Nota på alle platforme

Landets service til syns- og læsehandicappede, Nota, rundede i 2012 de 40.000 brugere og 60-årsdagen. Institutionen er dog ingenlunde blevet grå og støvet men ‘still alive and kicking’. Seneste skud på stammen er bl.a. mobil online service.

Nota, Danmarks biblioteksservice for blinde, svagtseende og andre synshandicappede samt ordblinde er, ifølge eget udsagn, en ung 60-årig og leverer til stadighed nye ydelser til sin store målgruppe. Brugergruppen er mere end fordoblet de sidste par år og stiger med ca. 25 % om året. Reelt regner man med, at 100.000 og 200.000 i Danmark er potentielle brugere. Der er altså stadig masser at gøre. For brugerne omfatter alle aldre. Fra den 10-årige ordblinde dreng til den 85-årige senblinde kvinde. Opgaven er at skabe lige muligheder for at tilegne sig viden og oplevelser for alle, der ikke kan læse en konventionel tekst.

Nota ifølge brugerne
Nota er et statsligt bibliotek under Kulturministeriet og Danmarks ældste bibliotek, når det kommer til at betjene mennesker, der har svært ved at læse almindelige tekster. Det fortalte Ole Vig Jensen, formand for Notas Brugerkomité og tidligere radikal kultur- og undervisningsminister bl.a. i sin tale ved fejringen af de 60 år den 9. november. “Ikke at kunne se, og ikke at kunne læse er en alvorlig udfordring. Sådan har det altid været, og det er ikke blevet mindre kompliceret. Heldigvis er der hjælp at hente. Her hos Nota!” fastslog Ole Vig Jensen og roste Nota for den imponerende udvikling, man har været igennem frem til i dag – ikke mindst set i lyset af den informationsteknologiske udvikling. Og han understregede, at det er Notas evne til at følge med og skabe tidssvarende løsninger som f.eks. den nye talesyntese, der blev lanceret på festdagen, der afgør dets fortsatte eksistens. Han ønskede varmt tillykke fra brugerne.

Noget på hylderne for alle
Grundydelsen er formidling af ‘udlån af/adgang til’ bøger – lydbøger, punktbøger og e-bøger. Heraf findes ikke alle som købeklare produkter, derfor indlæser og producerer man også selv traditionelle, trykte bøger til de relevante formater.

Men 2012 var også året, hvor NOTA lancerede e17 Direkte. En afspiller særligt udviklet til smartphones og tablets, som på en superenkel måde giver brugerne adgang til flere end 18.000 lydbøger på deres egen iPhone, Android, iPad eller bærbare pc. Man går på e17.dk og får et login; man skal kun logge på én gang. Via e17.dk findes også Nota Plus+, et tilbud om billetter til teateroplevelser o.l.

Online-betjening til ordblinde
Fra midten af 2012 tilbydes ordblinde brugere dog udelukkende online-service. Årsagen er, at antallet af brugere og efterspørgslen på at benytte Notas materialer hos især denne målgruppe gennem de senere år er steget markant. For at sikre alle brugeres adgang til Notas samling inden for det eksisterende økonomiske grundlag, gør Nota derfor netbiblioteket E17 til hovedvejen til Notas bøger.

Nota og fremtiden
Nota er et digitalt bibliotek, der tager fremtiden alvorligt, lyder det i ledelsens vision på Nota.nu.

“Nota forstår sig på mennesker, der har svært ved at læse. Vi forstår os også på teknologi – for eksempel talesyntese og e-bogsafspillere. Men for os er selve teknologien ikke det afgørende. Det er til gengæld, at den giver vores brugere mulighed for lige adgang til viden og lige muligheder i samfundet”, siges det.

Danmarks Biblioteker har spurgt Michael Wright, energifyldt og fremsynet direktør for Nota siden februar 2008, om Notas største udfordringer og opgaver i 2013 – læs om visionerne i et stort interview.

Se også Nota.nu og tjek e17.dk.

 

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog