Kulturpris 2016 til Høeg & Ikast-Brande

Holdet bag 'Mit rum for læring og oplevelser' modtager prisen af Steen B. Andersen. Foto: Tom Laursen.

Banebrydende litteratursamarbejde hædret med kulturpris: Fra venstre ses skoleleder Hans Erik Pedersen, forfatter Peter Høeg, kultur- og biblioteks- leder Martin Lundsgaard-Leth under formand Steen B. Andersens tale.

Torsdag den 17. marts kunne Steen B. Andersen, som formand for Biblioteks- og Kulturforeningen i Region Midtjylland, på foreningens generalforsamling på Herning Hovedbibliotek med stor glæde uddele regionens kulturpris til den verdenskendte danske forfatter Peter Høeg, Ikast-Brandes Bibliotek og Nørre-Snede Skole.

”Jeg er stolt over at kunne overrække prisen til jer for Mit rum for læring og oplevelser. Wow var min reaktion, første gang jeg hørte om projektet”, lød det bl.a. i formandens tale til årets prisvindere.

Prisen på 10.000 kroner fik treenigheden for projektet Mit rum for læring og oplevelser. ”Jeres indsats er banebrydende og nytænkende”, lød det fra formanden, der fandt projektet forbilledligt i sin komposition af lokale kræfter og et godt skolebibliotekssamarbejde. Og Peter Høeg for modigt at give sig i kast med 7. klasses unge – ikke altid ’lige den letteste årgang at arbejde med’.

Peter Høeg bor i Nørre-Snede og kastede sig med stort engagement ud i kommunens bibliotekssamarbejde med skolens 7. klasser. Resultaterne: Ikke alene har forløbet knyttet skolen og biblioteket tættere sammen, men nok så vigtigt har det givet ’eleverne fantastiske oplevelser med litteratur, som de vil bære med sig videre i livet’, lød det ved den festlige prisoverrækkelse.

”Det drejer sig om at lade bogen så at sige trænge ind i kroppe og hjertet og virke dér i stedet for udelukkende at gøre læsningen til et intellektuelt eller mentalt ærinde”, sagde Peter Høeg, der også fortalte, at det hele for ham var startet én dag, da han var på ’Martins bibliotek’ og de faldt i snak.

Såvel Kultur- og biblioteksleder Martin Lundsgaard-Leth som skoleleder Hans Erik Pedersen var glade for prisen og som Lundsgaard-Leth understregede ”Nu gælder det om at få de gode erfaringer bredere ud.”

Ikast-Brande projektet er en del af et større projekt omfattende samarbejde mellem biblioteker og skoler. Struer, Lemvig, Rebild, Thisted, Skive, Nyborg og Ikast-Brande samt Sydslesvig har deltaget.

Danmarks Biblioteksforening har siddet i følgegruppen for projektet, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingsmidler og af Danmarks Biblioteksforenings Fond til en studierejse til Finland, tidligere omtalt i bladet.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog