NY MALT i Ebeltoft

Foto og tekst: Thomas Mølvig

Maltfabrikken har ligget dér på bakken siden tidernes morgen. Midt i Ebeltoft, stor som en domkirke og med fremragende udsigt over bugten. En rødkalket fabriksbygning fra 1861 med kamtakker og en høj muret skorsten, der er kronet med en gigantisk vindhætte i rustfrit stål.

I forrige århundrede var S.B. Lundbergs Maltfabrik en vigtig producent af malt til ølbrygning – både i Danmark og som eksportvare. Der var stor efterspørgsel, og med væksten fulgte tilbygninger og tilhørende siloer. Med årene blev det et labyrintisk kompleks med en rigdom af rum af vidt forskellig karakter.

En markant transformation
Eventyret varede ikke ved, tiderne skiftede og bygningerne gik i forfald op gennem 1980-erne. Da produktionen lukkede helt ned i 1998, stod Ebeltoft med et spøgelsesagtigt ikon uden funktion. Idéerne var mange, men det tog tid at skabe konsensus og få økonomien på plads. Først i 2008 kom der gang i processen, og derefter gik der 12 år før projektet kunne indvies her i 2020.

Mange gode kræfter har løftet projektet i flok, og blandt dem er Praksis Arkitekter, der har stået for den fremragende transformation. Det er gjort med stor respekt for det eksisterende anlæg, og samtidig er der bygget moderne kunstnerboliger med værksteder, der indpasser sig i helheden. Stedet er blevet et åndehul for iværksættere, kunstnere og kulturforbrugere i al almindelighed.

Plads til at drømme
Praksis Arkitekter har med vanlig omhu levet sig ind i bygningernes historie. Desuden har de lyttet til de mange forskellige brugere og skabt fantastiske rum for aktivitet. Indtrykket er en finurlig blanding af rå beton, gamle trækonstruktioner, ståltrapper og unikke rumforløb. Der venter nye oplevelser bag de fleste døre, og en del af fabrikkens maskiner er bevaret som historiske objekter med stor fortælleværdi.

Arkitekterne har formået at åbne bygningen op ved forskellige kunstgreb. Der er f.eks. skåret store huller i betonen i etageadskillelser, og der er skabt lange kig på kryds og tværs. Der er også indbygget en rå trappe i mørke stålplader, der skyder sig op gennem fire etager i foyeren, som en skulptur, der forbinder huset vertikalt. Overalt er historien nærværende, og selv den gamle graffiti er blevet bevaret for eftertiden.

BMA – fusioneret bibliotek/museum/arkiv
Sydfløjen er indrettet til bibliotek i fire etager, der samtidig indeholder Ebeltofts Byhistoriske Arkiv og diverse udstillinger af historisk karakter.

I stueetagen ligger børnebiblioteket placeret i det tidligere maskinrum, og her har fantasien fået frit spil i indretningen. Der er højt til loftet, og rummet får et flot lys fra både øst og vest. En stor kompressor er ombygget til en fantastisk udlånsmaskine, der bærer navnet Maltazar. Med sine blinkende lamper og fascinerende transportbånd er det pludselig blevet en komisk begivenhed at låne en bog eller aflevere sine materialer.

Maskinrummet er en lille eventyrverden for børn, og her er også plads til fordybelse på hemsen under loftet. Her kan man kun komme op ved at kravle gennem et hul i et net, og herfra kan man skue ud over rummet eller smide sig på en sæk og læse.

I direkte tilknytning til Maskinrummet ligger Støbesalen, der er en aflang sal, der kan bruges til skiftende events og aktiviteter. Den første sommer har der bl.a. været såkaldt driv-ind-tegneværksted og undervisning i cirkustricks ved Det Flyvende Kuffertcirkus.

På næste niveau ligger Lundbergs Kontor med Ebeltofts Byhistoriske Arkiv ved Museum Østjylland. I alt 450 flyttekasser med materiale er hentet frem fra gemmerne i kælderen ved brandstationen og organiseret i de nye rammer. Maltfabrikken er en perfekt placering for netop dette gamle guld, der nu er blevet let tilgængeligt for enhver med interesse for byens historie. Bøger, arkiv og udstilling er pakket tæt i to etager. Pladsen er lige kneben nok, og det er en af de naturlige udfordringer ved at flytte ind i lokaler, der ikke er skræddersyede til formålet og som oprindeligt har været en del af et industrianlæg.

Udsigt over vigen
Foyeren er – med sine dramatiske former, mørke overflader og flotte lysindfald – et meget kraftfuldt rum. Allerede her fornemmer man bygningens indre magi og ekstreme volumen.

På Balkonen står de reserverede bøger og en udlånsautomat. Det virker her, som om indretningen ikke er rystet helt på plads endnu. Måske har planlægningen af de primære funktioner lagt beslag på alle kræfter inden indvielsen. Få dage før åbningen gik en sprinkler f.eks. i gang og krævede en lynindsats for at begrænse skaderne. Det lykkedes heldigvis.

På den øverste etage ligger Havestuen med storslået udsigt over Ebeltoft Vig samt kig mod toppene i Mols Bjerge mod nordvest. Havestuen er et flot regulært rum og meget mere luftigt i sin indretning end de øvrige etager. Et nærmest kontemplativt areal med overraskende få bøger, men med en attraktiv række af so-faer vendt mod udsigten og lyset.

En landskabsmodel er centralt placeret i rummet, og her kan man lytte til fortællingen om istidens skabelse af landskabet og de første menneskers tilværelse på Djursland. En montage lavet i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge.

Respekt for resultatet
Ny Malt er et visionært projekt, der aftvinger dyb respekt for de mennesker og det fællesskab, der har fostret idéen og fulgt den helt til dørs. Det er ualmindelig godt gået.

BMA-modellen og idéen med at vælte væggene mellem de tre typer kulturinstitutioner skaber en ny dynamik omkring denne del af kulturen. En stor intern forandringsproces for de tre ligger forud for den nye fælles formidlingsindsats, som omtalt i Danmarks Biblioteker nr. 6, 2019.

■  I 2013 købte man de nedrivningstruede bygninger af en entreprenør for 21 mio. kroner, der var indsamlet ved fundraising. Syv år senere har den gamle Maltfabrik fået en ny identitet, og Ebeltoft vil aldrig mere være den samme by. De lokale elsker allerede stedet, og turisterne strømmer til. Sikkert er det, at den nye attraktion også summer af liv, når gæsterne er rejst hjem, og byen vender tilbage til sin vante rytme i vinterhalvåret.

 

Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr. 4, 2020.

Tekst og foto: THOMAS MØLVIG, arkitekt m.a.a.

FAKTA
Transformation af den gamle Maltfabrik i Ebeltoft til moderne kulturcenter. Samlet pris 165 mio. kroner. Støttet af bl.a. Realdania, A.P. Møller Fonden og Salling Fondene.

Det tidligere fabriksanlæg indeholder nu en række nye funktioner bl.a.: M8 – arbejdsfællesskab • BMA – fusioneret bibliotek/museum/arkiv • Malt Air – internationalt artists residency • Kulturloft – spillested og moderne forsamlingshus • Lundbergs Spisehus • Brewpub – mikrobryggeri • Champagne Pony Club – Designshop • Kunstneratelierer • Rampen – ungdomskulturhus.

Bygherre: Syddjurs Kommune og Fonden Den Ny Maltfabrik

Arkitekt: Praksis Arkitekter, der bl.a. også stået for den vellykkede genopbygning af Svinkløv Badehotel.

Landskabsarkitekt: Kristine Jensens Tegnestue

Areal: 4.400 m2

Byggeperiode: 2018-2020.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog