Rejsegilde i Krystalgade

I årevis har københavnerne savnet enten et nyt hovedbibliotek eller i alle tilfælde en gennemgribende renovering og udvidelse af det nuværende i Krystalgade; her savnes ud over bedre plads, ordentlige lysforhold også mere moderne biblioteksfaciliteter og -indretning generelt.

I juni 2010 enedes man så politisk om en større ombygning af Krystalgade: 110 mio. kroner fordelt over flere faser i løbet af årene 2010-2014.

Med Borgerrepræsentationens 2011-budget blev det imidlertid klart, at disse midler ikke reelt er afsat, men ‘bliver det hen ad vejen’. I slutningen af 2010 igangsattes så en første fase med de 10 mio. kroner, der var bevilget. Og den 14. marts erklæredes så fase 1 gennemført. Her er ikke tale om større ændringer, men et nyt caféområde, nyt læseområde mod gaden og nye karnapper.

“Næst efter Tivoli er Københavns Hovedbibliotek den mest besøgte kulturinstitution i hovedstaden”, fortalte kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) i forbindelse med den 14. marts. Hun havde håbet, at: “- det var et helt nyt Hovedbibliotek, jeg stod og indviede i dag. Men når det nu ikke kunne være sådan i denne omgang, så er den nye ombygning bestemt også værd at fejre.” Pia Allerslev forudså, at flere penge er på vej til de næste etaper af renoveringen. Jens Steen Andersen, chef for hovedbiblioteket, anslog en lignende tone og valgte at ‘tale om rejsegilde’ frem for indvielse, idet der blot var tale om det første skridt på vejen til et helt gennemrenoveret hovedbibliotek.

Nu er det så op til Borgerrepræsentationen og de kommende 2012-budgetforhandlinger at afgøre, hvor hurtigt de 700.000 københavnere, som årligt bruger hovedbiblioteket, skal have et tidssvarende og mere brugervenligt bibliotek.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog