Når alle er inviteret med til festen

Indsættelsesceremonien for USA’s nye præsident Joe Biden var historisk på flere måder. Andrea Hall, Georgias brand- og redningsvæsen, skrev således historie: Under troskabseden, brugte Hall amerikansk tegnsprog.Foto gettyimages.org

Adgang til information og kultur er afgørende for, om man føler sig som en del af et fællesskab. Bibliotekerne kan åbne dørene til lokale fællesskaber, men det kræver, at vi gør os umage og inviterer alle til festen.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der i 2021 undervurderer, hvor vigtig Joe Bidens præsidentindsættelse var for det amerikanske folk. Som sammenholdsskabende og som symbolsk skifte fra et styre til et andet. Der blev trykket på alle patos-knapperne, og det virkede.

Men forestil dig at følge ceremonien denne gang uden poesien, uden musikken og uden Bernies luffer. Dét er hverdag for mange mennesker, der lever med funktionsnedsættelser: At dele af samfundslivet, kulturfænomener og trends ikke er tilgængelige for dem.

Men sådan en dag blev det ikke, da Joe Biden og Kamala Harris blev indsat. Det var der nemlig taget hånd om. Alle dele af dagen blev på separate kanaler tegnsprogstolket, livetekstet og synstolket. Mennesker med funktionsnedsættelser havde muligheden for at deltage i hele arrangementet. Tøj, mennesker, taler og scenerier blev beskrevet, ned til guldsnorene på orkesterets uniformer.

Men hvad betyder det egentlig?
For det første betyder det noget socialt. At man også som et menneske med funktionsnedsættelse kan være med i samtalen næste dag.
For det andet er det et signal om, at de, der bestemmer over showet, bekymrer sig om, at du kan være med. DU er inviteret, vi vil have dig med i fællesskabet.

Kultur, politik og information betyder meget i mange menneskers liv. Og som det mest anvendte kulturtilbud, er det ofte bibliotekerne, der står som afsender på invitationen til at være en del af det lokale politiske og kulturelle fællesskab.

Adgang til tilgængelig information, kultur og samfundsbegivenheder er en nødvendighed for, at du kan deltage i og bidrage til samfundet. Vi har alle mærket det særligt under nedlukningerne. Behovet for samhørighed, tørsten efter kultur og irritationen over ikke altid at kunne få den i den version, man helst vil have den... eller overhovedet. Hvis vi anerkender, at det er vigtigt for os alle, så må vi også anerkende, at bibliotekerne har et ansvar for, at de ting, der binder os sammen i samfundet, er tilgængelige, om det så er pressemøder, litteraturarrangementer, it-caféer eller musik. Det er ting, som skal kunne bruges og nydes af os alle sammen.

Med indsættelsesceremonien åbnede Biden ballet, og for en gang skyld var alle inviteret – lad os gøre det samme i bibliotekerne.

MARIE ENGBERG EIRIKSSON, Formidlings- og projektudvikler, BEVICA Fonden.

 

Fakta
29,9% af befolkningen i Danmark mellem 16-64 lever med et handicap (SHILD, VIVE 2016).
22,1% af mennesker med større psykisk lidelse og 28,2% af mennesker med større fysisk handicap deltager i kulturbegivenheder mindst en gang om måneden. For mennesker uden handicap er det tal 42,9%.

Marie Engberg Eiriksson har netop sammen med Sonja Heer Henriksen bidraget til bogen FællesSkaber med et essay om fællesskabers betydning. Bogen er skrevet af aktører indenfor det byggede miljø, kulturlivet og det sociale område. kortlink.dk/2aeat

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog