IVA - fra kulturministeriet til uddannelsesministeriet, god idé

“Det styrker Danmark at tænke de akademiske uddannelser på tværs”

Her i landet har vi en lang tradition for en selvstændig biblioteksuddannelse. Bibliotekarfaget har i over 100 år oplevet en proces med en stadig større og større professionalisering – senest med en indførelse af akademisk kandidatuddannelse i begyndelsen af 90’erne. Rundt om i verden bliver der skævet til de danske uddannelser inden for biblioteks- og informationsvidenskab. Det skal vi være stolte af og udbygge.

Biblioteks- og Informationsvidenskab fungerer i dag som en central ressource for og inspirationskilde til biblioteksudviklingen i Danmark, ja for hele informations- og videnssamfundet. Det er i høj grad Danmarks Biblioteksskole (fra 2010: IVA), der har præget denne udvikling, som en anerkendt, central forsknings- og udviklingsaktør. Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA) er i dag en selvstændig akademisk uddannelsesinstitution. Indtil den nye regering kom til, lå den under kulturministeriet, mens de andre universiteter lå under videnskabsministeriet. Det laves der nu om på.
I forbindelse med den nye regeringsdannelse er IVA overført til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser med Morten Østergaard som minister. De to designskoler, arkitektskolerne og Konservatorskolen er ligeledes overflyttet til det nye ministerium, hvilket der især fra arkitektkredse og skolerne har været stillet spørgsmålstegn ved.

Som direktør i Danmarks Biblioteksforening og medlem af Det Informationsvidenskabelige Akademis Aftagerpanel, ser jeg positivt på IVA’s nye placering i uddannelsesministeriet. Der er brug for kandidater med en bred uddannelsesbaggrund, og overflytningen til samme ministerium som de øvrige universiteter er derfor en god idé. Men det er nødvendigt, at der holdes fast i de biblioteksfaglige kompetencer, som man i Danmark har opbygget i de seneste 100 år. Og som i grund og bund har givet de danske folkebiblioteker den helt uvurderlige, særlige status som åbne uafhængige kultur- og mødesteder lokalt. Som stedet for folkeoplysning og egen læring. Ikke mindst set i forhold til den udvikling IVA har gennemgået fra professionsskole til universitet de sidste år. Med nær konktakt til bl.a. Københavns Universitet og Aalborg Universitet og med mulighed for de studerende til selv at sammensætte egen uddannelse med dele fra andre universitetsområder.

IVA uddanner og forsker i dag i informationsvidenskab og kulturformidling, og den nye profil har betydet en øget tilgang til studiet. Hvilket set fra folkebibliotekerne og deres opdraggivere, kommunerne, er særdeles vigtigt og meget glædeligt af hensyn til de kommende års store generationsskifte i bibliotekernes medarbejderstab. Men ikke mindst af hensyn til det moderne biblioteks service til borgerne, som i stigende grad tager de nye medier til sig og har brug for biblioteket til også i den sammenhæng at finde frem til den rigtige og kvalitetsbaserede viden og information.

Den nye placering burde kunne styrke denne udvikling, men jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at det ikke kommer til at betyde en nedprioritering af IVA’s hidtidige fokus på biblioteker og kulturformidling. De specifikke biblioteksfaglige kompetencer er ganske enkelt afgørende for en fastholdelse og videreførelse af folkebibliotekernes unikke rolle som kultur- og videnscenter.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog