Oodi - Helsinki Centralbibliotek åbnet i december

Foto: Tuomas Uusheimo.

Som de siger: Finland tager biblioteker dybt alvorligt!
"Not just a library. Your interface to everything: Helsinki’s new central library, Oodi, is the place to go if you want to read a book, meet up with your friends, borrow a cello or cut metal with lasers."

Det illustrerer Oodi, Helskinki’s netop åbnede, helt enestående nye centralbibliotek på fornem vis. Med en unik placering midt i hovedstaden lige over for parlamentet og ved siden af Kiasma, museum for samtidskunst, og Helsinki Music Centre (musikhuset) i kort gåafstand fra Centralstationen. Tegnet af finske ALA Architects.

Med en samlet investering på omkring 98 mio. euro i ryggen kunne Oodi den 5. december for første gang slå dørene op til de nye biblioteksfaciliteter, mødelokaler, gruppearbejdsrum, Maker Spaces, levende laboratorium, studio med redigeringslokaler, café, auditorium, multifunktionshal, udstillingsfaciliteter og informationsstande fordelt på over ca. 17.250 m2. At åbningsfestlighederne faldt den 5. december og dagen efter på Finlands uafhængighedsdag er ikke tilfældigt. Byggeriet blev faktisk vedtaget i 2015 som en markering af Finlands 100 års uafhængighed i 2017.

Det er en kendt sag, at finnerne elsker bøger og er blandt de flittigste biblioteksbrugere. Det drejer sig dog langt fra alene om et nyt fantastisk boghus. “Biblioteker skal i dag betragtes som et fælles fysisk rum, en platform for aktiviteter som læsning, læring og offentlig diskussion. De giver også adgang til forskellige former for udstyr, datanetværk eller ekspertise”, fastslog Katri Vänttinen, biblioteksdirektør i forbindelse med åbningen, og understregede desuden den digitale adgang allevegne fra også f.eks. mobiler.

Men ingen kan være i tvivl om, biblioteket stadig er et bogens hus. På 3. sal findes læseområder, oaser og 100.000 bøger. Bygningens 2. etage er helliget kreativitet med studier, musik- og medierum samt Maker Spaces med diverse udstyr fra 3D-printere til symaskiner. I grundplan ankommer og mødes man – her er bl.a. biograf, informationsområder, café og restaurant. Afslutningen på anlægsprojektet er den store forplads og udenomsfaciliteterne, der ventes klar i foråret 2019.

■ Alle er velkomne og indbydes til at lægge vejen forbi! I mellemtiden, læs artiklen i Danmarks Biblioteker nr. 1, 2019.

www.oodihelsinki.fi/en .

Indslaget er først bragt i Danmarks Biblioteker nr. 6, 2018.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog