Krimimessen Horsens 2016

Horsens Fængsel - som bl.a. besøges af DB Topmøde 2016-delegaterne.

Højdepunkter fra årets festival for krimi og spænding 12.-13. marts.

Krimimessen 2016 er overstået – med stor succes. En messe som vores byder på en sand overflod af indtryk, arrangement- er, foredrag og interviews med nogle af ikke bare Danmarks, men også verdens største krimiforfattere. Horsens Fængsel er en perfekt ramme for denne store litteratur-event, der i år slog rekord og tiltrak over 6.000 besøgende. Vi oplevede mange skæve, sære, sjove eller kloge højdepunkter i løbet af weekenden. I år lærte vi bl.a., at man godt kan skrive en krimi i en lastbil, og at Dennis Jürgensen ved et og andet om fugle.

Kulturminister Bertel Haarder stod for den officielle messeåbning i år. Ministeren fremhævede sin begejstring for krimigenren og trak et par litterære tråde ud til Poe og Dostojevskij. Haarder afslørede også, at han så krimigenren som væsentlig funktion i forhold til at berette om skyggesiderne af et samfund, og at han som læser i øvrigt er ret ligeglad med, hvem morderen er.

Norske Gunnar Staalesen fulgte efter med en jubilæumstale for Krimimessen og tog publikum med på en rejse tilbage til messens første år på Horsens Ny Teater. Dengang som nu arrangeret af Horsens Bibliotek. Efter talen drog Staalesen og en stor del af publikum ned til Gyldendals stand, hvor der blev budt på en spritny Varg Veum-snaps, brygget på urter fra Bergens omegn – den var go’.

Årets forfattersamtaler er utallige og startede med et miks af kendte danske forfattere som f.eks. Sara Blædel, Leif Davidsen og Jesper Stein, og nogle af de nye og mere ukendte her i landet som f.eks. den kinesiske thrillerforfatter Mai Jia. Han udgives dog i millionoplag i hjemlandet og har netop fået sin første roman Afkodet udgivet på dansk. En spændende fortælling om Kina gennem det 20. århundrede før og efter Kulturrevolutionen, om det kinesiske efterretningsvæsen og Rong Jinz-hen, et matematisk geni, der blandes ind i en verden af koder og kontraspionage.

På messens otte parallelle scener er der stor forskel på stemningen. I Magasinet er der som en gloende smeltedigel med masser af stande til forlag, boghandlere og f.eks. Litteratursiden samt tre åbne scener. De andre steder er den mere intim, og publikum, forfattere, anmeldere og andre mediefolk kommer meget tættere på hinanden. F.eks. i fængslets gamle Gymnastiksal, i værkstederne Trykkeriet og Snedkeriet eller i Forsamlingshuset, hvor man kunne opleve ét arrangement og én stemme ad gangen. Hvis man da ikke lige skulle en tur i Arresten og besøge caféen eller af sted og opleve en af messens prisuddelinger; Sara Blædel fik eksempelvis den nystiftede Publikumspris.

Palle Rosenkrantz Prisen, årets bedste krimi/spændingsbog 2015, gik til Gard Sveen for Den sidste pilgrim, Harald Mogensen Prisen fik Ane Riel for Harpiks, mens debutantdiplomet gik til Finn Halfdan for Et nødvendigt offer. Ulrik Langen fik også diplom for Tyven – den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene.

Det var 15. gang Krimimessen slog dørene op for krimifans, 10. gang på Fængslet, og der var over 100 danske og udenlandske forfattere og over 200 programpunkter fordelt på to dage. Det hele startede uden for murene, hvor forventningsfulde krimifans mødte op lørdag morgen kl. 9.30, og folk strømmede ind. Der er altid en vrimmel af mennesker, der er klar til at sikre sig en plads til netop deres yndlingsforfatter. Folk kommer fra hele landet, nogle endog i stopfyldte busser. Kom og oplev det hele selv i 2017. På gensyn den 1. og 2. april!

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog