Københavns Universitet: INF fusionerer med MEF

Institut for Informationsvidenskab – det institut, som bl.a. står bag 'biblioteks- og informationsuddannelsen' – fusionerer formentlig med Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. En styrkelse for begge fagområder – også for biblioteksdelen, mener Jens-Erik Mai.

Dekanen på Det Humanistiske Fakultet (HUM), Jesper Kallestrup, har besluttet at indstille til Københavns Universitets Rektor, at Institut for Informationsstudier (INF) og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (MEF) fusioneres per 1. september 2019.  På et stormøde fredag den 8. februar drøftes fusionsplanerne mellem de to institutters medarbejdere. Herefter igangsættes en større kortlægningsproces omkring det nye instituts organisation, governance-struktur, økonomi mm. med henblik på en endelig indstilling til Rektor.

De to institutter har p.t. godt 2.000 studerende; INF har ca. 450 og MEF ca. 1.700.

At skabe helhed og bedre sammenhæng mellem beslægtede forskningsmiljøer og uddannelser er en del af Københavns Universitets strategiske målsætning, ligesom det digitale område er et særligt satsningsområde i KU's nye strategi, og her ligger det lige for at sammentænke disse to institutter. Ikke mindst i en tid, hvor fakultetet er presset på økonomien og skal finde besparelser på 25 mio. lønkroner inden 2020.

Ville fusionen også være relevant, hvis man ikke skulle spare?

”Det mener jeg helt klart. Der er mange gode faglige begrundelser for en sådan fusion.  F.eks. er der emner, som der forskes i og undervises i på både INF og MEF, og jeg er sikker på, at vores uddannelser vil kunne udvikles bedre i et større fagligt miljø”, siger Jens-Erik Mai, professor og institutleder for INF, der i dag tilbyder en BA i informationsstudier og en KA i Informationsvidenskab og Kulturformidling. Dekanen har peget på Jens-Erik Mai som leder af det nye institut. Maja Horst, leder af MEF i 8 år, afslutter sin åremålsansættelse 31. august 2019.  

Sammenlægningen af INF og MEF vil, oplyses det, indebære besparelser på både ledelse og administration, og bliver en del af en endelig samlet besparelsesplan for HUM, som meldes ud senere i foråret og som også vil inkludere besparelser på VIP lønninger.

En fusion vil som Jens-Erik Mai ser det styrke både uddannelser og forskning. Et større fagmiljø og institut vil også rumme helt nye muligheder i forhold til specialisering. Og give helt andre muligheder for at fastholde men samtidig for at videreudvikle de enkelte fagprofiler. 

Ved at sammenlægge INF og MEF skabes desuden grundlag for at styrke HUM’s internationale position inden for en lang række forskningsområder. Det nye institut bliver et robust og bredt funderet institut, som vil beskæftige sig med væsentlige samfundsproblemer – og som vil være godt rustet til at påtage sig forskning på tværs af traditionelle discipliner og til at styrke det fælles uddannelsesudbud.

”Vores internationale publikationstyngde er vokset de seneste år, og INF har stærke kompetencer også på nordisk og internationalt plan.”
 
Et andet aspekt er naturligvis, om denne udvikling medfører, at INF’s biblioteksfokus helt går hen og drukner.

Hvad vil fusionen betyde for biblioteksuddannelsen?

”At den dimension fortsættes og styrkes, ingen tvivl om det. Uddannelser og kapaciteter på MEF – Institut for Medier, Erkendelse og Formidling – er helt relevante for bibliotekerne. Der i dag jo netop rekrutterer fra flere sider og ikke alene fra INF. Omvendt vil også MEF-uddannelserne have gavn af vores kompetencer og fokus. Reelt vil uddannelseslandskabet samlet set blive løftet”, fastslår Jens-Erik Mai.

”Vi skal blive ved med også at have et stærkt fokus på folk, som skal ud og ansættes i folke- og forskningsbiblioteker. Vi fastholder også vores aftagerpanel.
Den bredere vifte af fagligheder forventes faktisk at kunne tilføre en merværdi for alle potentielle ansættelsesområder, bl.a. vil vi kunne få indlejret noget biblioteks-DNA i flere af de andre uddannelsestilbud. Noget vi i øvrigt skal kigge på i relation til alle uddannelser på HUM.
Vores faglighed kommer styrket ud af det her, og vi får på mange måder mulighed for at spille en helt anden rolle. Samtidig vil vi med MEF-delen få styrket f.eks. medie-, kommunikations-, lærings- og filosofiområderne.”

Når det gælder forskningstyngde, venter Jens-Erik Mai også, at den positive udvikling som INF er inde i med styrket fondsfinansiering af større projekter, vil blive boostet af sammenlægningen. ”Det går ligeledes begge veje, og faktisk hjælper og støtter vi allerede hinanden på dette felt.”

■ Fusionen ventes at blive effektueret fra 1. september i år. Danmarks Biblioteker vil løbende følge udviklingsprocessen.

                                                                                                                                                                                                                                                   

Denne artikel bringes i Danmarks Biblioteker nr. 1, 2019.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog