Investering i biblioteker. Set fra Seattle...

Som en del af mit ophold i USA har jeg prioriteret at tale med biblioteksfolk og bringe deres erfaringer ind i undervisningen. For nylig var jeg i Toronto i Canada dels for at tale på en konference om fremtidsscenarier og biblioteksudvikling, dels for at diskutere idéer og udfordringer med ledere på forskellige niveauer.

Det var en opmuntrende oplevelse, ikke kun fordi Toronto Public Libraries (TPL) er et godt bibliotekssystem, men især fordi politikerne i Toronto forstår nødvendigheden af at investere i biblioteker. Fremsynede politikere har set bibliotekernes betydning som samlingspunkter og læringssteder, der skaber sammenhæng og udvikling på tværs i lokalsamfundene.

Der er vækst i renovering og udbygning af filialnettet og i antal ansatte. Samtidig har bibliotekets ledere satset på nye og relevante services i tæt dialog med deres meget forskellige lokalsamfund. Veludstyrede Maker Spaces med masser af top-udstyr i form af 3D-printere, high-end plotters og laser cutters, computerstyrede symaskiner samt semi-professionelle rum til video- og podcastproduktion, findes på geografisk velplacerede biblioteker. På ni lokalbiblioteker i udsatte områder er der Youth Hubs, en slags safe spaces for unge efter skoletid, hvor der er Virtual Reality Headsets, DJ- og gamingudstyr og en lang række aktiviteter fra lektiehjælp over økonomisk rådgivning til sundhedslæring, sunde snacks og dans.

Meget drives ved hjælp af partnerskaber, og udviklingen i programvirksomheden har været forrygende fra 2.000 programmer for 10 år siden til nu 46.000 programmer om året!

Man skulle måske tro, at verdens største bibliotekssystem måtte findes i Kina eller USA, men målt på aktiviteter, besøgende og antal filialer (100) er TPL angiveligt det største. Om det nu er tilfældet eller ej, så er det utvivlsomt et af de bedste.

Jeg ønsker for Danmark, at politikere i kommunerne på samme måde vil investere i bibliotekerne, så de kan være relevante for borgerne og lokalsamfundene også fremover.

 

Klummen er bragt i Danmarks Biblioteker nr. 5, 2019.

ROLF HAPEL er professor ved University of Washington’s Information School, Seattle.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog