Ny kulturpolitik efterlyses

Sommerhilsen med ny opgave til kulturministeren. Foto KUM.Kristian Brasen.

Første skridt på vejen er ni indspark til Joy Mogensen – og Mette Frederiksen!

Savnet af en dansk kulturpolitik vokser. Corona-krisen har gjort det tydeligt for enhver, at regeringen oveni genåbning og klimapolitik har en væsentlig opgave i at få formuleret en dansk kulturpolitik.

Ni bud
En gruppe kultur- og biblioteksaktører giver her kulturministeren og kulturministeriet en hånd med på vejen og bidrager med deres personlige bud på tre ting, der skal og bør med i en ny dansk kulturpolitik. Danmarks Biblioteker ønsker ministeren og regeringen held og lykke med opgaven. Den skal tages seriøst.

Afsættet
Under corona-nedlukningen tog det tid, før kulturministeren og regeringen åbent erkendte, at også kultur og kunst spiller en rolle i et velfungerende samfund og derfor også behøvede hjælpepakker og lignende initiativer under nedlukningen af landet. Ikke før der fra mange andre sider lød advarselsråb, skete der for alvor noget, og 2. april lød meldingen så fra Mette Frederiksen: “Nu hvor biblioteker, teatre, museer, biografer, koncertsale og højskoler holder lukket – opdager vi, hvor meget vi savner dem”, fastslog statsministeren og oplyste, at “Kulturministeren og jeg vil snart invitere kunstnere, kulturliv, folkekirken og andre til en snak – på video selvfølgelig – om situationen lige nu og om, hvordan vi kan sikre åndslivet i den her svære tid.”
 

Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr. 3, 2020.

De ni indspark

Kulturnation eller ej?  
Morten Hesseldahl, forfatter og adm. direktør for forlaget Gyldendal

Helt overordnet kunne man godt håbe, at der på den anden side af coronaen og nedlukningen har bredt sig en anerkendelse af, hvor vigtig kultur er som kunne komme til at afspejle sig i både partiprogrammer og regeringsgrundlag. Så det er noget, man tager hensyn til og forstår, at politik ikke bare er et spørgsmål om økonomi. Så kultur bliver en integreret del af at være politiker her i landet! Det handler om det, som har gjort os til dem, vi er, og om det, som skal danne et afsæt for, hvem vi kan blive.

Danmark er ikke bare en økonomisk, politisk eller administrativ størrelse, andre store kriser har før vist os, at det handler om kultur lige fra fællessang til humor.  Politikerne skal forholde sig til, hvem vi er, og det kan de kun, hvis de har en tanke om, hvad kultur betyder for den danske befolkning. Lige meget om de står til venstre eller højre, de skulle alle sammen tænke på, hvad det betyder i praksis.

I et partiprogram og et regeringsgrundlag skriver man det, der er vigtigst for en som parti. Når man ser på ambitionerne, som både den nuværende og den forrige regering havde, så er de meget, meget små på kulturens vegne, og man kan let få indtryk af, at kulturen er placeret i finansministeriet. Og for nylig havde vi oplevelsen af, at statsministeren måtte ud og sige, at kulturen er vigtig, da Joy Mogensen kom til at sige noget om, at det var upassende at tale om kultur i denne corona-tid. Man må spørge sig selv – er vi en kulturnation, eller er vi et land af storsælgere?

Som kulturnation må vi folde konkrete initiativer ud bl.a. i form af initiativer for sprog og læsning. Læsningen går tilbage nu. F.eks. læser de, der går i gymnasiet,  betydeligt mindre end før. Forskning peger på, at evnen til fordybelse og koncentration og det at forholde sig til en problemstilling – uanset om det er litteratur eller matematik osv. – ikke er optrænet som tidligere. Noget som læsning giver, udover at den giver indsigt og ny viden mm. Det er en national opgave. Politikerne må gå sammen om en national læsestrategi, som ikke bare er en kampagne, men en flerårig indsats for at ændre på udviklingen.

Et andet konkret initiativ for at sikre dansk sprog og litteratur og udbredelsen heraf er en super enkel ting som at fjerne eller nedsætte bogmomsen. Lavere priser vil være med til at nå langt flere målgrupper. Én af opgaverne er jo at brede kulturen ud. Her er det vigtigt ikke kun at have fokus på kultur-institutionerne som sådan, men også på elementer, der kan skærpe udbredelsen. Kulturklippekort på pænt stor beløb – ligesom i Italien og Tyskland – til unges oplevelse af f.eks. opera, koncerter og andet efter eget valg. Eksempelvis har scenekunsten jo en enorm stor slagside til de højtuddannede og de ældre aldersgrupper. Vi gjorde det, mens jeg var på Det Kgl. Teater, med særligt billige operabilletter til unge og ungeambassadører. Det betød noget, og det gav omsætning, for de trak flere med sig.

Vigtigt er det i det hele taget at sænke dørtrinnet. Også i forhold til folk med anden kulturel baggrund – en Yahya Hassan var et stort talent, men han havde både gået på højskole, skrivekurser og forfatterskole. Kort sagt, det er vigtigt at skabe muligheder for litteratur og sprog på mange planer.

Ja tak til ny kulturpolitik
Henrik Jochumsen, lektor, dr. art, Institut for Kommunikation, Københavns Universitet

Først og fremmest ville jeg blive glad, hvis Danmark fik en ny og visionær kulturpolitik! Det er 20 år siden, vi sidst fik en overordnet kulturpolitisk redegørelse, der satte kulturpolitikken i et større perspektiv. Kulturpolitikken har været nedprioriteret af alle folketingets partier undtagen ét, der til gengæld helt alene har fået lov til at sætte dagsordenen for den kulturpolitiske debat i Danmark ved konstant at fremhæve det nationale, det lokale og det traditionelle. Andre politiske røster har syntes enten defensive eller ligefrem uinteresserede – måske fordi, der ikke er stemmer at hente i kulturpolitik. Nu har vi en stærk socialdemokratisk regering, og netop Socialdemokratiet har en væsentlig kulturpolitisk arv at forvalte, der går helt tilbage til oprettelsen af kulturministeriet. Derfor kunne det være interessant med en kulturminister, der turde italesætte kulturområdet som lige så væsentligt som andre områder, og som også kunne sætte kulturens betydning for tidens store samfundsmæssige udfordringer som bæredygtighed, sammenhængskraft og inklusion til debat.

Det var det store ønske. Mere konkret måtte en ny kulturpolitik, set ud fra mit perspektiv, meget gerne indeholde en understregning – eller måske ligefrem en revitalisering – af armlængdeprincippet, så politikere ikke blander sig i alt muligt, de egentlig ikke bør blande sig i. Nærmest i forlængelse af dette håber jeg også på en fornyet anerkendelse af public service virksomhedens betydning i vores samfund. Ikke mange lande er i dag så heldige at have public service medier, som vi kender dem i Danmark, selv om de desværre har været under konstant beskydning og beskæring. Intet er dog så galt, at det ikke er godt for noget: Corona-krisen har i høj grad sat fornyet fokus på værdien af troværdig og uafhængig public service som alternativ til statsstyrede og kommercielt styrede medier eller til det uendelige flow af usikre nyheder på sociale medier.

Endelig ville jeg som biblioteksforsker være et skarn, hvis jeg ikke havde et ønske på dette område også. Jeg ser gerne en revision eller i det mindste en diskussion af den eksisterende lov. Meget har ændret siden årtusindeskiftet. Det gælder bl.a. medietyper, digitalisering og brugen af biblioteket. Jeg kunne godt ønske mig en lov, der også beskrev bibliotekets nye opgaver, sådan som vi har set det i de øvrige nordiske lande. F.eks. at biblioteket som i Norge skal være et mødested og en arena for offentlig debat. Eller som i Finland aktivt under-støtte civilsamfund og demokrati.

Sammenhæng og sammenspil - det digitales potentiale
Svend Larsen, direktør Det Kgl. Bibliotek

Kan et samfund leve af kultur? Nej! Kan et samfund leve uden kultur? Nej. En ny kulturpolitik bør udfylde rummet mellem disse to svar. Kultur og kulturinstitutioner har fyldt meget i den offentlige debat under corona-krisen. Hvis denne krisebetingede interesse for kultur og kulturinstitutioner skal omsættes i en langsigtet kulturpolitik, bør vi efter min mening have fokus på tre fundamentale forhold.

For det første kulturlivets sammenhæng med andet liv. Kultur hænger sammen med erhvervsliv, arbejdsliv, med videnskab, teknologisk udvikling osv. Sammenhæng skal forstås som ‘afhængig af’ og ‘betydning for’. I corona-tidens diskussioner af kultur har den dominerende vinkel været kulturens ‘betydning for’. Betydningen er der og skal synliggøres. Men det er ikke holdbart at overse afhængighederne og sammenhængen. Når kulturpolitik bliver ren sektorpolitik, overskæres sammenhængen til det, kulturen lever af og lever i.

Det andet forhold er det digitales betydning. Corona-tiden har vist, at vi ikke kan være rent digitale. Det fysiske møde mellem mennesker er vigtigt, uanset om vi taler arbejdsliv, studieliv eller fritid. Men det skal ikke skygge for den kendsgerning, at vi lever i en digital tidsalder. Det lyder banalt, men netop på kulturområdet er det en vigtig pointe. Min oplevelse er, at kulturfolket hilser det digitale velkommen. Men det digitale ses som rent middel, som en effektiv vejviser til det egentlige, som er den trykte bog, museumsbesøget, teatret eller live-koncerten. Det er ikke en holdbar forståelse af det digitale. Corona-krisen har ikke skabt e-handel, e-sport og e-videnskab osv., men tiden med corona har vist, hvor fundamentalt, det digitale er. Det digitale er ikke noget ved siden af ‘det egentlige’, det er i høj grad blevet det egentlige.

Det tredje forhold, der er vigtigt, handler om, hvordan vi indretter os med det digitale. Vi hylder bogtrykkerkunsten, fordi den skabte langt bredere adgang til viden og oplevelse. Det tog nogle hundrede år, før det slog igennem. Kortere tid tog det for lydteknologi som grammofonen og radioen at demokratisere adgangen til musik, nyheder osv. Der blev etableret en rollefordeling mellem frembringer, formidler og bruger, og der blev skabt nogle mekanismer, som sikrer balance mellem individuelle rettigheder og hensynet til fællesskabet. Et fornemt eksempel på det er de offentlige biblioteker – værd at bemærke i 100-året for den første danske bibliotekslov.

Nettet, det digitale, kan nedbryde mure og overskride græn-ser. Det er det uovertrufne ved det. Men det potentiale er endnu ikke udnyttet på samme måde, som vi har udnyttet tidligere teknologier. De samfundsmæssige rammer er ikke fulgt med. Det gælder noget helt konkret som ophavsret, men også noget mindre konkret som samspillet mellem det digitale og det fysiske.   

Læselyst, digitalisering og bæredygtighed
Morten Visby, formand Dansk Forfatterforening

Vi ser i Dansk Forfatterforening et stort behov for en aktiv kulturpolitisk indgriben i problemet med børns dalende lystlæsning. Det er et kæmpeproblem, ikke kun for forfatterne, men for samfundet og demokratiet som sådan. Lystlæsning er et afgørende velfærdsgode for alle børn, uanset hvor de bor, og hvad deres forældre laver. Heldigvis er der mange gode initiativer rundt omkring, ikke mindst på bibliotekerne, men der er behov for et strukturelt løft, som ikke kan overlades til ildsjæle hist og pist. Vi må have alle relevante sektorer med, og det kræver, at landspolitikerne tager et ansvar for at skabe de fornødne rammer på tværs af sektorer og på tværs af kommunegrænser. Vi skal have nye, lækre bøger ud til alle børn, der hvor de er i deres hverdag. Og bøgerne skal være lige så skarpe, skøre, skæve, eksperimenterede og mærkelige som ungerne selv.

Et andet centralt fokus for Dansk Forfatterforening er digitaliseringen af lærebogsmarkedet, hvor de offentlige uddannelsesinstitutioner i de senere år har gennemført en aggressiv digital delingsagenda og en topstyret centralisering af indkøbet og materialevalget. Alt sammen i digitaliseringens hellige navn, men til skade for alt det, lærebøger egentlig handler om: Kvalitet, formidling, alsidighed og personlig og undervisningsnær udvikling af nye systemer.

Det er ikke kun et problem for skoler, lærere og elever. Det er også rigtig skidt for de fagfolk, der skaber læremidlerne. Sideløbende med denne udvikling ser vi nemlig læremiddelproducenterne tilpasse sig digitaliseringen og centraliseringen med tekstportaler, hvor økonomien i produktionen er justeret efter ønskerne hos de offentlige indkøbsmonopoler uden at tage hensyn til bæredygtigheden af de værdikæder, der ligger bag skabelsen af nye, danske lærebøger af højeste kvalitet. Den bæredygtighed er i dag udfordret af en strukturel forringelse af forfatternes og illustratorernes vilkår i form af engangshonorarer og reduceret ejerskab over værkerne.

Der er behov for en kultur- og uddannelsespolitisk gentænkning af, hvad vi egentlig vil opnå med digitaliseringen, og hvilken pris vi er parat til at betale for de stordriftsfordele, der måske, på længere sigt måske ikke, er forbundet med digitaliseringen.

Kunst og kultur - fundamentet for det gode liv
Jane Jegind (V), rådmand Odense Kommune

Med udarbejdelsen af en ny kulturpolitik er det nærliggende at genbesøge spørgsmålet om, hvorfor det offentlige skal prioritere midler til kunst og kultur?

For mig er svaret enkelt: Det offentlige skal prioritere kunst og kultur, fordi det udgør fundamentet for det gode liv. Kulturen er ikke flødeskum, men derimod rugbrødet – for det forsøder ikke kun vores tilværelse, det er fundamentet for tilværelsen. Derfor skal kulturområdet også have en central rolle for fremtidens velfærd i Danmark. Alt det, kulturen tilbyder, er med til at løfte livskvaliteten for den enkelte og dermed velfærden i vores samfund – det handler om forpligtende fællesskaber, dannelse og demokrati, egenværdi og nytteværdi, fysisk og mental sundhed og livskvalitet.

Ny fordeling af de statslige kulturkroner
Fordelingen af de statslige kulturkroner i Danmark er historisk betinget. Tilskudsstrukturen er uigennemsigtig og har ikke fulgt med udviklingen på kulturområdet. Konsekvensen er store vilkårlige forskelle i rammevilkårene for dansk kulturliv. En ny kulturpolitik bør derfor indeholde visionen om ny tilskudsstruktur, der afspejler kulturområdet, som det ser ud i 2020.

Et konkret eksempel på den skæve fordeling af statsstøtten finder man på museumsområdet, hvor museerne i København og Aarhus modtager – fraregnet de statslige museer – ti gange så meget i statslige tilskud som museerne i Aalborg og Odense. Hvordan kan det være, at nogle kommuner selv skal afholde langt størstedelen af udgifterne til sine museer, mens andre får samme udgifter betalt af staten?

Forarbejdet til en reform af museumsstøtten har været i gang længe, og mange har bidraget med konkrete forslag til nye kriterier til fordelingen. Arbejdet blev dog sat i bero før valget og har stået stille lige siden.

Biblioteksområdet
Biblioteket er landets langt mest besøgte kulturinstitution, og derfor skal den også have en mere fremtrædende rolle som en af Danmarks største kulturinstitutioner. Bibliotekerne skal være fundament og knudepunkt for viden, kultur og læring, der styrker børn og voksnes dannelsesprocesser i en hastigt accelererende, digital verden.

Bibliotekerne er allerede inde i en spændende periode præ-get af vedvarende interesse fra borgerne og udvikling af nye formidlings- og digitaliseringsinitiativer. Samtidig gør de sig mere gældende på områder som velfærd og sundhed. Desværre udsættes bibliotekerne i dag for vedvarende  ‘omprioriteringer’ og besparelser ift. øvrige områder – og det er uholdbart, da bibliotekerne har en helt central rolle både, når vi taler kultur, men også læring, sundhed og velfærd. Det taler for en tydeligere placering på den samfundsmæssige dagsorden.

Kulturens værdi - kulturfag, historieformidling og normeringer
Jeppe Bjørn, kultur- og bibliotekschef Lyngby-Taarbæk Kommune

Ved udgangen af april præsenterede finansministeriet en rapport, som påviste, at kulturbranchen og restaurationslivet er de områder, som blev hårdest ramt af corona-krisen. Hjælpepakkerne kunne kun i ret begrænset omfang afbøde skaderne – og vores egen kulturminister viste sig overraskende uforstående over for kulturlivets behov. Samtidig var det i vid udstrækning netop de kulturelle tilbud, som folk savnede allermest under nedlukningen. Mange danskere har – til deres egen overraskelse – med tungt hjerte sunget med på højskolesangene foran tv-skærmen, mens de længtes efter de fællesskaber, som er opbygget omkring kulturelle oplevelser.

Da Socialdemokratiet for mere end en halv menneskealder siden opfandt kulturministeriet, var stærke, kulturelle tilbud den belønning, som ventede alle i det forjættede velfærdsparadis. Men siden har socialdemokraterne vendt kulturen ryggen, og vi oplever i dag et kultursyn, hvor man overser, at Arne også går på biblioteket, mens han venter på, at det bliver hans tur. Arne ser dramaserier på DR1, og han går af og til i biografen, hvor han ser danske film. Den statsstøttede kultur er ikke fortrinsvis for eliten. Kultur er den sociale lim, som binder os sammen som samfund, og kultur giver os et fælles udsyn.

Mine tre forslag til nye kulturpolitiske indsatsområder:

1. En ny kulturpolitik bør en gang for alle gøre op med det neo-liberale/rindalistiske kultursyn, som prædikes på mange samfundsvidenskabelige uddannelser. Alt for mange økonomer kan udregne prisen, men forstår ikke værdien af danske uafhængige kulturtilbud. Man kunne med fordel introducere kulturfag på de samfundsvidenskabelige uddannelser.

2. Gennem kendskabet til dansk og europæisk historie skabes en forståelse for de begivenheder og bevægelser som vores samfundet er formet af. Derfor skal historieformidlingen opprioriteres som et helt centralt kulturpolitisk indsatsområde.

3. De danske folkebiblioteker spiller en helt afgørende rolle i kampen mod det færdighedstab, som kan blive en følge af at færre danskere læser litteratur i deres fritid. Derfor bør en ny kulturpolitik sikre, at folkebibliotekerne forpligtes på litteraturformidlingen og bogudlånet – gerne gennem lovfastsatte normeringer.

Kulturens værdi- og samfundskraft
Marie Østergård, Chef for Aarhus Kommunes Biblioteker

Vi er blevet så utroligt gode til at fortælle om data, grafer og tal. Vi måler os selv på udlånstal, besøgstal og reserveringer – alt sammen noget vi bruger som udtryk for at fortælle, hvor gode og populære vi er. Og det er på mange måder også relevant. Men vi har stadig ikke formået at finde et sprog om den værdi, kulturen tilfører eller værdien af kulturen for kulturens egen skyld. I hvert fald ikke et tilstrækkeligt sprog som rækker udenfor kulturens egne rækker.

Ikke mindst i de seneste måneder har der været et stigende behov for at styrke kulturens stemme i samfundsdebatten. Vi har brug for en stærk national vilje til kulturen, der styrker den værdi, kultur skaber på både et samfundsmæssigt og menneskeligt niveau.

Hvis vi skal skabe en ny og stærkere kulturpolitik, så bliver vi nødt til at finde en ny måde at tale på og en ny måde at føre politik på.

Kultur er demokratiskabende kraft
Demokrati er samtale – samtale om samfundet, om følelseslivet, om holdninger og om de ting, vi hver især og som folk oplever er vigtige. Den samtale er kulturen en afgørende faktor i. Kulturen sparker til vores selvforståelse, den gør os nysgerrige, provokerer os, skaber ønsker og gør os klogere, så vi træder ind i det dialogrum, der er nødvendigt, for at kunne være en stærk med-virker i vores fælles liv.

Jeg tror, det er på tide, at vi begynder at være højlydte og højstemte omkring den enorme demokratiskabende kraft, som bibliotekerne kan have – hvis vi tør.

Kultur er bæredygtig udviklingskraft
Hvad får en nation til at hænge sammen? Så simpelt kan man vel stille det op, nu hvor vi skal vænne os til at verden bliver lidt sværere og hårdere. Der bliver vi nødt til at finde hen, hvor vi netop udvikler sammen i en bæredygtig virkelighed. Vi ved fra verdenshistorien, at kulturen ofte har været den gnist, der tændte nogle af de stærkeste tænkere, der har forandret vores samfundsmodeller. Og vi ved, at vi står overfor både økonomiske og klimamæssige udfordringer i fremtiden. Verdens-målene er om muligt blevet endnu mere aktuelle, og klima og økonomi hænger uløseligt sammen med mål som ligestilling, uddannelse, demokrati og ulighed. Mål, der er afgø-rende i en kultursammenhæng. Det er derfor helt afgørende, at kulturen bringer sig selv tydeligt på banen i realiseringen af FNs verdensmål.

Kultur er innovationskraft
I vores samfundsudvikling, menneskelige udvikling og ikke mindst når vores individuelle eller fælles virkelighed er i krise, bliver det tydeligt, at behovet for en stærk innovationskraft øges. Kultur er afgørende for vores evne til at udvikle, skabe og forstå sammenhænge og ikke mindst til at forbinde tanker og handlinger på utraditionelle måder. Kultur bliver derfor en vigtig faktor i at styrke modstandskraften hos os alle, så vi bliver bedre til at handle, når noget uventet opstår, eller når vi skal gentænke den virkelighed, vi er en del af.

Når man lukker sine kulturinstitutioner ned, øges misinformation, ensomhed og social skævvridning, fordi de fælles offentlige dialogrum, som kulturen skaber, forsvinder. Vi har gennem den sidste tid igen set, hvordan viden bliver en mangelvare i en samfundskrise. Og vi har set, hvordan det både rammer socialt utroligt skævt, men også forbløffende bredt når kulturinstitutioner som blandt andet bibliotekerne ikke er tilgængelige.

Biblioteket – en samfundsbevægelse
Biblioteket er ikke en institution, en organisation, et sted eller en bygning – biblioteket er en samfundsbevægelse, der bringer mennesker sammen, skaber nyt og skaber samfund. Det er borgere, netværk, samarbejdspartnere, erhvervsliv, medarbejdere, politikere, iværksættere, uddannelsesinstitutioner – og en hel masse andre, der tilsammen skaber og farvelæg-ger den kultur, vi alle er en del af. Det skal vi forpligtes på at holde fast i, og vi skal have de rammer, der gør det muligt.

I en ny kulturpolitik håber jeg, at vi får lejlighed til at gentæn-ke den måde, vi taler med hinanden om kulturen, så det bliver en mangfoldig samtale, der favner os alle.
Jeg tror faktisk på, at kulturen kan mere, end vi giver den lov til i øjeblikket.

Ny kulturpolitik - styrk analyse, livekunst og vækstlag
Rikke Rottensten, forfatter og museumsinspektør  på Alhambra - Museet for humor og satire

Kulturens analyseinstitut
Kulturen har en værdi i sig selv. Den udvider vores forståelse af verden. Af hvem vi er. Sådan lyder skåltalen igen og igen, når kulturens værdi skal formuleres.
Men hvad betyder det egentlig? Med et Kulturens Analyseinstitut kan vi komme om bag de store, åbne ord.

Kulturlivet står overfor store og sikkert varige forandringer. Kulturens analyseinstitut kan skabe en vigtig ballast for at forandre på et oplyst grundlag. Give os indsigt i forbrugsmønstre, kulturens kommercielle grundlag, digitale perspektiv. Fordi analyseinstituttet har ansatte, hvis speciale ikke er at skabe kultur selv, men at analysere. Det vil kunne rejse nogle væsentlige, vidensbaserede og uden tvivl også ubekvemme sandheder. Men det vil især gøre os klogere.

Ny støttemuligheder til livekunst
Livekunsten bløder lige nu. Det vil den gøre i lang tid. For hvornår vil folk igen have mod på at gnubbe skuldrene og svede i takt? Blive hostet på af sidemanden og angrebet af nysen bagfra i sit teatersæde.

Kulturstøtten er delt i kunstgenrer. Men tænk i højere grad i hvordan kunsten formidles eller udføres. Skab ordentlige underskudsgarantier eller andre former for dækning af tabte indtægter for livekunsten. Lav udligningsregler som gør, at et kulturliv kan fungere på nedsat kraft i kriser uden at gå konkurs. Den vil også kunne påvirke eller indrettes til at styrke modet til at eksperimentere med nye former og måder at formidle kulturen på.

Styrk vækstlaget i dansk teater
Vækstlaget i dansk teater har i lang tid været udsultet. De puljer, de lever af, er små og få. De har ikke et sted at skabe deres forestillinger til.

At der overhovedet er et vækstlag siger mest om den ind-ædthed og stædighed kunstnerne besidder. Men lad os nu give dem bedre forhold. Lidt flere midler. Men især et sted, der er deres.

Lad os nu få den Åbne Scene i København. Så vi kan gå den usikre, åbne fremtid i møde med nysgerrig interesse, fordi der hele tiden kommer nye kunstnere og udtryk til. Som kun bliver bedre af, at betingelserne for at udvikle deres tanker og udfolde deres idéer styrkes.

Biblioteket, læsnining og læring samt international udveksling
Jakob Lærkes, bibliotekschef Gladsaxe Kommune

Når et folketingsvalg er vel overstået, og en ny regering på plads, går man rundt og venter i spænding på det ny regeringsgrundlag. Denne gang må det ske, dansk kultur – og kunsten – får den plads, vi alle sammen inderst inde ved, den skal have. Og så, fanden tage det, kommer grundlaget og igen står kultursektoren med håret i postkassen. Ikke et ord, eller lidt om sport. Heller ikke denne gang i juni sidste år, hvor statsministeren i øvrigt lagde stort vægt på at sige, at dette er ikke et regeringsgrundlag men et meget vigtigt politisk forståelsesaftale kaldet “Retfærdig retning for Danmark” med en række overskrifter for klima, uddannelse, forskning og erhvervsliv og integration. Og indgået af Socialdemokratiet og de tre støttepartier: Radikale, SF og Enhedslisten.

Skulle det fantastiske nu ske i hælene på corona-lukningen, hvor folk med al tydelighed viste, at kulturen er vigtig og ikke skal gemmes væk mellem pæne ord og floskler, når det kniber, men at den fortjener regulær politisk opmærksomhed, så er der tre ting, jeg personligt umiddelbart vil pege på og opfordre kulturministeren til at tage med.

Landets folkebiblioteker står et fantastisk sted lige nu og gjorde det også før corona-smitten bredte sig, hvor et stabilt besøgstal har ligget omkring de 37+ millioner årligt.
At de og deres ydelser er højt værdsatte viser Danmarks Statistiks tal for udlånet lige op til nedlukningen og for den stærkt stigende brug af eReolen og de digitale tjenester som filmstriben.
Som noget nyt så jeg gerne, at de helt store oplysningsopgaver, som har ligget i bibliotekerne i over 100 år, blev understreget i form af en 'forpligtelse' til at afholde debatter og aktiviteter om samfundets udvikling, grøn omstilling osv.

Læselyst & læring skal også med. Børn og unge læser i dag mindre af lyst, og det vil præge deres evne til koncentration, fordybelse og empati viser undersøgelser. En national strategi for den opgave skal forfattere, forlag, biblioteker og skoler og andre gode kræfter målrettet sættes ind på. Det handler om vores fremtidige velfærd.

International kulturudveksling fortjener også opmærksomhed. Fint at man f.eks. i Statens Kunstfond afsætter lidt midler til en dansk stand på bøgernes verdensmesse i Frankfurt, men der skal skabes puljer til bred kulturudveksling. Agenda 2030 har vist, at samarbejde er vejen til bæredygtighed. Fra mit arbejde i bibliotekernes internationale organisation ved jeg, at erfaringsudveksling er en af nøglerne til fremtidig udvikling og kvalitet – nationalt og lokalt.

 

 

 

 

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog