Læsernes Bogpris 2011 gik til Tom Buk-Swienty

For 8. gang har læserne stemt og truffet en afgørelse. Årets modtager af Danmarks Biblioteksforenings og Berlingskes Læsernes Bogpris blev journalist og historiker Tom Buk-Swienty for Dommedag Als. Ti bøger var nomineret. Efter fem ugers afstemning og 16.000 afgivne stemmer fra læsere og lånere stod det klart, at bogen om krigen i 1864 var læsernes favorit. Hæderen og prisen på 75.000 kroner modtog Tom Buk-Swienty torsdag aften i Helsingør i forbindelse med Danmarks Biblioteksforenings årsmøde.

Tom Buk-Swienty er født i 1966 og har tidligere blandt andet været Weekendavisens USA-korrespondent. I 2008 udgav han Slagtebænk Dybbøl, og tilbage i 2005 udgav han biografien Den ideelle amerikaner.

Prisen blev overrakt af Vagn Ytte Larsen, DBs formand, og Jens Andersen, Berlingskes litteraturredaktør. Sidstnævnte sagde i sin tale ved overrækkelsen bl.a.: “Ikke kun i forbindelse med afstemning om prisen, men også for det danske bogmarked har det været interessant at se, hvordan landets læsere – købere og lånere – har kunnet samle sig om andet end krimier. Ikke mindst om bøger, der på vidt forskellige måder tematiserer danskhed og tager store nationale spørgsmål i både fortiden og nutiden op. Sådan som det f.eks. sker i Suzanne Brøggers muntre dommedagsbilleder af dannelseskulturens fald i Jeg har set den gamle verden forsvinde, hvor er mine øreringe. Breve til Prinsen af Mogadonien. Sådan som det sker i Prins Henrik-biografien Enegænger af Stephanie Surrugue, der jo spidder danskernes scenofobi. Og sådan som det sker i Flemming Roses kortlægning af de mange veje til Muhammedkrisen i Tavshedens tyranni. Og sådan som det i høj grad sker i Tom Buk-Swientys skildring af den slesvigske krig i 1864 i Dommedag Als.

Jens Andersen fandt, at den måde Tom Buk-Swenty skriver om Dybbøl-syndromet på – på en gang passioneret og iskoldt og uden at drive rovdrift på sine mange virkemidler – er djævleblændt godt gjort. Ikke mindst den måde, som Tom Buk-Swenty samler tusindvis af gulnede brikker til lyslevende billeder – både i Dommedag Als og i forgængeren Slagtebænk Dybbøl – er fantastisk og gør ifølge Andersen, at denne dobbeltdækker nærmest opleves som to helaftensfilm. Ole Bornedal skal i øvrigt filmatisere bøgerne.

Tidligere har Jussi Adler-Olsen, Peter Øvig Knudsen, Leif Davidsen, Jette Kaarsbøl, Bjarne Reuter, Morten Ramsland og Hanne-Vibeke Holst modtaget Læsernes Bogpris. Prisen uddeles af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske i samarbejde med landets folkebiblioteker. Der samarbejdes desuden med bibliotek.dk, Biblioteksmedier og NOTA.

Video fra prisoverrækkelsen med tale af Jens Andersen, litteraturredaktør ved Berlingske, kan ses på www.dbf.dk.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog