Matcher biblioteksloven det moderne bibliotek?

Fra DB Topmøde 2016 den 14. april i Horsens. Foto: Ulrik Tofte.

Loven, biblioteksafgiften og e-bøgerne er hotte emner. Det var da også de tre bibliotekspolitiske temaer og ønsket om fokus på dem som formand for Danmarks Biblioteksforening,  Steen B. Andersen (A), fremhævede torsdag den 14. april i Horsens som helt centrale for folkebibliotekernes videre drift og en stærk nyudvikling. For første gang siden år 2000 udtryktes opbakning til en regulær lovdebat.

Styrk e-formidlingen
DB formandens opfordring til kulturminister Bertel Haarder til at få afsluttet og sat punktum for den igangværende modernisering af biblioteksafgiften blev godt modtaget af forsamlingen. Den kulturstøtte som indebærer honorering til de danske forfattere afhængigt af antallet af fysiske bøger o.lign. på bibliotekerne, således at den også kommer til at tilgodese forfatternes e-bøger, netlydbøger og andre digitale former. For at sikre, at borgerne også kan få adgang til de digitale materialer via bibliotekerne.

Der var også opbakning til formandens opfordring til parterne omkring e-bogsformidlingen i bibliotekerne – landets forlæggere og DDB/eReolen – som lød: “Vi ønsker denne gang en permanent aftalemodel til gavn for landets læsere. Vi har brug for en ny visionær kurs, som kan sikre digital adgang til litteraturen.”

Et synspunkt også kulturminister Bertel Haarder (V) var enig i. Han pointerede dog i sit efterfølgende indlæg desuden, at det er noget parterne selv skal finde en bæredygtig model for. Og understregede i øvrigt samtidig sin holdning til bibliotekerne: At biblioteket for ham fortsat handler om bøger og læsning. - Skolen er ikke nok, bibliotekernes opgave med at formidle bogen, litteraturen og fortællingen i bred forstand er det væsentlige set med Haarders briller.

Debat om loven
Lad os synliggøre det moderne folkebiblioteks muligheder og diskutere loven, lød meldingen. Debatten om den danske bibliotekslov og dens indhold, den første i nyere tid, blev taget i tre sammenhænge: På de enkelte partigruppemøder, under det store Gruppe B-møde for enkeltmedlemmer og organisationer, og afslutningsvis i plenum. Og forinden i Repræsentantskabet, som på sit møde tidligere samme dag bakkede enstemmigt op om formandens holdning og nødvendigheden af en regulær debat om sagen. Det er, som formanden ser det, en vigtig, vigtig debat og grundlæggende for bred forståelse for fortællingen om det moderne bibliotek.

DB’s formand har i et stykke tid været fortaler for en debat om loven som ramme for bibliotekets virksomhed og fortællingen om det. Loven blev forberedt i sidste halvdel af 1990’erne og vedtaget i år 2000 – og udelukkende handler om materialer og ressourcer. Det er rigtig vigtigt også at adressere de nye rolle som bibliotekernes påtager og pålægges fra kommunalt eller nationalt hold. Det er vigtigt, at gribe de muligheder der ligger for at vise hvilke potentialer bibliotekerne har inden for kommunale kerneopgaver som læring og læselyst, digital forståelse og formidling samt som kultur-HUB og lokalt omdrejningspunkt. Steen B. Andersen er ikke mindst optaget af de nye initiativer som biblioteker rundt om i landet tager som arena for offentlig debat i stil med Norges nye lov.

Drøftelserne i Horsens viste, at der er bred opbakning til bibliotekets roller her og til en nuanceret debat om rammen, og i sidste ende om lovens indhold.

Styrk debatten, styrk fortællingen om biblioteket
I hvilket regi det skal ske ligger endnu ikke fast. Men her er det ikke nogen hemmelighed, at man centralt og fra statens biblioteksenhed/Slots- og Kulturstyrelsen ikke aktuelt har planer om at tage en politisk drøftelse af loven. Men i stedet, som tilbage i 2009-2010, vil klare sig med en ny pejlemærkediskussion blandt embedsfolk o.l. i stil med og i forlængelse af rapporten Folkebiblioteket i vidensamfundet (2010).

“Det må ikke alene blive en sektordebat”, mener Steen B. Andersen. Han finder det overraskende, hvis bibliotekssektoren og dens fagfolk trods gentagne ønsker de senere år om en bedre balanceret biblioteksøkonomi og krav om større forståelse af det moderne bibliotek og fortællingen om det, stiller sig tilfredse med en intern sektordebat. Og derved med et fravalg af muligheden for en politisk debat omring bibliotekernes kerneopgaver og formål. Debatten af “det moderne bibliotek” har to mål, som han ser det: Synlighed. Ressourcer.

“Fortæller vi ikke historien, vil vi være ilde stedt, når man kigger på bevillingerne i fremtiden. Potentialet er stort. Bibliotekerne har så meget at tilbyde samfundsmæssigt, at det vil være ærgerligt, hvis ikke også politikerne har den indsigt”, siger Steen B. Andersen. DB’s formand er derfor glad for debatten i Horsens, der viser, at man på ledelsesplan i bibliotekerne nu også synes indstillet på en seriøs lovdrøftelse.

Vejen videre
Formanden og DB’s forretningsudvalg vil nu diskutere nærmere med relevante partnere og interessenter, hvordan det bedst gøres.

“Om det på sigt ender med en ny lov, et tillæg til den eller en ny bekendtgørelse eller noget helt fjerde, ved ingen. Dét væsentlige for mig som formand for DB er, at bibliotekernes kerneværdier og store kompetencer, begge helt centrale i dagens samfund også tages op politisk. I sidste ende og på sigt, er jeg overbevist om, bliver der tale om en revision af loven.
Hovedsigtet i første omgang er imidlertid at bringe debatten videre og få taget hul på en proces, der synliggør bibliotekets potentialer. Så offentligheden og meningsdannere ikke så meget er optaget af, hvordan man drev det 20. århundredes traditionelle bogbibliotek, men forstår det moderne biblioteks fokus og muligheder.”

Læs klip fra den politiske debat i Danmarks BIblioteker nr. 3/2016 side 18-21.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog