Region Midtjylland: Stærkt nyt hold på kultur- og biblioteksområdet

Den nyvalgte bestyrelse. Foto: Per Høgh Sørensen.

Region Midtjylland har som eneste af landets fem regioner en DB Biblioteks- og Kulturforening. Foreningen har netop afholdt sin generalforsamling. Samtidig var der også valg af fem politikere fra regionen til Repræsentantskabet i Danmarks Biblioteksforening.

Der var et overvældende fremmøde og kampvalg, da Region Midt’s kommunalpolitikere mødte op til valgmøde på Ikast Bibliotek tirsdag aften den 23. januar. På mødet skulle vælges ny bestyrelse for Biblioteks- og Kulturforeningen i Region Midtjylland – ni kommunalpolitikere og otte fagfolk. Og ikke mindre vigtigt de fem politikere, som skal repræsentere regionen i den landsdækkende kultur- og biblioteksorganisation Danmarks Biblioteksforening.

Inspiration, indflydelse og netværk
“Der er stor fokus på kultur og biblioteker i region Midtjylland. Derfor er det glædeligt, at så mange politikere bredt i regionen søger indflydelse via Danmarks Biblioteksforening. Med den bredt sammensatte bestyrelse har vi gode muligheder for at bygge videre på den udvikling og det samarbejde, vi har haft på tværs i regionen i forbindelse med kulturhovedstadsåret 2017. Og med de fem nyvalgte medlemmer til Repræsentantskabet står vi også godt rustet, når der skal tales biblioteks- og kulturpolitik på nationalt plan,” fastslog Steen Bording Andersen (A), der blev genvalgt som formand for regionsforeningen og dermed også er blandt de fem, der i denne byrådsperiode skal repræsentere Midtjyllands interesser i Danmarks Biblioteksforening.

Lokale politikere til den nationale biblioteksforening
I region Midtjylland blev følgende fem valgt til Danmarks Biblioteksforenings Repræsentantskab: Steen Bording Andersen (A), Aarhus, Inge Dines (A), Ikast-Brande, Hans Skou (V), Aarhus, Bente Refslund (SF), Silkeborg, og Hüseyin Arac (A), Aarhus. Landsforeningens Repræ-sentantskab sammensættes repræsentativt ud fra november måneds kommunalvalg og har som sin fornemste opgave at sætte kursen for landet mest besøgte kulturinstitution, biblioteket, som årligt har 38 mio. besøgende.  Den overvældende interesse for at stille op til foreningens repræsentantskab skal nok også ses i lyset af, at kulturministeren har annonceret, at landets biblioteker skal have et eftersyn i forhold til de mange nye opgaver, som de løser i kommunerne, men også den stærke stilling som bibliotekerne har i regionen.  Som medlemmer af Danmarks Biblioteksforenings Repræsentantskab står regionens fem medlemmer nu på den stærkest mulige platform for at arbejde for bibliotekerne i regionen og for biblioteker i hele landet.

Sats på kultur og biblioteker
“Kulturelle aktiviteter som f.eks. biblioteker hjælper os med at forstå verden. Vi oplever, at kulturaktiviteter kan være med til at løse udfordringer lokalt. Det er dog også vigtigt at få sagt, at kulturen er et gode i sig selv.” Sådan lyder det bl.a. i Ikast-Brandes nye Kultur- og bibliotekspolitik, som Helle Mathiasen (A), udvalgsformand i Ikast-Brande, fortalte om som optakt til generalforsamlingen og valget.

Netop dét skal de nyvalgte politikere i samarbejde med fagfolkene gøre de næste fire år. I Midtjylland og på landsplan.

 

Foto: På politikerside valgtes Steen Bording Andersen (A), Aarhus. Inge Dines (A) Ikast-Brande. Mahad Yussuf (A), Aarhus. Bente Refslund (SF) Silkeborg. Erik Viborg (V), Ringkøbing-Skjern. Liselotte Hillestrøm (A), Hedensted. Hans Skou (V), Aarhus. Lene Dybdal (A) Holstebro. Jacob Bille (LA) Horsens. Mens følgende blev valgt blandt fagfolkene: Lars Bornæs, Silkeborg. Henrik Schou Zacho, Holstebro. Morten Skovmand Fogh, Horsens. Hans Nielsen, Randers. Iben Østerbye, Holstebro. Martin Lundsgaard-Leth, Ikast-Brande. Rolf Hapel, Aarhus, og Britta Thuun-Petersen, Viborg.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog