Regeringen og KL svigter de svageste i Det Digitale Danmark

- hvis de ikke bruger bibliotekerne i deres strategi for at sikre læring for de IT svage

Det offentlige har en vision om at Danmark skal være digitalt, både for at effektivisere og for at skabe bedre service for borgerne. Men de 30-40 % af danskerne som ikke er fortrolige med de digitale løsninger svigtes, hvis ikke der gøres en massiv indsats for at de får kompetencerne.
 
”Hvis man vil have borgerne til at blive digitale, så kræver det, at man investerer i at lære dem det, så brug penge på bibliotekerne og deres kurser som rammer bredt, og som giver dem lyst til at fortsætte på f.eks. aftenskolerne”, lyder det i en opfordring til regeringen og kommunerne fra formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen
 
Trods markante nedskæringer har landets biblioteker i flere år stået bag en massiv indsats for at tilbyde de digitalt udfordrede borgere små kurser i f.eks. brugen af NemID, borger.dk og dermed sikre dem de nødvendige kompetencer for at kunne færdes sikkert i Det Digitale Danmark.
 
Senest er indsatsen intensiveret i forbindelse med den landsdækkende kampagne ”Lær mere om IT”, hvor mange tusinde danskere er blevet klogere på de digitale tilbud, for det er nemlig ikke kun f.eks. de ældre som kæmper med at kunne benytte de digitale tilbud. Folk i alle aldre og fra alle befolkningsgrupper har behov for mere viden og de digitale tilbud, og derfor er det også vigtigt, at både regering og kommuner indser, at bibliotekerne sikres muligheder for fortsat at tilbyde disse kurser.
 
”Det digitale Danmark kommer ikke af sig selv, så investér i de velfungerende biblioteker som er den institution, hvor flest borgere kommer og som er i alle kommuner” fortsætter formand for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen, som understreger, at skal visionen om Det Digitale Danmark lykkes bliver man nødt til at investere for at kunne give alle kompetencerne til at kunne begå sig i det digitale samfund.
 

”Derfor skal vi bruge bibliotekerne som borgernes indgang til samfundet, hvor borgerne kan få hjælp og lære at bruge alle de forskellige løsninger. Og derfor skal der investeres i den uformelle læring på bibliotekerne. Så investér nu i bibliotekerne som landets mest besøgte kultur- og læringsinstitution hvis ikke samfundet skal knække over i dem der kan begå sig digitalt og en stor gruppe digitale analfabeter. Bibliotekerne er parate, så lad os investere i dem, for at give alle en chance for at deltage” slutter Vagn Ytte Larsen.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog