Set fra Seattle: Minoriteter og rummelighed

Et brændende tema i både USA’s landspolitiske og uddannelsespolitiske debat drejer sig om race, køn og identitetspolitik. Der er fokus på systemisk undertrykkelse og på den uvidenhed, der hersker om de mekanismer, der virker diskriminerende.

At uligheden i samfundet herovre er enorm, skal man være blind for ikke at se (nu skal jeg vare mig for ikke selv at bruge et sprog, der kan virke undertrykkende). Det kræver heller ikke nogen universitetseksamen at konstatere, at visse grupper defineret ved race eller køn har vanskeligere vilkår end f.eks den veluddannede hvide middelklasse.

Uligheden i udgangspunktet i forhold til uddannelse bliver italesat her på iSchool, og universitetet har et ”Office of Minority Affairs & Diversity”, der laver kurser og har udgivet en diversitets-ordbog, der definerer mange af de begreber, som anvendes i debatten.

Selvom nogle af reaktionerne fra enkelte i udsatte grupper kan virke hypersensitive – og der er eksemp-ler på overdreven hensyntagen og politisk korrekthed – er der ingen tvivl om, at universiteterne gør et stort og vigtigt arbejde for at gøre undervisere og studerende bevidste om de ofte ubevidste undertrykkelsesmekanismer, der kan gøre det vanskeligt for African-Americans, First Nation Tribes, transkønnede eller andre minoriteter at gennemføre en videregående uddannelse.

På iSchool kommer man ikke ind som studerende eller underviser uden at have udfyldt et diversity statement, som bliver nøje vurderet på linje med akademiske og andre kompetencer.

Midterm-valget var i øvrigt en stor opmuntring for de liberale kræfter og LGBT-segmentet, der fik flere valgt ind end nogensinde tidligere, næsten alle demokrater, mens en række af de mest bigotte republikanere blev stemt ud af Repræsentanternes hus. Også Trump-administrationens forsøg på at smide transkønnede ud af hæren er blevet stoppet af domstolene, så måske er der lysere tider forude. 

 

Rolf Hapel, University of Washington's Information Scholl, Seattle.                                                

 

 

 

 

                        

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog