Kaptajnen går fra borde. Interview med Erland Kolding Nielsen

Foto: Fotografisk Atelier, DKB

Erland Kolding Nielsen, sagnomspunden direktør for Det Kongelige Bibliotek i godt tre årtier, går fra 1. februar på pension. Danmarks Biblioteker mødte chefen for Københavns havns smukkeste og mest markante bygning den 14. september 2016.Hvad var størst, mest udfordrende og hvilke ministre gjorde hele forskellen – og giver sammenlægningen med SB overhovedet mening?

På en af årets sidste augustdage gik hyppige mails fra Vartov til Det Kongelige Bibliotek (KB) om et interview midt i september. Baggrunden: At Erland Kolding Nielsen, 70 år i januar 2017, slutter som chef for landets største bibliotek. Men da solen onsdag den 14. september kl. 13.30 i den skønneste sensommer i flere år bragede ned over topchefens hjørnekontor øverst i Den Sorte Diamant, havde dagsordenen taget et ordentligt ryk. To dage før meddelte Kulturministeriet nemlig, at Danmark per 1. januar 2017 får ét samlet nationalbibliotek. Det Kongelige Bibliotek (KB) og Statsbiblioteket (SB) slås sammen. Chef bliver Statsbibliotekets direktør Svend Larsen, der dog er konstitueret allerede fra den 15. september. 

Sidste dag som chef

På kontoret dén onsdag var der imidlertid alligevel ikke tale om sidste arbejdsdag for Erland Kolding Nielsen. Han arbejder støt og roligt videre frem mod pensionsdagen og en utvivlsomt stor afskedsreception kun afbrudt af behandling af en nyligt konstateret kræftsygdom. Kontoret skal rømmes og tømmes for de omtrent meterhøje bog- og papirstabler, processen var blot lige påbegyndt.

“Min opsigelse indsendte jeg til departementschefen i juni måned, hvor departementschef Marie Hansen og jeg aftalte, at udmeldingen af min pensionering først skulle ske efter sommerferien. Nu bliver der jo med samlingen af KB og Statsbiblioteket så ikke tale om, at stillingen skal slås op”, fortæller Erland Kolding Nielsen, mens vi bænker os om mødebordet og en kop stærk kaffe.

De store resultater og udviklingen

Det Kongelige Bibliotek har med Erland Kolding Nielsen ved roret i de forløbne 30 år gennemgået en kolossal udvikling. “Uden sidestykke i historien”, fastslår han selv glad og ubeskedent med et smil. “Det har været en stor glæde og forpligtelse, ja nærmest et kald, at have ydet mit bidrag til udviklingen – herunder at forøge Nationalbibliotekets og Universitetsbibliotekets fysiske og digitale samlinger og tjenester i nutiden med henblik på eftertiden, at udvikle Det Kongelige Bibliotek som national kultur- og forskningsinstitution og at forbedre vilkår og adgang til KB’s enestående kulturarv både for de faste benyttere og for danskerne som helhed.”

Biblioteket befinder sig i en god fase, fortæller den afgående direktør. Man er kommet halvandet år ind i den nye rammeaftale, der ligger en plan for økonomien i de nærmeste år, og alle lederstillinger er besat. Så nu vil han fokusere på afslutning og overdragelse af en række af de opgaver, som han er involveret i.

Hvor har KB’s rolle som nationalbibliotek ændret sig mest markant, siden du tiltrådte som direktør for 30 år siden?

“Det har det på tre områder. Dels er der jo kommet en række nye materialetyper til både fysisk og digitalt. Både inden for og uden for pligtafleveringsområdet. KB er i dag nationalbibliotek for en lang række materialetyper, som ikke falder inden for pligt- afleveringsordningen. Det andet er selvfølgelig det digitale, hvor vi fordelte i hoved- og sekundæransvarsområder med Statsbiblioteket gennem den nye pligtafleveringslov fra 1997. Og det tredje er helt klart, at KB, nationalbiblioteket, har udviklet sig til at være en stor kulturinstitution.”

Hvordan vil du beskrive denne sidste udvikling nærmere?

“Det Kongelige Bibliotek var i forvejen en forskningsorganisation, men i dag er det også en stor kulturinstitution baseret på formidling af nationalbibliotekets samlinger ‘at large’. Jeg har fra første færd haft den opfattelse, at nationalbiblioteket er meget mere end de danske bøger og meget mere end et traditionelt forskningsbibliotek. Det handler om nationens kulturarv, og det betyder blandt andet, at en række ting skal formidles mere mål-rettet. Også alle de materialer man ikke i almindelighed tænker over, eller som man i sagens natur ikke kan komme til. Mange mennesker er interesseret i kulturarven, og det har stået mig klart fra første øjeblik, at KB som nationalbibliotek skulle udvikles for andre end dem, der kommer og udnytter biblioteket på traditionel maner. Enten til forskning eller studier. Det er så sket både fysisk og konceptuelt. Med udvidelsen og Den Sorte Diamant og med de mange, mange publikumsorienterede tilbud af meget høj kvalitet, som KB i dag tilbyder, som f.eks. International Forfatterscene”, uddyber Erland Kolding Nielsen.

Han fortæller videre, hvordan Det Nationale Fotomuseum blev grundlagt i 1996 som en museal overbygning på Billedsamlingerne og Museet for Dansk Bladtegning i 1998-99 i forbindelse med en omfattende national indsamling af bladtegninger, der i uddrag eksponeres på Bladtegnergangen. Og gennem Hånd-skriftsamlingerne er man de facto Danmarks litteraturmuseum.

Mindre koncerter er blevet foranstaltet siden 1980’erne, og det indgik i planlægningen af udvidelserne på Københavns Havnefront, at netop de museale og kulturelle opgaver ud over nye faciliteter til forskningsbetjening og andre biblioteksformål skulle have særskilte faciliteter. Og så var der ønsket om en sal til musikken.

“Og i den forbindelse vil jeg godt understrege – fordi jeg er blevet opmærksom på, at der ikke er mange, der ved det – at et særligt område for nationalbiblioteket er musikområdet: Vi er Danmarks nationale musikbibliotek.”

Musikken og Det Kongelige Bibliotek

At KB i dag står stærkt på musikkens område, er ikke en given ting. Det gælder f.eks. ikke de tre andre nordiske nationalbiblioteker, men er lidt af en tilfældighed eller som Erland Kolding Nielsen formulerer det “skæbnens tilskikkelse”, da KB siden 1813 har indsamlet musikmateriale. Også selv om området dengang ikke var underlagt pligtafleveringsloven.

“Fra 1842 vokser musiksamlingerne kolossalt, Musikafdelingen blev oprettet i 1878, og på den baggrund har man så indsamlet og centraliseret alt. Og alt det mere sjældne og kostbare er med tiden gået fra Det kgl. Teater til KB. Vi har f.eks. også overtaget musikforlagets Wilhelm Hansens enorme arkiv gennem Kulturværdiudvalget. Og vi har bevaret alt, ligesom vi har indsamlet arkiver og samlinger også fra musikforeninger, private amatørorkestre og andre musikorganisationer, for ellers ville materialer og viden gå tabt til skade for forskningen og musiklivet.”

Denne opgave, fortæller den afgående direktør, er ikke forstået allevegne i hverken offentligheden eller politisk. “Det er måske til dels vores egen skyld, men så vil jeg i hvert fald sige, at nu har jeg bidraget til, at det ikke længere kan misforstås. Det er et specielt område, og det var også det, der lå i baghovedet på mig, da jeg i sin tid argumenterede for, at vi skulle have Dronningesalen, den multifunktionelle sal, som skulle bygges på musikkens præ-misser, men så i øvrigt også kunne bruges til alt det andet.”

Du har virkelig været musikkens talsmand...

“Det ved jeg godt. Kronen på værket var, at jeg fik – foreløbigt nu for ti år – forlænget ekspertisen bag Carl Nielsen Udgaven, som vi gennemførte på både tid og budget, i form af Dansk Center for Musikudgivelse. Som en lille forskningsenhed i tilknytning til både musikområdet og forskningsafdelingen.”

Den første store opgave

Den første store udfordring blev Erland Kolding Nielsen konfronteret med allerede ved både ansættelsessamtalen og -mødet i december 1985, hvor han begge gange mødtes med daværende kulturminister Mimi Stilling Jakobsen (CD) og davæ-rende departementschef Harder Rasmussen. Det handlede bl.a. om Det Kongelige Biblioteks pukler. KB var fire år bagud i katalogiseringsleddet, og det blev der klaget over.

“Alle var klar over, at KB var bagefter alle andre: Det tog hele fire år at katalogisere danske bøger. Man havde konstant en pukkel på fire år, mens man på det udenlandske område og på universitetsområdet havde en pukkel på 1,5 år. Det vil sige, at man brugte enorme ressourcer på at finde de ting frem, som brugerne og publikum ville have, som var kommet inden for de seneste år. Og det medførte jo også stigende krav og pres fra katalogiseringschefen over for ledelsen om at få flere ressourcer.
Hvad vil du gøre ved det, spurgte ministeren.
Mit svar var klart. Den hurtigste temporære løsning, sagde jeg, er at snøre puklen af og begynde med de helt aktuelle. Og så sætte særskilte ressourcer af til at afvikle puklen. Og det var det, jeg gjorde. Og så i øvrigt at reducere omkostningerne til katalogiseringsniveauet, for jeg regnede ud, da jeg kom – og jeg kunne simpelthen ikke forstå det i flere år – at omkostningerne til katalogisering var steget med 300% fra 1977 til 1985. 300% og problemerne var ikke løst! Og daværende katalogiseringschef, Illa Steensgaard, stillede da også hos mig og forlangte flere ressourcer til katalogisering, fordi hun havde disse pukler. Hun kunne ikke slet forestille sig, at det kunne omlægges, og at der kunne være noget galt med katalogiseringsniveauet, og vore veje skiltes siden.”

Erkendelsen af, hvorfor det kostede så meget, gik ikke op for den nye leder af Det Kongelige Bibliotek, før han i september 1988 besøgte universitetsbiblioteket på Hawaii, hvor en ny chef der også kæmpede med katalogiseringspukler, vedgår Kolding Nielsen: “Han havde analyseret sig til, hvad en katalogisering skulle koste, men hans folk sagde, at de skulle have mere. Han svarede, at der må tages udgangspunkt i de midler, der er og skar hårdt og brutalt ned; ud røg dem, der ikke ville acceptere det. Dér gik der en prås op for mig – om den uansvarlige indførelse af de anglo-amerikanske katalogiseringsregler i de danske biblioteker på ledelsesplan – i 1977. Ingen chef havde interesseret sig for, hvad det kostede”, siger Erland Kolding Nielsen med stor indignation. “Den uansvarlige indførelse af reglerne uden at tilpasse niveauet efter bevillingerne medførte en omkostningsstigning, fordi katalogiseringscheferne ikke blev holdt i tømme – udgiftsmæssigt førte det til en stigning på 300%. Jeg blev frygtelig upopulær, især i Sektion II-kredse (bibliotekarer ansat ved forskningsbiblioteker), for det er jo en del af deres ideologi og identitet. Men tiden har givet mig ret.”

“Accession og katalogisering var således totalt adskilt, og det var noget, vi hurtigt analyserede os frem til: Det duede ikke. Omkostningsniveauet var tilsvarende enormt højt. Lægger vi katalogisering og accession sammen, lykkedes det os i løbet af de første fire-fem år at reducere omkostningen med 75% til 25% af, hvad den var tidligere. Også forklaringen på, at vi kunne klare nedskæringer. Men det var jo op ad bakke. Problemet var, at man aldrig havde haft normer for, hvor lang tid en katalogisering måtte tage i gennemsnit. Det var da bare med at få det indført med det samme.”

Er nogen nogensinde vendt tilbage og har sagt, der kan du se... du tog fejl?

“Det har været antydet, når der blev konstateret fejl, men en anden ting var, at der også blev læst korrektur et uhyrligt antal gange i den fysiske verden. Det er jo klart, at fejl afsløres i et edb-katalog. Men der har vi så indført mekanismer, der gør, at når fejl opdages, så rettes de. Men hele biblioteksvæsenet var i høj grad bygget op på en norm om, at det her skulle være det perfekte, det bedste. Og den faglige stolthed, den peger jo imod at gøre det bedste og hele tiden gøre det bedre. Der har jeg altid sagt,  at det bedste er det godes fjende... Det er den samme ideologi, som regeringerne i dag fremfører, når vi gang på gang skal kunne gøre mere for mindre. Men altså: Det bedste er det godes fjende”, mener Erland Kolding Nielsen.

Den snak leder ad forskellige omveje tilbage til internationale standarder og aktiviteter, der de senere år er taget til også i bibliotekssektoren, afledt af informationsteknologiens udbredelse og en stadig mere globaliseret verden. Her er det er ikke sådan, at Erland Kolding Nielsen ikke anerkender betydningen af fælles formater, som f.eks. MARC-formatet (bibliografiske dataposter i maskinlæsbar form) eller internationalt samarbejde. Tværtimod.

Hvorfor er det relevant at engagere sig internationalt?

“Det er der flere grunde til. For det første giver det inspiration, og jeg har benyttet mig meget af det, man med et moderne udtryk kalder hhv. sidemandsoplæring eller kollega-inspiration. Jeg har brugt alle disse mange års konferencer og møder til mål-rettet at vurdere, hvor langt er Danmark og især, hvor langt er Det Kongelige Bibliotek i forhold til søsterinstitutioner og søs-tersystemer ude i verden. Til at holde mig selv ajour og selvfølgelig også til at blive inspireret. Når jeg kom hjem, især i gamle dage, blev der skrevet masser af rapporter og lavet lange notater med lister over, hvad jeg nu skulle huske og over, hvad der kunne sættes i gang. Eller hvor der var noget inspirerende, som andre skulle se osv. Jeg har på en række internationale områder været sådan en slags kanal ind i biblioteket, ligesom det også er gået den modsatte vej.”

Erland Kolding Nielsen har da også aktivt engageret sig i internationalt regi, blandt andet globalt i CDNL (Conference Direc-tors of National Libraries) og på europæisk plan i Liber (Ligue des Bibliothèques Européennes de Recherche).

 

Tre aktuelle udfordringer

Med godt 30 år bag sig som direktør – (indtil 1993: overbibliotekar) for Det Kongelige Bibliotek og øverste chef for Universitetsbibliotekets 1. afd. 1986-90 indtil fusionen i 1990 og for Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek også gennem fusion fra 2005 – har Erland Kolding Nielsen et væld af erfaringer om ledelse og udvikling af landets helt store forskningsbiblioteker. Det bliver der ikke plads til i interviewet, de må henvises til eventuelle senere publikationer som emeritus. Om der bliver lejlighed til det, er dog uvist, for den cancer, som blev konstateret i sommer, har vist sig at være uhelbredelig. Det håndterer Erland Kolding Nielsen med en næsten morbid humor. “Sådan er jeg, det er svært at lave om på sig selv”, konstaterer han med et langt blik ud over bogstablerne og ud på den formidable udsigt over Københavns Havn ned mod Langebro.

Hvordan kan nationalbiblioteket på sigt opretholde det samme serviceniveau for de digitale områder som for de fysiske samlinger? Hvor ser du de tre største udfordringer for KB – for bibliotekerne - i dag?

“Det er alene et spørgsmål om lovbestemmelser og ophavsret. Det digitale bibliotek er, når det drejer sig om samtidigt materiale, meget mere lukket end det fysiske bibliotek. Det er heller ikke gået op for alle, og her kan man godt nære store bekymringer. Se bare på det lukkede netarkiv, hvor i princippet alt, hvad der bliver høstet, i forvejen har været offentliggjort. Her er der ikke adgang. I øjeblikket kun for 60, udelukkende forskere. Men man kan jo vælge at indføre bestemmelser om, at brugerne skal have særlige muligheder for at komme til materialet.”

“Den digitale verden er som sagt, stik mod hvad man ofte forestiller sig, ret lukket. Først og fremmest på grund af persondatalovgivningen og så ophavsretten,” påpeger Erland Kolding Nielsen. “Så KB og SB vil en rum tid fremover stadigvæk være fysiske biblioteker. Og de fysiske aspekter vil dominere i offentlighedens bevidsthed, tror jeg. Der er ingen, der er klar over, at vi i dag har langt større informationsmængder digitalt end fysisk. For nationalbibliotekets side – KB og SB – er en af de store opgaver helt klart de digitalt fødte materialers udfordring, fordi der ikke endnu er færdigudviklet systemer til at modtage alt det, der vil blive afleveret eller ville skulle afleveres digitalt i fremtiden. Vi er langt fremme, men vi er langt fra færdige.

Og når først det hele er indsamlet, så skal det jo også kunne bevares. Hele bevaringsopgaven med hvad deraf følger af generationsmigrationer og bevaringssystemer osv. osv., er den aller-største udfordring. Hvis ikke den løses, så mister vi den digitalt fødte kultur”, advares der.

En anden af stor udfordring er et delaspekt af den første, nemlig at få gennemført muligheden for digital pligtaflevering. Og få sorteret godt og grundigt i det, der skal bevares alene digitalt, og i det, der skal bevares alene fysisk, og så det, der skal bevares både fysisk og digitalt. “Fordi ingen af os tror på, at digital bevaring løser alle problemer. Eller at alt skal bevares alene digitalt.”

Vi talte om de tre største...?

“Den tredje og nok største udfordring bliver selvfølgelig rationelt at fusionere de to institutioner.
Men det bliver ikke min opgave. Men du nævnte også bibliotekerne, biblioteksvæsenet som helhed. Det, jeg allerede har sagt om nationalbiblioteket, gør sig også i nogen grad gældende for det øvrige biblioteksvæsen, fordi datalovgivning og ophavsretslov jo gør, at bibliotekerne ikke kan udlåne i samme udstrækning som tidligere. Nu skal man lige slå lidt koldt vand i blodet, fordi det digitale tilbud, som man allerede har – eReolen og de andre systemer – hvor man kan få/købe adgang osv., fortsat kun omfatter en brøkdel af hele litteraturen, og jeg tror, at der går årtier, før e-materialerne bliver dominerende. Mange biblioteker anskaffer også store mængder af fysisk litteratur den dag i dag. Det manglede også bare, men der kommer et problem om adgangen til og fremskaffelsen af alt det smalle, det særlige og til alt det, kun nogle enkelte skal have fat i gennem det samarbejdende bibliotekssystem. Vores bibliotekssystem har jo været genialt opbygget til næsten altid at kunne klare alting mellem institutionerne. Det bliver uden tvivl et af de store problemer i de kommende år.”

Har du løsninger på de nævnte områder?

“Løsningerne ligger lige for. Der SKAL investeres i udvikling af modtagelse, accession, bevarings- og formidlingssystemer for den digitalt fødte kulturarv! Det kan man ikke komme uden om. Det kan vi ikke klare selv. Hverken nu eller om fem eller ti år. Det må kræve ekstra bevillinger. For samtidig med at vi skal spare så stort og så meget, som vi skal, kan man ikke også forvente, at vi løser de teknologiske udfordringer.
Og det kan ikke klares gennem omprioriteringer. Vi har foretaget tilstrækkelig omprioritering. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at KB i dag med alle dets tilkomne fusioner ikke er større, end det var i 1986, personalemæssigt og renset for årsværk, der reelt er baseret på særopgaver finansieret af eksterne fonds- og donationstilskud.
Bevares, vi er blevet meget mere effektive, der var også en del slendrian før hen. Det, og en del af den digitale udvikling, har reddet noget, men ikke alt. Men man har halveret nationens store kulturinstitutioner i min tid, og det skjules allevegne.
Det skjules også i tallene centralt, fordi vi over tid har fået besked på at lægge mere og mere ind. Det vil sige, at tallene er inkommensurable. Og det har altid irriteret mig grænseløst, fordi jeg i den sammenhæng jo bare er en administrativ bureaukrat, der smækker hælene sammen. Finansministeriet har gennem årene gang på gang fusket med tallene.
Det må du gerne skrive.”

Læs om Erland Kolding Nielsens syn på kultur- og finansmistre, og om de handlekraftige ministre bag Den Sorte Diamant i 2. del af interviewet: Den Sorte Diamants Fødsel.

  • Erland Kolding Nielsen om Danmarks Biblioteksforening: "DB er et bindeled mellem biblioteksinteressenterne i dette land. Både de idéelle, de faglige osv. For KB er det som nationalbibliotek - vi er jo til for hele nationen og er ikke bare et traditionelt forskningsbibliotek - særdeles vigtigt!".
     
  • CV - Erland Kolding Nielsen (1947) er cand. phil. i historie (Københavsn Universitet) 1973. Tildelt Kbh.s Univ.'s Guldmed. samme år. Timelærer ved Danmarks Biblioteksskole 1970-71 og siden lektor i historie 1971-80. Han kom fra Danmarks Biblioteksskole og stillingen som fagleder for Humaniora og Samfundsfag og uddannelsesleder for Forskningsbibliotekar- og Dokumentationsuddannelsen (1980-86) til Det Kongelige Bibliotek i 1986. Har desuden skrevet et utal af artikler og bidraget til bøger og tidsskrifter fra 1980 til 2016.

 

 

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog