ORDfest. En børnekulturfestival i Esbjerg

Foto: Esbjerg Kommunes Biblioteker.

Pædagogstuderende og børnehavebørn deltager hvert år i et omfattende sprog- og læseinitiativ: ORDfest.
Her i 2020 deltager 400 børn og 100 pædagogstuderende i ORDfest. Festivalen forløber over tre uger og danner rammen om et helt unikt samarbejde mellem Esbjerg Kommunes Biblioteker, pædagoguddannelsen på UC SYD og kommunens børnehaver.
Initiativet spiller direkte sammen med det aktuelle Oplæg til en National Læsestrategi og flere af dennes syv anbefalinger. Ikke mindst anbefaling 2: Kontinuitet i læseindsatsen hos fagprofessionelle og 3: Børn og unges kultur og fællesskaber som afsæt for læsning.

Samarbejde mellem bibliotek og UC Syd
ORDfest indgår som en del af et modul på UC Syds pædagoguddannelse, hvor de studerende klædes på ift. sprog, læsning og læseoplevelser via undervisningen på studiet samt gennem oplæg fra biblioteket. Derefter kommer de ud i børnehaverne, hvor de sideløbende med undervisningen afholder et fire dages forløb for børnene. ORDfest afsluttes med en ferniseringsfest på hovedbiblioteket, hvor børnenes kreationer udstilles.

Børn som fortællere
ORDfest tager altid udgangspunkt i børns kultur, og i år er det særligt børnenes egne fortællinger, som er i fokus. Årets tema er “børnenes bog”, og der arbejdes med forfatter Mette Finderups figur, Lasse-Leif, kendt fra børnebogserien. Selve processen og den læring, som ligger heri for både børn og studerende, er det centrale i ORDfest. Hele forløbet er en læreproces, hvor børnene bliver medproducerende deltagere i sproglige og kulturelle fællesskaber. I år arbejder børnene med en række billedbøger med nye fortællinger om Lasse Leif, som børnene forfatter i samspil med hinanden og de pædagogstuderende fra UC Syd. Sammen skaber de fortællinger, rim og remser og andre kreative produkter.

Tidligere års temaer har været børns yndlingssteder, fortællinger om barndom, film mv.

Læseoplevelsernes betydning
Det er meningen, at forløbet skal være med til at understøtte børnenes sprogtilegnelse, kreativitet og nysgerrighed. Børn læ-rer verden at kende gennem historier og fortællinger, som de kan spejle sig i. Fortællinger hjælper dem til at forstå og sætte ord på deres egne følelser og tanker og på verden omkring dem. Et stærkt sprogligt fundament og et godt talesprog giver børn gode forudsætninger for at lære at læse og for at lære i det hele taget.

Som en paraply over dette års ORDfest ligger oplægget til den nationale læsestrategi, som Tænketanken Fremtidens Folkebiblioteker har forfattet sammen med bl.a. DB, skolebibliotekerne, forfatterforeningen og boghandlerne. Strategien har til formål at højne børnenes lystlæsning. Et vigtigt indsatsområde i strategien er kontinuitet i læseindsatsen hos fagprofessionelle. Det anbefales, at der blandt pædagoger kommer et øget fokus på børns læsekultur.

Billedbogen åbnes op
ORDfest er med til at skabe dette fokus allerede i starten af pæ-dagogernes uddannelse, så de tidligt i deres professionelle virke har fokus på læsning og læseoplevelsernes betydning.

Vi kan på baggrund af bibliotekets – vores – faglighed give de kommende pædagoger de redskaber, de skal bruge for at give børnene gode og inspirerende læseoplevelser. Både i forhold til valg af bøger og andet materiale og gennem samarbejde og de mange aktiviteter og tiltag, vi allerede har rundt omkring på bibliotekerne. De skal simpelthen have biblioteket ind under huden, og det er noget af det, ORDfest kan.

Det er bibliotekets forhåbning, at vi gennem ORDfest via de pædagogstuderende kan være med til at udbrede læsning og læ-seoplevelser samt facilitere fortælling og læseaktiviteter ude i institutionerne. Helt konkret gøres dette ved at vise billedbogen og dens mange muligheder for de studerende, så de kan åbne billedbogen og fortællingernes verden for børnene.

Ren winwin
I samarbejdet omkring ORDfest forløbet får alle parter noget med hjem. Børnene får nogle gode læseoplevelser og nye tilgange til aktiviteter omkring bl.a. litteraturen.

Som pædagog Rikke Beck Joensen fra Daginstitutionen Galaksen – Stjerneskuddet, Esbjerg siger: “Når vi har studerende ude, oplever børnene nye tilgange, og vores rolle som deres faste tilknyttede voksne bliver anderledes. Vi får tid til at være der mere for de børn, der har brug for det. Børnene lærer noget andet, end det vi plejer, både fordi de studerende tilfører noget nyt, og vi får ny inspiration udi arbejdet med eksempelvis rim og remser, som vi har fokus på lige nu”.

De studerende får mulighed for at afprøve og kombinere teori med praksis gennem samarbejdet med forskellige faggrupper.

Om samarbejdet fortæller lektor Bo Nygaard Hansen, UC Syd: “Målet for os er, at de studerende får et indblik i, hvordan de kan arbejde pædagogisk med afsæt i de tilbud, de får fra kulturinstitutionerne. De studerende skal have øjnene op for, at de kan arbejde med biblioteket både før og efter besøget. Pædagogfagligheden skal være en medspiller – vi skal ikke kunne det samme som for eksempel bibliotekaren. Pædagogen skal kunne lade sig inspirere og arbejde videre med de forskellige inputs hjemme i institutionen. Det kan vi gennem ORDfest!”

■ ORDfest er bibliotekets chance for og en oplagt anledning til at påvirke de pædagogstuderende, inden de skal ud i institutionerne som færdiguddannede, så bibliotekerne bliver en naturlig samarbejdspartner fremadrettet. Biblioteket får derved styrket sine relationer og samarbejder på kultur- og læringsområdet. Vi sikrer de nye pædagogers kendskab til bibliotekets mange muligheder, og at de har fokus på børns læselyst.

Kort sagt er ORDfest gennem sit unikke samarbejde mellem bi-blioteket og UCSyd med til at skabe en synergieffekt, som er med til at styrke børns læselyst.

CECILIA MARIE LAURIDSEN og MARIANNE ULLETVED er hhv. netværkskoordinator og børnebibliotekar/projektleder på ORDfest. Esbjerg Kommunes Biblioteker.

Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr. 1, 2020.

 

 

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog