Samfund, demokrati og "os"

Igen i år har Danmarks Biblioteksforening budt på to interessante og medrivende dage, med inspirerende oplæg og taler, denne gang under Comwell Korsørs mere intime rammer. Spændende stande fordelt ud over området, lige til at gå på opdagelse imellem og med nye folk at lære af.

Vores samfund
Torsdag lagde hårdt ud med Bo Lidegaards, ifølge ham selv overfladiske, overblik over samfundsudviklingen. Urbaniseringen er uungåelig. Vi får færre børn, derfor færre penge i statskassen. Forbrugerne forlanger øget produktivitet. Bibliotekarernes søgefunktion kan erstattes af computere. Men det betyder ikke, at bibliotekerne bliver overflødige. Folk kommer af egen fri vilje på bibliotekerne i modsætning til f.eks. socialkontoret.

Lidegaard sagde yderligere to ting, der virkelig bed sig fast i mig:
“Problemet er, at jo større problemet er, jo mindre lytter man til eksperterne”. Den lader vi lige stå, som den er.
Den anden ting var, at når alle os “almindelige” mennesker holder op med at se de svagere stillede som almindelige, uheldige mennesker, der bare skal bruge en chance mere for at komme tilbage i samfundet, så er det ikke længere et velfærdssamfund vi har. Når vi i stedet ser på “dem” og “os” og bebrejder de dårligt stillede, ja, så begynder de også selv at tro på, at det er deres egen fejl. Denne tanke kan oversættes til så mange andre områder.

Dannelse, Deltagelse, Demokrati
I en tid hvor alting skal gå endnu hurtigere, digitaliseringen næsten løber fra os, og alverdens viden kun er et klik væk, bliver bibliotekernes og bibliotekarernes rolle endnu vigtigere. Ikke bare som et frirum, hvor der ikke er “dem” og “os”, men som et sted, hvor man kan lære at skelne mellem fake news og troværdige kilder.

Temaet dannelse, deltagelse og demokrati opsummerer elegant, hvad det er, der er så vigtigt. Udfordringen er dog stadig at få det kommunikeret ud til det danske land. For selvom de fleste nikker og siger ja, selvfølgelig er det det bibliotekerne kan, så kan mange stadig være i tvivl om, hvad ordene egentlig indeholder. Hvad er dannelse? Hvornår har jeg deltaget? Er demokrati andet end retten til at stemme?

Alle skal have muligheden for at tale - men hvad hjælper det, hvis der ikke er nogen, der lytter?

Som næste generation af næsten færdiguddannede informationseksperter har jeg, såvel som mine medstuderende, en vigtig opgave foran os. Heldigvis føler jeg mig godt rustet til arbejdet, og når jeg ser på mine mange kommende kollegaer, tror jeg på at det nok skal lykkedes!

/Cecilie D. Breum, SDU Kolding

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog