Interview: Derfor IFLA!

Nummer to fra venstre: Kent Skov Andreasen på 1. række ved IFLAs General Assemby 2014 sammen med de øvrige styrelsesmedlemmer.

Interview med Kent Skov Andreasen om IFLA Lyon Declaration, MOOCS og erfaringsudveksling på IFLA 2014

Bibliotekschef i Odense, Kent Skov Andreasen, medlem af DBs repræsentantskab, blev sidste år genvalgt til IFLAs øverste organ Governing Board, den internationale organisations styrelsesråd. Til 'Danmarks Biblioteker' fortæller han her om IFLA 2014-konferencen i august, om dens væsentligste debatter og resultater samt hvilken betydning IFLA har set fra en dansk biblioteksstol.

Overordnet og set i forhold til politik og strategi er det danske GB-medlem helt klar i mælet, når det gælder dette års største resultat. ”Det er helt bestemt drøftelserne om og vedtagelsen af IFLA Lyon-deklarationen – et indspark til FN Post2015-Agenda om en bæredygtig udvikling og et bedre liv for alle, som IFLA og vi andre nu opfordrer alle medlemslande til at underskrive og støtte inden december i år. Sådan at den kan få indflydelse i den FN sammenhæng, den er rettet mod. Med den bevæger IFLA sig et markant skridt ind på den øverste globale agenda og bidrager for alvor til at sætte en international informations- og vidensdagsorden. Deklarationen understreger betydningen af bibliotekerne og vores arbejde med at sikre adgang til information for borgerne. Og den manifesterer bibliotekerne som en af grundpillerne i borgernes rettigheder og velfærd – også på globalt niveau,” mener Kent Skov Andreasen.

På det mere konkrete plan peger han på, at IFLA desuden i stigende omfang lykkes meget bedre med at gøre den knap 90-årige organisations indsats mere nærværende og brugbar for det enkelte medlemsland/-institution. Det er en udvikling, han interesserer sig meget for og har arbejdet med i hele sin periode som GB-medlem – det at IFLA også agerer imellem de store årlige konferencer. IFLA blev stiftet helt tilbage i 1927 af nogle få lande, og Danmark har været på banen fra start. Derudover fremhæver han også etableringen af et internationalt lederprogram, hvor det første hold blev færdigt i år. Samt ikke mindst den internationale forenings styrkede fokus på ophavsrettigheder og på adgang til e-ressourcer. 

IFLA TREND REPORT – et år efter
I Singapore sidste år i august offentliggjorde IFLA fem mega-trends, som siden har været debatteret verden over, og som fortsat er højaktuelle. Både Danmarks Biblioteksforening og en del af (central-)bibliotekerne har efterfølgende haft tilrettelagt orienterings- og debatmøder, hvor tendenserne har dannet udgangspunkt for en bred diskussion både internt og – hvor det er lykkedes – også med politikere og andre fagfolk. Debatten har bl.a. handlet om bibliotekernes rolle i fremtiden og relationerne til f.eks. uddannelsessystemet og informationssamfundet.

“Nogle af os har derudover været heldige og har kunnet deltage i den internationale trend-debat. Blandt andre havde jeg selv mulighed for at supplere med idéer og eksempler fra de nordiske biblioteker i en bredere dialog på Sinikka Sipiläs, den siddende IFLA-præsident, første internationale forårsmøde i maj i Helsinki.

Jeg mener, at trendrapporten stadig udgør et godt grundlag for debat – også med vore politikere og også lokalt. Nu har vi med Danmarks Biblioteksforenings oversættelse af rapporten et redskab til lokalt at fokusere og gå dybere ind i de mega-tendenser, der specifikt er relevante for folkebiblioteksområdet. Vi skal grave lidt ned i rapporten og bruge den til den vigtige diskussion om vore egne bibliotekers udviklingsmuligheder og udfordringer”, opfordrer Kent Skov Andreasen. 

Opfordringen er hermed givet videre! Rapporten kan hentes på db.dk.

MOOCs, digitalt fokus og erfaringsudveksling
Blandt dette års hundredvis af sessioner og debatter fremhæver Kent Skov Andreasen to af særlig interesse for danske biblioteksfolk og -politikere. ”Læring er et voksende element i bibliotekets service alle vegne. Derfor vil jeg gerne pege på sessionen om de såkaldte MOOCs. Det står for Massive Open Online Courses og er nye virtuelle læringssystemer og -tilbud. Det felt er kun i sin allertidligste vorden i folkebibliotekssammenhæng. Her har vi et formidlingsfelt, som vi skal se nærmere på og indtænke i vores eget udviklingsarbejde. I den sammenhæng vil jeg også gerne hive sessionen om Knowledge Management frem. Den beskrev tendenserne inden for de nye informationsteknologier og de utallige formidlingsmuligheder, de rummer, og hvoraf vi kun har set toppen af isbjerget endnu. Her var der, synes jeg, en understregning og bekræftelse af, at det giver rigtig god mening at arbejde med digitale ressourcer, også i det fysiske bibliotek.” Hent evt. oplæggene via http://conference.ifla.org/ifla80 - Programme.

Noget andet som altid efter Kent Skovs opfattelse er interessant at følge, er de mange små Poster Sessions. ”De giver et godt og aktuelt billede af den brede udviklings- og projektpalet, som bibliotekerne i hele verden er optaget af. De mange mindre udstillinger og folkene bag dem tilføjer kongressens mere formelle udstilling et uhøjtideligt, levende og spændende fagmiljø. Det er fint at mødes med de engagerede bibliotekarer og fagfolk fra hele verden, når de præsenterer de projekter, de arbejder med. Fra Danmarks deltog i år bl.a. Tænketanken Fremtidens Biblioteker, og leder af tænketanken, Lotte Dyhrbye, fortalte så levende om den store segmentundersøgelse fra marts, at flere kolleger fra de nordiske lande ville overveje noget lignende.”

Derfor IFLA og internationalt fokus
Dette års IFLA-konference er en god begrundelse for Danmarks Biblioteksforenings og danske bibliotekers engagement i IFLA. Kent Skov er temmelig sikker på, at hvis vi ikke havde IFLA som bibliotekernes samlede internationale talerør og samlende organisation, så måtte vi opfinde noget tilsvarende.

”Der er så meget pres og styring fra de kommercielle informationsudbydere i forhold til styring af information og af vores adfærd og brug af informationer, trods det at folk måske går rundt og tror, at vi befinder os i et land med en fri og ‘demokratisk’ adgang til information. Bibliotekerne er for mig at se vigtigere end nogensinde i rollen som en sikring den enkelte menneskes adgang til information og viden. Og den kamp er da svær nok endda i forhold til at få lov til at udfylde den rolle”, pointerer Kent Skov Andreasen.

Selv er han meget optaget af de spændende sessioner på højt niveau inden for Knowledge Management om de nye teknologier inden for uddannelse, det fornyede fokus på læring og f.eks. Literacy & Reading. Emner der også herhjemme er aktuelle for bi-bliotekerne. Kent Skov nævner her bl.a. kulturminister Marianne Jelveds igangværende Danmark læser-kampagne og den nye skolereform, som bibliotekerne jo allerede er involveret i stort set over hele landet.

”Så var Lyon for mig desuden et overraskende interessant kulturelt bekendtskab, og en smuk og spændende grøn cykelby. Jeg fik også lejlighed til at se byens hovedbibliotek og fik et par gode samtaler med lokale biblioteksfolk. Noget der giver nye vinkler på vores eget arbejde – og det er ikke det mindst vigtige ved IFLA,” slutter Kent Skov Andreasen med et smil.

Han minder om, at næste års IFLA Konference afholdes i Cape Town i Sydafrika i dagene 15.-21.august, mens den i 2016 er placeret i Columbus, Ohio.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog