Leder: Gang i biblioteket og i DB

Steen B. Andersen (A) er nyvalgt DBformand, medlem af byrådet i Aarhus og formand for Kulturudvalget samme sted.

Det er med gåpåmod og stor lyst men også med en vis ydmyghed, jeg tager hul på mit formandskab for Danmarks Biblioteksforening. Bibliotekerne blev skabt for at sikre borgerne adgang til viden, kultur og som en platform for demokrati. Alt sammen vigtige forudsætninger for sammenhængskraften i vores samfund.  DBs opgave er at med- virke til, at bibliotekerne - i et samfund i rivende udvikling - fortsat er centralt placeret og fortsat kan tilbyde borgerne relevant kvalitets- service. Det kræver et aktivt og bredt forankret DB, og det vil jeg sammen med jer medlemmer, Repræsentantskabet og sekretariatet arbejde stenhårdt for at opnå.

Jeg kender, efter fire år i Forretningsudvalget, DB inde fra. Der er i perioden søsat mange sødygtige skibe. Men bibliotekerne er også ude i høj sø og har masser af udfordringer foran sig lige nu, bl.a. kommunale nedskæringer og behov for nye digitale forretnings- modeller.

Samtidig står bibliotekerne i de kommende år foran både store og spændende udviklingsmuligheder. Bibliotekerne skal i stigende grad opleves som borgernes naturlige indgang til den offentlige sektor. De er blandt de mest troværdige og innovative offentlige organisationer. Jo mere digitalt samfundet bliver, jo mere behov er der for bibliotekets særlige ekspertise og som den menneskelige indgang til den offentlige sektor – ja efter min mening til hele samfundet. Med et kompetent og serviceorienteret personale, der udover udlåns-/formidlingsopgaven tilbyder it- og søgekurser samt kulturoplevelser til alle, der vil, er biblioteket et sted at mødes og søge viden – borgernes lokale mulighed for selv at orientere sig og deltage i udviklingen.

Lige for står den nye folkeskolereform og helhedsskolen. Her kan bibliotekerne komme til at spille en spændende og udviklende rolle som skolernes partnere ved f.eks. at bidrage til at gøre eleverne informationskompetente og digitalt dannede og vidende. Læ-seløft og litteraturformidling kunne også være et andet vigtigt samarbejds- område.

DB arbejder både nationalt og internationalt, for vi har meget at byde på, men også fordi vi i Danmark har brug for det og kan blive inspireret.

Jeg vil sige tak for den brede opbakning og kvittere ved at lægge op til en mere politisk aktiv forening, hvor vi skal have flere i sving. Når Repræsentantskabet mødes midt i maj for at konstituere sig og vælge Forretningsudvalg, vil jeg lægge op til flere nye udvalg, som skal spille en mere fremtrædende, men også arbejdsom rolle. DB skal sætte dagsordenen både i Danmark og internationalt i et stadig mere globalt samfund.

Bibliotekerne skal være med, hvor det sker. Hvad enten der er tale om Folkemøde på Bornholm, høringer i Folketinget, Bogforum i Bella Center, Kulturelle Tænketanke, internationale udviklingsfora eller når Aarhus skal være Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Biblioteket skal ikke være til at komme udenom, og dét skal Danmarks Biblioteksforening være garant for.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog