Mediestream med Det Kgl. Bibliotek

Online tjenesten Mediestream giver adgang til Det Kgl. Biblioteks unikke digitale samling af aviser, radio, tv og reklamefilm – en guldgrube af viden, underholdning og danmarkshistorie.

Over 35 millioner digitaliserede avissider giver slægtsforskere, studerende og andre historieinteresserede mulighed for at søge i alt fra dødsannoncer, reklamer og historiske avisdebatter og til at følge udviklingen i mediernes omtale af tidligere tiders aktuelle samfundstemaer.

Aviser udgivet efter 31. december 1920 kan man søge i hjemmefra, men for at kunne læse i dem skal man møde op på en af de to pligt-afleveringsinstitutioner: Det Kgl. Bibliotek - København/Aarhus eller Det Danske Filminstitut. Her er det muligt at se og høre alt indhold i Mediestream. Da store dele af materialet i Mediestream er beskyttet af ophavsretsloven, er det ikke muligt at give brugere fri online adgang.

Mediestream indeholder også radio- og tv-udsendelser sendt på udvalgte danske kanaler siden 2006, og der opdateres løbende med nye udsendelser, dog vil der altid være en forsinkelse på to-tre uger, fra en udsendelse er blevet sendt.

Mediestream Folkebibliotek

Siden 2017 har folkebibliotekerne haft mulighed for at give borgerne direkte adgang til Mediestream via det lokale folkebibliotek. Hvor man før skulle besøge Det Kgl. Biblioteks fysiske betjeningssteder, kan man nu få adgang til en stor del af Mediestreams avissamling via sit lokale bibliotek.

Mediestream Folkebibliotek giver adgang til over 10 millioner avissider, hvoraf de 6,5 millioner er udvalgte historiske aviser fra perioden 1920 til 2001 fordelt på 67 titler og over fem millioner avissider, der i forvejen er frit tilgængelige.

1920 er også relevant i forhold til den globale coronaepidemi, som vil blive et opgavetema for mange studerende i den kommende tid. I Mediestream Folkebibliotek kan man finde svar på hvordan aviserne har omtalt pandemier gennem de sidste 300 år. Den Spanske Syge, der stoppede sin hærgen i 1920, er omtalt utallige gange i tidens aviser, og både ‘karantæne’ og ”hamstring” blev debatteret dengang som nu.

■ Det Kgl. Bibliotek løfter opgaven som national overbygning for landets folkebiblioteker. Opgaven omfatter udvikling og udbud af services til understøttelse af folkebibliotekernes betjening af borgerne, digitalt og med fysiske materialer. I efteråret introduceres i to artikler de centrale services til folkebibliotekerne.

 

NICOLA RAVDEN er specialkonsulent ved Det Kgl. Bibliotek.

 

Omtalen er fra Danmarks Biblioteker nr. 2, 2020.

 

Factbox

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog