IVA i universitetsregi

Direktør og professor ved IVA. Foto: Thomas Vilhelm.

Det Informationsvidenskabelige Akademis direktør gør status for 2013: stor studentertilgang og trekvart år under Københavns Universitets vinger!

1. april 2013 blev IVA efter en lang og grundig forberedende proces en del af Københavns Universitet. Fra begge sider ses fusionsprocessen som særdeles positiv. KU har i alle måder respekteret IVAs egenart og satser tydeligt på i fællesskab at benytte de nye muligheder, som fusionen giver både IVA og KU i forhold til IVAs traditionelle interessenter i bibliotekssektoren.

Fusioner er bestemt ikke afsluttet på selve fusionsdatoen. Hele 2013 har været præget også af hårdt arbejde for alle IVAs ansatte, som har måttet stille op til omlægning til nye systemer, regler og procedurer samt hele integrationen i en meget stor organisation. Til nu er denne proces forløbet helt fejlfrit, og æren herfor tilkommer først og fremmest IVAs medarbejdere. Organisatorisk betyder fusionen også interne ændringer på IVA. Der er i 2013 etableret nyt studienævn, aftagerpanel og institutråd, alle under ændrede rammer. De er alle kommet godt fra start.

Vigtigst af alt er dog den faglige udvikling, som fusionen skaber. Nye og intensiverede samspil med Kommunikation og it, Danskfaget i bred forstand, Sprogteknologi og mange flere områder peger frem mod en styrket Informationsvidenskab og Kulturformidling, som yder nye bidrag til biblioteker, kulturlivet og hele informationsområdet, nationalt såvel som internationalt.

De studerende og uddannelsesområdet
Søgningen af studerende udviste i 2013 en ekstraordinær høj tilvækst sammenlignet med året før med en fremgang på 27% i København. Særligt glædelig var en markant fremgang på ca. 33% i Aalborg, som ellers ikke har fulgt med fremgangen i København i 2010-12. Det synes nu at være et overstået kapitel. Med 625 ansøgere i alt var søgningen til IVA den højeste siden 1998. Den samlede stigning i ansøgninger til bacheloruddannelsen gennem de sidste tre år er meget tilfredsstillende på over 100%.

Siden en markant forbedring i 2010-2011 af fastholdelsen af studerende på 1. studieår har der de seneste to år beklageligvis været et fald i fastholdelsen tilbage til 2009-niveauet (65% efter 1. studieår). Dette følges imidlertid med en fortsat forbedring i gennemførselstiderne, som i forvejen ligger i den absolut gode ende på KU (fx 2,3 år på kandidatstudierne). Man kan derfor vove det gæt, at de studerende tidligere tager en klar beslutning om, hvorvidt de ser sig selv i studiet eller ej. Men fastholdelse såvel som gennemførelse er fortsat et højt prioriteret mål for IVA, i et tæt samspil med KUs Humanistiske Fakultets initiativer til bedre studier og studiemiljø.

Den 1. september 2013 trådte en ny studieordning på kandidatuddannelsen i informationsvidenskab og kulturformidling i kraft. Den reviderede uddannelse tilbyder et struktureret forløb med tre specialiseringsmuligheder og bedre muligheder for at supplere uddannelsen med praktik- eller udlandshold samt fag fra andre uddannelser inden for eller uden for KU. Et lignende revisionsarbejde er nyligt iværksat for bacheloruddannelsen i informationsvidenskab og kulturformidling med forventet ikrafttrædelse 1. september 2015.

I 2013 blev både bachelor- og kandidatuddannelsen i informationsvidenskab og kulturformidling anerkendt som humanistiske it-uddannelser. Det tilfalder kun uddannelser med tilstrækkelig grad af it- og konstruktionselementer.

Internationale aktiviteter og forskningsområdet
IVA bestræber sig fortsat på udvikling af forskningsområdet, og der har i løbet af 2013 været nedsat en række bedømmelsesudvalg med henblik på besættelse af tre professorater, to adjunkt/lektor-stillinger samt tre ph.d.-stillinger, som IVA ser frem til at få udbytte af fra 2014 og fremefter.

I løbet af året har desuden især flere internationale aktiviteter stået centralt. IVA har været arrangør og medarrangør af flere fornemme og centrale konferencer inden for Library and Information Science (se http://iva.ku.dk/forskning/konferencer). Flere IVA-forskere har haft længerevarende ophold på forskningsinstitutioner i udlandet. Et andet godt eksempel på IVAs stadig mere internationale profil er det tætte ph.d.-samarbejde med Berlin School of Information ved Humboldt Universitetet, hvor hovedparten af IVAs ph.d.-studerende i maj besøgte Berlin for at deltage i et fælles kollokvium med deres tyske ph.d.-kolleger og indgå i forberedelserne til den store iConference 2014, der arrangeres i samarbejde mellem IVA og vores tyske kollegaer.

Der har selvfølgeligt været mange andre arrangementer med internationale samarbejdspartnere, som ville fortjene at blive nævnt. Vi nøjes med et sidste, nemlig afdøde professor Niels Ole Pors' bogprojekt sammen med professor Peter Hernon fra Simmons' Graduate School of Library and Information Science med titlen Leadership in the United States and Europe: A Comparative Study of Academic and Public Libraries, der udkom i årets begyndelse.

Samme Niels Ole Pors stod sammen med Carl Gustav Johannsen bag antologien Evidens og systematiske reviews: en introduktion, som samler forskere med indgående kendskab på det sociale område og uddannelsesområdet. Bogen er et eksempel på, at IVAs forskere bedriver samfundsrelevant og praksisnær forskning og desuden gerne formidler deres viden til bredere kredse.

Tilsvarende kan nævnes, at IVAs forskere har optrådt i medierne med emner, der rækker fra biblioteks- og kulturpolitik over litteratur- og museumsformidling til computerspil og hacktivistgrupper på internettet.

Sammenfatning
Fusionen præger allerede tydeligt IVA og forstærker de positive udviklingstendenser, som også kunne ses klart fra 2010 og fremefter. Vi forventer, at dette får positiv betydning for udviklingen af hele KUs Humanistiske Fakultet, biblioteker og andre kulturinstitutioner i Danmark og sidst, men ikke mindst, IVAs dimittenders vej ind på arbejdsmarkedet og bl.a. landets biblioteker.

Se mere om uddannelsernes opbygning: www.iva.ku.dk/uddannelser.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog