Nye Bymidter. Hvordan vil covid-19 ændre fremtidens fælles byrum og mødesteder?

Birgitte Bundesen Svarre, Gehl Architects, på DB Kulturkonference 2021. Foto Palle Peter Skov.

En coronakrise har givet målsætningen om at se på landets bymidter og deres betydning for fællesskab og sammenhængskraft ekstra relevans som følge af stigende e-handel og forladte gågader. 
Hvor byplanudviklingens fokus på et aktivt handelsmiljø og caféliv som løsning i nogen tid har været dominerende, peger borgernes aktiviteter under corona’s restriktioner og nedlukninger på andre forhold, der skal tages højde for og medtænkes i udviklingen af attraktive bymidter.

Både regeringens 2021 Tættere på-plan, som bl.a. peger på velfungerende biblioteker som afgørende, og Partnerskab for levende bymidter fra 2020 er optaget af, hvordan landets bymidter kan nytænkes og “give mere sammenhold i et skævvredet Danmark”. Spørgsmålet er, hvad der skal til?

“Vi ved simpelthen ikke, hvad der sker i fremtiden, men vi bliver nødt til at lave nogle robuste rammer, som kan klare udviklingen”, fastslog direktør og partner i Gehl Architects, Birgitte Bundesen Svarre, der fandt, at hele corona-forløbet på en måde har fungeret som et forstørrelsesglas omkring nogle af de tendenser, man kunne ane før pandemien.

Begivenheder med global gennemslagskraft som en pandemi, en finanskrise og krige har gennem tiden påvirket samfund og hverdagsliv.Eksempelvis har terrorangrebet 9. september 2001 ændret vores adfærd og bl.a. sikkerhedsindsatsen i alle lufthavne. Gehl Architects har gennem en slags snapshots set på hverdagslivet i fire byer under covid-nedlukningen – Helsingør, Horsens, Svendborg og København – og udarbejdet en rapport om tendenserne.

At komme mere ud i byrum og natur er en af de udviklinger, alle har lagt mærke til. Antallet af mennesker, der opholder sig ude, er gået op og gå-aktiviteter er steget markant; man er ikke alene ude i naturen og det grønne for at gå, og for at lufte sin nye hund, man bruger også offentlige udendørs tilbud til leg og rekreative aktiviteter mere. Og “Frisk luft, vand og sollys er ligeså vigtige som de altid har været - hvis ikke mere!”

Konkret oplevede Gehl følgende:

-   Aktiviteter på handelsstrøg og biltrafik faldt
-   Definerede rammer, som muliggør overholdelse af retningslinier for fysisk distance, er blevet imødekommet positivt, selv om det nogle steder kunne være svært at overholde
-   Grønne pusterum og nærhed til natur er vigtigere end før
-   Borgerne har et endnu større behov for adgang til offentlige arealer med rum for aktiviteter og bevægelse
-   Nye aktiviteter spirer frem mange steder i byen
-   Flere ældre og børn bruger i højere grad byens rum.

Og tilføjede Birgitte Bundesen Svarre: “Vi har set flere kvinder end mænd i byrummet. Og vi har observeret, at mænd ofte ses alene mens kvinder ses sammen.” 

Fundamentet for Gehls arbejde er at skabe ‘byer for mennesker’. “Hvor byudvikling ofte handler om trafik, prognose og trafikregulering, så kigger vi på borgernes adfærd og rutiner og forsøger at forstå psykologien. Vi arbejder via observationer og med de voksende mængder af data på at udvikle byer for mennesker. For at forstå de forskellige behov i byens rum ser vi mere og mere på diversiteten, mangfoldigheden de forskellige brugergrupper, køn alder med mere. Aktuelt har vi et stort projekt i Mün-chen omkring byrummet her, og vi ser bl.a. på, hvor der er konflikter (f.eks. på grund af ting som soundbokse) og på ny udvikling som det forhold, at flere bor alene.” Helt sikkert er byens rum, byens liv – og ikke kun det ude mellem husene, men lige så meget det inde i husene som bl.a. i bibliotekerne – afgørende for udvikling af byer for mennesker.

En konklusion i Gehls covid-19 undersøgelse lyder bl.a.: “Det er uhyre vigtigt, at private og offentlige organisationer og bygherrer har forståelse for de offentlige byrums betydning. Ikke kun i forhold til at bekæmpe den nuværende pandemi, men også i forhold til at sikre en bedre fremtidig livskvalitet.

 Se mere på https://covid19.gehlpeople.com

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog