Jens Andersen - vinder af Læsernes Bogpris 2019

Jens Andersen modtager af Læsernes Bogpris på Bibliotekspolitisk Topmøde i Esbjerg den 11. april 2019. Foto Christer Holte.

Med mange, mange stemmer blev Jens Andersen årets klare vinder. Bag prisen står landets læsere sammen med Danmarks Biblioteksforening og dagbladet Berlingske. Steen Bording Andersen, formand for DB, overrakte sammen med Jeppe Bangsgaard, avisens litteraturredaktør, prisen på 100.000 kr. til en glad Jens Andersen på Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2019 i Esbjerg torsdag den 11. april.

Jens Andersen er manden bag en række stærke og meget læ-seværdige biografier. Om hans seneste værk, Kim Larsen – Mine unge år, fremhævede Jeppe Bangsgaard i talen for årets prisvinder bl.a. Jens Andersens skrivestil som “– mundret, elegant og altid med et humoristisk twist.”

“Da nyheden i efteråret tikkede ind om, at Jens Andersen var i gang med at skrive en Kim Larsen-biografi, var min umiddelbare reaktion: Selvfølgelig! Selvfølgelig skulle den bog skrives af ham.

Jens Andersen har en helt enestående evne, når det kommer til biografier. Det har han bevist i bog efter bog; i store værker om forfattere som Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Ole Lund Kirkegaard og ikke mindst Astrid Lindgren. Og som forfatter til bøger om Dronning Margrethe og senest Kronprins Frederik kan Jens Andersen jo ligefrem kalde sig kongelig hofleverandør af biografier.

Jens, dit blik for den gode historie, for bøger, der rammer en bred almen interesse, er uovertruffent. Dit talent for at komme ind, hvor andre ikke har været eller levere en del af historien, vi ikke kendte før. Din evne til at få idéen til bøger, hvor man tænker: Selvfølgelig, hvorfor har ingen dog fundet på at skrive den før?!

Men denne gang var det ikke dig, Jens, der valgte Kim Larsen. Det var Kim Larsen, der valgte dig. I årevis har journalister og biografiforfattere forsøgt at få lov at skrive den store bog om vor tids største danske sangskriver. Forgæves, Larsen gad det ikke. Men Jens Andersen ville han gerne have. Selvfølgelig ville han det!

Kim Larsen havde – ligesom tusindvis af andre danskere – læst dine biografier og kunne lide, hvad han læste. Kim Larsen var et litterært menneske, hvad der også fremgår af Kim Larsen - Mine unge år. Han elskede at læse og kunne sine klassikere på fingrene. Så skulle der skrives en bog om ham, skulle det være god litteratur. Og det skulle Jens Andersen være garant for.

Netop det litterære er en strøm i alt, du har skrevet, Jens. Du er ph.d. i nordisk litteratur, og det mærker man på den allerbedste måde. Du ved ganske enkelt, hvad du skriver om, har litteraturhistorien som en naturlig referenceramme. Men den akademiske pondus har det for nogle også med at føre til et knudret, akademisk sprog, hvor trangen til hele tiden at nuancere står i vejen for historien. Sådan er det ikke for dig. Du skriver ikke mudret, men mundret, elegant og altid med et humoristisk twist. På en måde så alle kan være med og i en grad, så folk, der ellers ikke har åbnet en bog i årevis, pludselig springer ud som læseheste. Døm selv, læs bogen i sommer!”

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog