Paradigmeskift: Fra kartotekskort til Linked Data

Nu tager bibliotekerne det endelige og sidste skridt bort fra den gammeldags kortmetode og træder uigenkaldeligt ind i den digitale verden.

Der har de sidste 20 år været stort fokus på, hvordan bibliotekerne præ-senterer biblioteksmaterialerne mv. i onlinekataloger. Kartotekskort var gennem århundreder et særdeles godt redskab til at gøre en bibliotekssamling tilgængelig for publikum. Og ved overgangen til digitale kataloger overførte man stort set kartotekskortmetoden til den digitale verden, men det er ikke længere tilstrækkeligt. I dag er det ikke kun en lokal fysisk samling, som skal formidles til brugerne – det er langt mere. Med bibliotek.dk har man i Danmark f.eks. det samlede biblioteksvæsens katalogiserede materialer. En bruger efterspørger næsten aldrig en bestemt fysisk bog. I dag spørger brugeren oftest blot efter titlen – fysisk eller digitalt. Tilgængelighed er nemlig ofte vigtigere end den konkrete udgave.

I 1998 udgav den internationale biblioteksorganisation IFLA Functional Requirements for Bibliographic Records (FRBR), og satte dermed retningen mod først og fremmest at præsentere brugerne for ‘værket’. Og dernæst for de enkelte konkrete udgaver frem for fra start at præsentere alle de konkrete udgaver af et værk. Med udgangspunkt i FRBR er der nu i bibliotek.dk og lokale bibliotekssystemer udviklet metoder til at vise værker frem for udgaver. I bibliotek.dk sker det ved at flere udgaver samles i én præsentation på skærmen.
Lidt firkantet sagt, kan vi nu droppe den hidtidige metode, der betød, at vi i over 10 år har brugt mange ressourcer på at kompensere for, at bibliotekernes katalogiseringer har et forældet fokus.

Det endelige skridt væk fra kartotekskortet
Dertil kommer, at Internettets generelle funktionalitet med links frem for gentagelser langt bedre harmonerer med det biblioteksspecifikke behov for at tilbyde brugeren, hvad en bruger har brug for: nemlig informationsindholdet i et værk frem for en tilfældig præsentation af en række forskellige udgaver. Det er en stor opgave og stærkt nødvendigt at forlade bindingen til den fysiske samling og anvende ressourcerne på hele spektret også på nettet.
Så i stedet for at katalogisere alle oplysninger vedr. en udgave ind i en post som nu, er det mere nærliggende at registrere det indeholdte værk for sig, forfatteren til værket for sig, oplysninger om den aktuelle udgave mv. og samtidig forbinde alle disse enkeltdele via relationer. Dét giver et samlet billede af den aktuelle udgave og forbinder den aktuelle udgave til andre udgaver af samme værk, andre værker af samme forfatter mv.

Kort sagt: vi står over for at skulle skifte til denne type nye katalogiseringsregler.

Ny katalogisering: Ressource Description and Access (RDA)
For 10 år siden startede arbejdet med at udvikle helt nye katalogiseringsregler. Der blev sat et nyt skib i søen: RDA – Resource Description and Access. RDA er nu entydigt den nugældende internationale standard for katalogisering og er taget i brug i store dele af den angloamerikanske verden og Europa.
RDA dækker netop det omtalte paradigmeskifte i katalogisering og sætter os i stand til producere data, så de direkte kan anvendes til f.eks. værkvisning. Registreringen af biblioteksmaterialer kommer til at hænge direkte sammen med søgning og præsentationen.

National autoritetsrepositorium
En vigtig ny ting i RDA er, at identifikation – og forskellige navneformer – af personer og korporationer behandles selv-stændigt. For at gøre dette rationelt eta-bleres en fælles base for identifikation og beskrivelse af forfattere. Formålet er at registrere personer og senere også korporationer, værktitler mv. én gang – og linke mellem og til denne registrering fra katalogisering af den enkelte udgave.
Brugen af autoritetsposter vil give en mere sammenhængende og stringent søgning og præsentation af personer og institutioner mv. F.eks. at en person beskrives med én unik identifikation. Denne kan så have forskellige navneformer, men er én person. Den nationale autoritetsbase vil blive etableret i tæt samspil med den internationale fælleskatalog over autoritetsdata: The Virtual International Authority File (VIAF).

BIBFRAME
Man var ikke kommet langt med arbejdet med RDA, før det blev klart, at der også var behov for et tilsvarende paradigmeskift for formatet. MARC-formaterne har tjent bibliotekerne godt i flere menneskealdre, men hænger ikke sammen med ny teknologi som f.eks. Linked Data, og har yderligere det problem, at de ikke kan forstås, håndteres og bruges udenfor biblioteksverden. Biblioteksverden må derfor tilpasse sig omverden.
Library of Congress har taget initiativ til et nyt tidssvarende format BIBFRAME. Den første færdige version foreligger i løbet af foråret, og Bibliografisk Råd er i gang med at forberede et dansk beslutningsgrundlag om BIBFRAME.

Implementeringen skal i gang
Bibliografisk Råd, som er rådgivende for Slots- og Kulturstyrelsen, har afsluttet det forberedende analyse- og vurderingsarbejde til RDA og etablering af nationalt autoritetsrepositorium i marts 2016. Umiddelbart herefter tilsluttede Biblioteksrådet sig indstillingerne, det er nu op til Slots- og Kulturstyrelsen at træffe den endelige beslutning. Og ikke mindst – at tage skridt til det konkrete implementeringsarbejde.

- Det hele kan måske lyde lidt langhåret for udenforstående, men hele processen er nøglen til enklere og langt bedre oversigt og søgeresultater for brugerne af landets biblioteker og deres digitale som fysiske ressourcer.

 

Leif Andresen er chefkonsulent ved Det Kongelige Bibliotek.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog