervisning, ved morgensamlinger og med uddeling af flyers og vandflasker med sjove IT budskaber ved kantinerne i frokostpausen. Og resultatet: De unge i de syv kommuner er blevet mere digitalt parate.

For eksempel er unges brug af den digitale postkasse steget fra 42 % i 2013 til 74% i 2014. En af indsatserne i den offentlige digitaliseringsstrategi har været den digitale postkasse og oprettelse af NemID. Derfor har mange af aktiviteterne i projektet naturligt nok haft fokus på at styrke netop den del med involvering af unge i både idéudvikling og formidling. Det er der bl.a. kommet en film ud af, som ligger på YouTube: “Digital post: Festen fortsætter her”.

Målrettet læring, events og Nemquiz app
I bl.a. Stevns Kommune har man haft gode erfaringer med introduktioner til 9. klasserne i folkeskolerne, fordi bibliotekets borgerservice kan tilbyde noget andet end læreren. Men man skal droppe énmandsundervisningen og Power Points og i stedet gøre læringen til en oplevelse og lade eleverne komme til på egne computere og tablets.

Der skal i det hele taget involverende aktiviteter til, for at unge gider deltage. I Kerteminde blev det til små konkurrencer og “Tips en 13’er” som led i introduktioner på VUC i Nyborg. Og det må gerne være anderledes, og så skal det være sjovt. Som ved Skanderborgs populære valgarrangement i Kulturhuset med Stand Up underholdning. Her fra blev to unge politikere senere valgt ind i byrådet.

Projektet Hva’ ska’ jeg med kommunen har også understreget, at det virker at bruge forskellige slags medier i forhold til unge. Allerhelst SMS beskeder på mobilen. Hver dag bruger unge to timer og 42 minutter i gennemsnit på mobilen, heraf er 86% af tiden på apps. Derfor er projektpartnerne i færd med at udvikle et nyt kampagneredskab, en Nemquiz App, der på en humoristisk måde kan fortælle unge om det offentlige og bibliotekerne.

Disse tips og andre ideer er nu udgivet i HVA SKA JEG MED KOMMUNEN? Om unge, biblioteker og borgerservice  – og kan fås gennem Billund Bibliotekerne og downloades fra db.dk/kalender/konference-hva’-ska’-jeg-med-kommunen.

 

Projektet er støttet med midler fra Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre under Kulturstyrelsen.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog