Leder: Tillykke med valget og velkommen til!

Når I læser denne leder, har der været kommunalvalg. Det betyder, at landets kommuner får helt nyvalgte politikere på mange af taburetterne. For Danmarks Biblioteksforening betyder det, at vi skal have valgt nyt Repræsentantskab og Forretningsudvalg ­– og at I også skal have ny formand. Jeg har nemlig besluttet at takke af efter otte fantastiske år på posten.

Derfor vil jeg byde velkommen til alle jer, som er nye politikere – og sige tak til alle jer gamle. Jeg vil huske jer alle på, at Danmarks Biblioteksforening kun er så stærk, som I gør den til. Derfor skal der lyde en opfordring til både politikere og fagfolk.

Vælg Biblioteket – STIL OP – og styrk Danmarks Biblioteksforening!

Biblioteket er en af landets vigtige velfærdsinstitutioner og under stor udvikling i kommunerne. Selv om vi lever i en digital tid, kommer borgerne fortsat i stor stil og gør biblioteket til vor mest benyttede kultur- og vidensted. Og til et væ-sentligt mødested med forfattermøder og samfundsdialog.

Vi har i DB skabt en hel ny organisation. Alle byrådsmedlemmer kan fra nu af vælges. Ligesom de fagfolk, der arbejder i bibliotekerne, også kan vælges ind. Det eneste, vi kræver her, er, at I og jeres arbejdskommune er medlem af DB.

I de sidste uger af januar vil der være valgmøder i hver region. Her skal vi have valgt fem politikere og suppleanter. Så hold øje med jeres mailbox, så I kan hanke op i jeres bagland og få valgt de helt rigtige repræsentanter. Stiller I ikke selv op, så spørg et partimedlem eller en anden byrådskollega. Fagfolk vil få udsendt en stemmeseddel med alle de kandidater, der stiller op inden fristen udløber 31. december. Og skal så vælge egne repræsentanter inden den 15. januar.

Dét, der gør Danmarks Biblioteksforening unik, er, at vi er så bredt repræsenteret både geografisk og politisk. Og så det helt særlige, at både fagfolk og politikere styrer os i fællesskab. Dét sikrer dialog og fremdrift hele tiden at have en kombineret faglig/politisk dialog.

Landets største mødested for kulturpolitikere, Danmarks Biblioteksforenings Årsmøde 2014, holdes i Vejle den 27. og 28. marts. Jeg glæder mig til at sige velkommen til det ny­valgte repræsentantskab, takke det afgående for et fantastisk samarbejde og er spændt på, hvem årsmødet vælger som min afløser på formandsposten.

 

Danmarks Biblioteksforening er en enestående og dynamisk interesseorganisation, så jeg er sikker på, der bliver kamp om pladserne. Stil op nu!

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog