Læsernes bogpris 2007

For 4. gang har Danmarks Biblioteksforening og Berlingske Tidende i samarbejde med landets folkebiblioteker uddelt Læsernes Bogpris. Med ca. 28% af af de 10.000 afgivne stemmer blev det Leif Davidsen som med romanen "Den ukendte hustru" løb med prisen på 50.000 kroner.

Prisen blive overrakt ved festaftenen på Nationalmuseet i forbindelse med Danmarks Biblioteksforenings årsmøde 2007. For overrækkelsen stod Danmarks Biblioteksforenings formand Vagn Ytte Larsen og Berlingske Tidendes chefredaktør Niels Lunde.

De nominerede bøger var
Suzanne Brøgger: Sølve
Leif Davidsen: Den ukendte hustru
Merete Pryds Helle: Oh, Romeo
Henrik Jensen: Det faderløse samfund
Carsten Jensen: Vi, de druknede
Pia Fris Laneth: Lillys Danmarkshistorie
Ole Lange: Stormogulen
Mette Moestrup: Kingsize
Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
Ellen Wulff: Koranen

Leif Davidsen modtager Læsernes bogpris 2007

Motiverings- og hyldesttale
ved Niels Lunde, chefredaktør, Berlingske Tidende

Mine damer og herrer, kære Leif Davidsen
"Virkeligheden er konkret", som den gamle tyske filosof Hegel engang sagde det. Og det er som oftest med udspring i det konkrete, at aftenens modtager af læsernes bogpris udfolder sig. Det konkrete kan være en begivenhed som angrebet på World Trade Center 11. september 2001, der igangsætter "Fjenden i spejlet".

Og hvor dansk-serberen Vuk - ham vi kender fra romanen og tv-serien "Den serbiske dansker" – på ny dukker op. Denne gang fra sit skjul i USA, da de amerikanske myndigheder jagter mulige terrorister. Men - det konkrete kan også være den reelt eksisterende virkelighed, som vi ser den i vore dags Rusland.

Og hvor Leif Davidsen med "Den ukendte hustru" fra sidste år i romanens form giver os et indblik i, hvordan rige russiske forrretningsfolk lever. Hvordan gadebørn mishandles. Og hvordan tjetjenere tænker.

Alt sammen oplever vi det mens hovedpersonen Marcus Hoffmann mere og mere desperat leder efter sin russiske hustru Nathalie, der bliver væk ved et stop på et turist-cruise op af Volgafloden.

Det ny Rusland er lige uden for vores gadedør. Ja faktisk diskuteres der jo Rusland hele tiden. I går onsdag handlede det også om Rusland og Tjetjenien i en forespørgselsdebat i Folketinget. Og på EU-topmøder handler det også om Rusland, når vi taler energi og sikkerhed. Leif Davidsen har igennem et snart omfattende forfatterskab gjort os danskere klogere på ikke mindst det gådefulde Rusland. Men også på så meget andet, jeg ikke kan nå at komme ind på [bl.a. Spanien]. Og så har han altid fortalt en serie elementært spændende historier. Som har et stort publikum. En stor udbredelse.

Kære Leif Davidsen, genremæssigt bevæger du dig indenfor det kriminalistiske, spionage, storpolitik og i det hele taget det politiske spil.
Jeg har tit tænkt på dig som den herhjemme, der vel mest tydeligt er beslægtet med typer som Graham Greene og John le Carré. Også når du, som de to, parrer konkret handling, konkret virkelighed med et moralsk dilemma. Uden at det virker påklistret.

Og indimellem dukker – som også hos le Carré og Greene -  kærligheden op i dine romaner. Dine kvinder rummer ofte mere end man lige lægger mærke til i første øjeblik. Jeg er nok ikke den eneste her i aften, der er blevet overrasket over, hvordan kvinderne kan have indflydelse på handlingsforløbet – akkurat som i "Den ukendte hustru".

Og det er som sagt derfor vi står her i aften. Hvor læsernes afstemning har vist, at du nyder en sådan popularitet, at mere end hver fjerde af de 9617 har stemt på dig.

Kære Leif Davidsen, du har fået de gyldne laurbær for 15 år siden, du fik den kriminalistiske pris Glasnøglen for nogle år siden og du har fået en fin fransk pris. Jeg er glad for, at vi i aften kan slutte os til de, der anerkender dit forfatterskabs kvaliteter.
 
Hjerteligt tillykke med Læsernes bogpris!

Leif Davidsen, takketale
Torsdag d. 29. marts 2007, Nationalmuseets Festsal

Min damer og herrer. Jeg er meget taknemmelig og beæret over, at jeg kan stå her og sige tak for Læsernes Bogpris. Enhver forfatter, hvad enten man indrømmer det eller ej, vil selvfølgelig gerne have at det værk, han eller hun har skrevet, når ud til mennesker, får læsere og bliver modtaget godt.

Læsernes Bogpris synes jeg er en ærefuld pris, fordi den er et resultat af både ekspertisens og læsernes vurdering. Danske Bibliotekarer og litterater fra Berlingske Tidende har sammen først udvalgt de 10 værker og derefter har man bedt læserne om at stemme. Det er et flot felt med store romaner såvel som faglitteratur og poesi.
Man ville være et skarn, hvis man ikke var stolt over at blive valgt blandt de mange fine bøger, som har bejlet til læserne de seneste uger. Listen afspejler, at dansk litteratur faktisk har det udmærket i disse år. Det er svært at bevare pessimismen på bogens vegne.

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg i 90erne fandt, at dansk litteratur generelt set var i en noget sørgelig forfatning, trods de lyspunkter, man altid finder. Jeg tillod mig at sige, at jeg fandt at dansk litteratur på mange måder led af anoreksi, hvilket var et citat fra den amerikanske forfatter Tom Wolfe. I avisernes anmeldelser og især på universiteterne forekom det mig, at den smalle, forfinede verdensfjerne bog var det, som man hyldede og ønskede at fremhæve som noget særligt dansk, mens den fortællende, realistiske roman blev dømt ude.

Nu er jeg ikke så nationalistisk dansk at det gør noget.  Jeg er meget taknemmelig over, at jeg kan læse på andre sprog eller læse glimrende oversættelser, men jeg har de seneste år været mere glad for dansk litteratur end længe. Den store fortælling er vendt tilbage med fuld kraft. Mange forskellige forfattere afsøger i dag med hver deres distinkte stemme virkeligheden, historien og tilværelsens mangfoldighed.

Jeg kan bare nævne titler som Ejersbos Nordkraft, Jürgensens Undtagelsen, eller min kollega på årets liste Carstens Jensens store Vi, de druknede eller for den sags skyld vinderen af Læsernes Bogpris sidste år Morten Ramslands Hundehoved. Der er atter vitaminer, virkelighedssans og sprogligt overskud  i dansk litteratur.

Så jeg tror ikke, at det er en tilfældighed, at vi er ikke mindre end syv danske forfattere, der inden for dette år udkommer på engelsk, der ellers er et marked, som er svært tilgængeligt - også for danske forfattere. Men i år bliver der – som både det danske litteraturråd og det britiske artscouncil har udtrykt det – a Danish Invasion på de britiske øer. Det er romaner som min egen Den Serbiske Dansker, Janne Tellers Odins ø og Vi, de druknede og Hundehoved for at nævne et par stykker. Det viser, at hvis man skriver med udgangspunkt i dansk, men med originalitet og ærlighed, så har det man skriver også interesse uden for andedammen. Hvis man har noget på hjerte, hvis man har noget at sige, hvis man har en fortælling at komme med, så er der et stort antal mennesker, der ønsker at lytte, der ønsker at læse.

Og hvad ville vi være uden læsere? Skribenter i støv. I en af de bedste romaner, jeg har læst i flere år, fortælles om de glemte bøgers kirkegård. Det sker i Carlos Ruiz Zafóns spændingsroman Vindens Skygge, som også er en stor eksistentiel fortælling om kærlighed og forræderi i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Det er gode bøger, der gemmer sig på de glemte bøgers kirkegård, men jeg tror ikke, at ret mange forfattere ønsker at ende der. De ønsker at være ude blandt læserne, som man jo henvender sig til – en efter en.

Jeg overvejede, om jeg her skulle tale længe om genrer, se denne fine pris ikke alene som en ros til Den Ukendte Hustru, men til hele spændingslitteraturen eller kriminallitteraturen, men det er vist ikke længere nødvendigt. Er det ikke en diskussion, der sluttede for en del år siden? Er vi måske på nær i enkelte afkroge af de støvede litterære kontorer på verdensfjerne universiteter ved at nå til det punkt inden for litteraturen, at vi ser på det enkelte værk og ikke dømmer hele genrer inde eller ude på forhånd? Der findes fantastiske kriminalromaner, lige som der findes skrækkeligt dårlige kriminalromaner, der udsendes af forlag, som åbenbart tror at bare der står mord på titelbladet, så går det nok. Men der udsendes også frygteligt dårlige digtsamlinger af anerkendte forlag lige som der selvfølgelig udkommer strålende poesi, der kan røre mange af os.

Hvad jeg mener med dette er egentlig blot det, som er udtrykt af professor Lars Ole Saurberg:

Genrekonventioner er i sig selv værdineutrale, som et sprogs grammatik er det, eller en toneskala i musikken.

Det er faktisk det The Danish Invasion afspejler. At dansk litteratur i dag favner vidt og bredt og har masser at sige mennesker ude som hjemme. At det selvfølgelig ikke skal handle om enten-eller. Det handler om både og. Desuden opfatter jeg på mange måder Den Ukendte Hustru lige så meget som en kærlighedsroman som en spændingsroman, men det siger man vist ikke højt, hvis man også gerne vil have fat i de mandlige læsere.

De ti nominerede værker afspejler en stor spændvidde.  De er udvalgt af eksperter fra Berlingske Tidendes kulturredaktion og af bibliotekarer fra de danske folkebiblioteker, som jeg skylder meget og megen tak gennem et efterhånden pænt langt liv.

Mit første bibliotek lå i Bogense.  Det var ikke særlig stort. Der var vist et par tusind bøger, da jeg begyndte at komme i slutningen af halvtredserne.

Man skulle stille træskoene uden for døren, inden man trådte ind på biblioteket.  Der var altid helt stille mellem bøgerne. De var alle sammen indbundne i mørke farver og det gjorde det ekstra spændende. Der var intet omslag med billeder, ingen flaptekst, ingen beskrivelse af indholdet.  Man måtte vælge ud fra titlen, og da man blev ældre ud fra forfatteren.

Bøgers indhold er altid fuld af overraskelser, men her vidste man ingenting, før man begyndte på side et. Jeg tillagde mig dengang en vane, jeg stadig har:  At tage en ukendt bog i hånden, læse lidt i begyndelsen, noget i midten og lidt i slutningen. Er det noget at tage med hjem?

Der skete ingenting på Bogense bibliotek, ville moderne børn sige. Der skete absolut ingenting. Man gik  rundt og prøvede at finde bøger, man gerne ville læse. Overlærer Bech-Nielsen sad ved sin skranke. Han var frygtindgydende, så man var stille som en lille mus.   Lyden, når han stemplede nye bøger med "Bogense Bibliotek ", rungede under loftet. Der var åbent om aftenen, så Bech-Nielsen kunne passe sin lærergerning om dagen.

Der var ikke hyggeligt.  Der var nærmest lidt farligt, men intet kunne holde mig fra biblioteket. Der stod simpelthen for mange gode historier på de brune hylder. Jeg slæbte alle de bøger med hjem, jeg måtte.

Biblioteker kan så meget mere i dag, og jeg savner ikke mit spartanske første bibliotek, men jeg håber, at også fremtidens biblioteker vil koncentrere sig mest om at opbevare og udstille de bøger, der er vor fælles hukommelse og kilde til ufatteligt rige historier og oplevelser.  At bibliotekerne vil være en levende hukommelse og ikke glemte bøgers kirkegård.

Romanen som kunstart uanset genren er også de seneste tredive år sammen med boglæseren med mellemrum blevet erklæret for død. TV og computere vil stjæle boglæserens tid. Romanen er en gammeldags form, der ikke interesserer længere, har nogle af sortseerne sagt.

De har heldigvis ikke fået ret. Mennesker over hele verden køber og læser stadig romaner, fordi romanen kan så meget. På mange måder fortæller den gode roman, som Ernest Hemingway beskrev det, en større sandhed om vor tid, end nok så mange artikler eller tv-billeder.

Gennem hele sit liv hævdede Hemingway stædigt, at det betyder ulykke at tale om at skrive. Om processen. Om den mystiske skabelsesproces, men Hemingway lod sig ikke anfægte af sin overtro. Hele sit forfatterskab i gennem - spredt ud over det - skriver han om det at skrive, men selvfølgelig kommer han ikke med en facitliste, for den eksisterer ikke.

Hvordan laver men en god novelle eller en god roman, blev han en gang spurgt?  Det er nemt, svarede han. Man skal begyndte på side et, fortælle historien ligefremt, slutte når den er færdig og huske at få lidt med om vejret.

Det er næppe hele hemmeligheden, men enkeltheden i det han foreslår, kan jeg godt lide. Hvis det ikke var et mysterium, så kunne forlagene sætte en computer i gang med at skabe plot, miljø, handling og trend-skabende persongalleri og ud fra en opinionsundersøgelse fastslå, hvad det læsende publikum ønsker sig. Det går heldigvis ikke. Forfatteren Stephen King blev også engang spurgt, hvordan han skrev.  Han svarede:

”Et ord af gangen”

Det gør jeg også. Et ord af gangen om vor fantastiske, men også ofte brutale og frygtelige verden. Den er mit litterære råstof, som jeg håber fortsat kan føre til nye romaner, der som Den Ukendte Hustru forhåbentlig finder mange læsere.

Bøger kan ikke sættes på skema. Det er en af de mange fascinerende sider af romaner og deres appel. Lige siden mennesket fik sprog, har vi fortalt historier til hinanden. Omkring lejrbålet og i bogform. Historier med en begyndelse, en midte og en slutning, selv om alle vi der læser dem ved, at historien har en begyndelse før begyndelsen, og at den fortsætter efter slutningen.  Og trods omfanget af satellit-tv og det nogen beskriver som den kommende digitale revolution, der også skulle være en trussel mod bogen, er jeg overbevist om, at vi fortsat vil fortælle historier i  romaner, som vi kan læse hjemme, tage med os i toget, i flyet og til stranden.

Så endnu en gang mange, mange tak for den fornemme pris.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog