Stærk demokratidiskussion på de svenske 'Biblioteksdagar'

Humør og gensynsglæde på årsmødet i Växjö trods mødets alvorlige emner. Foto: Elisabeth Ohlson Wallin.

Sveriges biblioteksforening adskiller sig fra DB ved at være en samlet forening for skole-, folke- og forskningsbiblioteker og en forening for fagfolk, hvor DB er mere politisk defineret. Derfor hedder det svenske årsmøde heller ikke “Bibliotekspolitisk topmøde“ som i DB, men “Biblioteksdage“ og “branchedage”. Men det gør ikke nogen særlig forskel i forhold til emner og strategiske debatter. Det svenske årsmøde er som det danske stærkt politisk fokuseret, især i et større samfundsperspektiv.

Mødet er bygget op med en række plenumpræsentationer med politisk og strategisk indhold og en lang række parallel-seminarer, hvor der fokuseres mere fag-fagligt på nye medier, nye formidlingsformer, udfordringer, brugere. På årets møde i Växjö var demokratidiskussionen det gennemgående tema, og mødets overskrift “Bibliotek – en alle-mannsrät”.

Skarp minister
Et af de stærkeste oplæg blev givet af den kun 34 årige svenske utbildningsminister, Gustav Fridolin (Miljøpartiet de grønne). Han lagde ud med at tale om netop det frie ord og truslerne imod det, om den voksende informationsmængde og den faldende forståelsesrate. Om betydningen af at skabe rum, der formidler for-ståelse.

Med et Zygmunt Bauman citat gik han i kødet på Facebook og de andre sociale medier: Facebook er et egocamera, du tror, du møder andre, men du møder kun dig selv. Det rigtige møde er ikke båret af likes. Biblioteket kan derimod være sted for ægte møder. Fokusér mere på kompetencer og glem diskussioner om antal hyldemeter for at skabe sådanne møder, sagde ministeren.

Han var også stærkt optaget af, at så stor en andel af børn og unge ikke får lært at læse. ”Vi må løse problemet i fællesskab. Skolen må arbejde sammen med biblioteker og andre kulturinstitutioner, idræt, foreninger. Tag ungerne med sammen på biblioteket efter klubtræningen. Bibliotekerne må hjælpe folk med at skelne mellem sandt og falskt, lære brugerne digital selvkritik, styrke den grundlæggende dannelse.” Men der er et kompetence-forsyningsproblem i bibliotekerne, sagde han, og pegede på nødvendigheden af at skabe mere dynamiske uddannelser og efteruddannelser.

Den nationale biblioteksstrategi, der er under udarbejdelse i Sverige, kommenterede ministeren også ved at sige, at et af de vigtigste krav til bibliotekerne frem-over vil være, at de hurtigt kan forandre sig. Og så sluttede ministeren af med at mane til kamp mod de mørke kræfter, ”det frie ord er vores grund, vi skal afklare bibliotekets rolle i det offentlige rums service, herunder hvordan vi møder den, der aldrig kommer selv.”

Demokratidiskussionen
Demokratidiskussionen blev fulgt op i flere indlæg senere. Maria Pia Cabero fortalte om tilblivelsen af Rättviseförmedlingen, et netværk med 100.000 deltagere, der hjælper med at finde kompetencer primært blandt indvandrere ‘for konstruktivt at korrigere skævhederne i samfundet’. Offentligheden opfatter fremmedhed negativt. Faktisk ser hun minoritetsgruppernes rettigheder som truede. Derfor må man aktivt promovere ‘de fremmedes’ kompetencer, så samfundets sande mangfoldighed bliver frigjort.

Alexander Bard er et svensk fænomen, en blanding mellem filosof og stand up’er, der selv betegner sig bl.a. som internetsociolog.

I en enkelt forelæsning bevægede han sig fra stenalderen til nutiden med fokus på forandringsprocesserne. Vi glor skærm 8-9 timer om dagen, det udfordrer alt, også demokratiet. Hans bud på kulturelle værdier i den virtuelle tidsalder er deltagelse og stadig relationsskaben som et opgør med kapitalismens individualisme.

National biblioteksstrategi
Bibliotekssverige følger arbejdet med den nationale biblioteksstrategi. I øjeblikket ventes der på en omverdensanalyse, der er publiceres i september. I foråret 2018 kommer det første egentlige oplæg til strategi. Projektet har hidtil produceret en række kortfilm om forskellige biblioteksopgaver og nogle rapporter, senest en kritisk skolebiblioteksrapport. Der var således ikke egentligt nyt at berette, men formanden for udredningsgruppen, Erik Fichtelius, faldt ind i temaet, fordi størstedelen af hans indlæg fokuserede på ‘fake news’ og ‘alternative facts’ som en udfordring af demokratiet, som bibliotekerne er godt rustede til at tage op.

Biblioteksforeningen har op til årsmødet i øvrigt selv været igennem en demokratisk proces om deltagelse eller ej i årets bog-messe. Her er skandalen, at Bogmessen i Göteborg har givet en stand til det højreekstreme blad Nya Tider, så kræfter i biblioteksforeningen talte for at boykotte messen i protest. Men flertallet går ind for at stille op, så sådan bliver det.

 

 

 

 

 

 

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog