Nyt fra byggefronten - juni 2012

 Vejen satser på et nyt bibliotek i Alfa-højhus, skriver 'Jydske Vestkysten' 21. maj 2012. Fremtidens bibliotek har fokus på borgeren og et bredviftet kulturtilbud, hvilket kræver en fleksibel indretning, der langt fra kan honoreres i det nuværende hovedbibliotek, fastslog en rapport i 2007. Nu ser det ud til, at der kommer gang i realiseringen. “I 2007 blev rapporten skudt til hjørne på grund af økonomien. Nu er vi bedre stillet”, siger Jørgen Thøgersen (A), formand for Vejen Kommunes Udvalg for Sundhed, Kultur og Fritid til avisen.

I august sidste år afsattes 32 millioner kroner til de 3.400 kvadratmeter, som en arbejdsgruppe anslår, der er brug for. “Nu vil vi se på, hvad vi kan få for de 32 millioner, vi har. Så må projektets styregruppe tage stilling til, om vi skal skære ned på ønskerne eller skaffe flere penge. Vi har jo et overskud i 2011, som nu indgår i budgetforhandlingerne”, oplyser formanden.

Styregruppen, som bl.a. omfatter borg-mester Egon Fræhr (V), kommunaldirektør Ole Slot, kulturchef Henning Steen Jensen og biblioteksleder Anette Månsson skal også se på placeringen. En temamødedrøftelse i byrådet har vist, at et flertal mener, det nye bibliotek skal ligge så bynært som muligt. “Kan vi få det lige ved siden af jernbanen, vil det være et scoop”, mener Thøgersen, der oplyser, at det lokale byggefirma Oxdal A/S har planer om at bygge et højhus ved Alfa, den gamle landskendte margarinefabrik (1898-1992). Det kan komme i spil, mener udvalgsformanden.
 

Afgørelse på vej om nyt hovedbibliotek i Frederikssund, kunne 'Frederiksborg Amts Avis' oplyse 24. maj 2012. Tirsdag den 12. juni skal Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget tage stilling til, hvad der skal ske med hensyn til et nyt hovedbibliotek i Frederikssund. Byrådet har fået forelagt to inspirationsoplæg til et nyt bibliotek fra arkitektfirmaerne Mangor & Nagel og Schmidt, Hammer og Lassen, og ifølge borgmester Ole Find Jensen (A) skal der snart ske en politisk beslutning om det skal være nu, der skal bygges nyt bibliotek, hvor det skal være, og hvordan det skal se ud.
 

Nyt bibliotek for hjerne og hjerte åbner 2. juli i Karlslunde i Greve Kommune, skrev 'Sydkysten' 15. maj 2012. Det nye profilbibliotek i Karlslunde Stationscenter er indrettet efter et overordnet tema: “Sundhed og kultur”. Det vil være åbent hele ugen kl. 7-21 med selvbetjening. Biblioteket er dog fortsat bemandet i den nuværende og velkendte åbningstid: 34 timer om ugen.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog