Katalysator for forandring

I de senere år er det i høj grad blevet de lange seje træk, nogle af de 27 fagsektioner står for, som IFLA’s eksistensberettigelse kan hænges op på. Samt på, hvad der i FAIFE og de to andre CORE-aktører; Committee on Copyright and other Legal Matters (CLM) samt Action for Development through Libraries Programme (ALP) og dets nye u-landsorienterede BSLA-program (Building Strong Library Associations) tages af initiativer og i samarbejde med hovedkvarteret i Haag arrangeres af workshops, konferencer og efteruddannelseskurser (ofte efter train the trainer-metoden) rundt omkring i verden.
Hvad der på de store møder i plenum – åbnings- og afslutningsceremonierne og en generalforsamling helt uden debat og væsentlige forslag – i år blev sagt af IFLA’s præsident og Governing Board var forudsigeligt og ligeså fattigt på vitaminer og kant, som de Pina Collada’er – den puertoricanske nationalcocktail – de godt 2000 delegerede ustandselig blev budt på.
 
A force for change
På kongressen afløste de sidste to års President-Elect, canadieren Ingrid Parent (foto), sydafrikaneren Ellen Tise som præsident, og som tema for Parents næste to år i førertrøjen havde hun valgt “Libraries – A force for change”. Både i forhold til borgernes individuelle udvikling og til samfundet bredt og det fællesskab, det bygger på.
I sit særlige program på kongressen havde Ingrid Parent allieret sig med tre kolleger fra USA, Kenya og New Zeeland med erfaringer fra, hvordan biblioteksvæsenet i deres respektive lande havde gødet jorden for nogle, for mange mennesker, påkrævede forandringer.
På Queens Library ved at lave et HealthLink på bibliotekets webb og gennemføre oplysningskampagner og undervisningskurser i at bruge internettet til at håndtere et ofte snørklet sundhedssystem og til simpelthen at leve sundere.
Ved på et bibliotek på landsbygden i Kenya at indrette en forsøgsfiskedam, der kan danne mønster, og gennem etablering af en Farmer Service på nettet med information om dyrkningsmetoder, redskaber, priser og salgsmuligheder.
Og – i New Zeeland – ved i et samspil med videntraditionerne hos oprindelige folk (indigenous people) at støtte maorier i at bevare deres kultur og overleve som folk. Samtidig med at de engagerer sig i indretningen af det moderne samfund.
 
Hvad Ingrid Parent selv forestillede sig af konkrete initiativer, prioriteringer og nye boller på suppen, hvis IFLA skal gøre sig bedre hørt i det politiske establishment og med større slagkraft bidrage og inspirere til en forandringsproces, hvor biblioteksverdenen og de værdier, den står for, gør sig gældende, løftede IFLA’s nye præsident dog ikke rigtigt sløret for i Puerto Rico.
 
I fortroppen
Til gengæld kom Derek Law fra University of Strattclyde, Glasgow, på et møde arrangeret af IFLA-sektionen for Management and Marketing med et fyndigt bud på, hvad der må stilles af krav til de medarbejdere, der fremover på deres biblioteker skal sætte trumf bag en sådan offensiv ambition: De skal være smidige, sofistikerede og udholdende som en James Bond. De skal positionere sig i samfundsudviklingens fortrop, svinge flaget for forandring, have integritet, være intelligente analytikere og påtage sig rollen som agent provocateur og freedom fighters. For, som Law påpegede: “As for the future, your task is not to foresee it, but to inable it”.

Alt i alt noget den hærskare af universiteter og biblioteksskoler rundt omkring i verden, der rekrutterer og uddanner den ny tids bibliotekarer, bør lægge sig på sinde. Også i det danske Informationsvidenskabelige Akademi (IVA), skulle jeg hilse og sige.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog