Styrk læsning afhjælp læsehandicaps

Let eksponerering på BIBLIOTEKET Rentemestervej. Foto: BIBLIOTEKET

Blandt Danmarks knap 5.750.000 indbyggere læser godt 10,4% med besvær. Borgere med læseproblemer har i lige så høj grad som normalt læsende krav på en god biblioteksbetjening. Men hvad er god biblioteksbetjening, når du har svært ved at læse, og hvem sørger for, at du kan få det?

"At bibliotekets dør er åben betyder ikke, at der er lige adgang!"

Målgruppen kommer ikke på biblioteket af sig selv. Der er behov for både politisk og i bl.a. formidlingskredse at tage diskussionen om et mere fællesnationalt syn på brugere med læsevanskeligheder.

NOTA når langt men langt fra alle
Ifølge bibliotekslovens §15 har NOTA (tidl. Danmarks Blindebibliotek) det overordnede ansvar for at fremskaffe materiale til bibliotekerne til blinde, svagtseende, ordblinde og andre der på grund af handicap er ude af stand til, eller har vanskeligt ved at læse trykt tekst. Nota gør et stort arbejde for alle de ca. 120.000 børn og voksne læsesvage med et dokumenteret behov, som udgør deres brugere. Men hvad med den store gruppe, som befinder sig i en gråzone, fordi de ikke læser dårligt nok til, at de kan benytte sig af NOTAs tilbud eller ikke kender det?

DR’s program, Ligetil - Nyheder der er lette at læse, estimerer, at omkring 600.000 voksne danskere har læseproblemer. Der er altså mere end en halv million danskere, der har læseproblemer, men som ikke har ret til at gøre brug af NOTAs service, og dermed er henvist til at bruge folkebibliotekerne.

Betjeningen af voksne ordblinde og af andre læsesvage i bibliotekerne er imidlertid ikke specificeret i hverken bekendtgørelse eller på anden vis, og derfor er serviceniveauet helt op til det enkelte bibliotek.

Hvilke tilbud findes der?
Mange af landets folkebiblioteker har gode projekter og tilbud til læsesvage, og flere har understøttende læse- og skriveværktøjer på deres pc’er. Men færre og færre biblioteker prioriterer særlige opsøgende afdelinger eller personale, der er uddannet til at betjene brugere med særlige behov eller handicaps.

Den type tilbud er ressourcetunge at udvikle og drifte i det enkelte biblioteksvæsen, og det kræver specialviden. Dog findes der i dag ikke nogle nationale indsatser, der letter arbejdet.

Mennesker med læseproblemer kommer ikke på biblioteket af sig selv. Det kræver en aktiv indsats både i og uden for biblioteket. Det skal være let at finde de rette materialer – de skal være til at få øje på, og bibliotekerne skal målrettet formidle, at der er noget at komme efter.

Men bare fordi døren en åben, betyder det ikke, at der er lige adgang. Mange læsesvage undgår biblioteker og kender ikke tilbuddene og materialerne. Skiltningen og vejledningen på bibliotekerne er ofte skriftbaseret, og det kan være svært som læse-svag at finde de særlige tilbud især i biblioteker med selvbetjening.

Men hvad kan man gøre?
To eksempler viser, at det først og fremmest kræver omtanke og ledelsesmæssig bevågenhed, og at en indsats ikke behøver være dyr. I Københavns kommune har man på BIBLIOTEKET Rentemestervej lavet et forsøg med en ny og mere iøjnefaldende præsentation af materialerne, hvor fokus har været at tilgodese de læsesvage borgere i et bibliotek med selvbetjening mange timer om ugen. Samlingen med lette bøger for voksne er blevet stillet på en fremtrædende plads i udlånet ved borgerservice. Bøgerne er nye og står med forsiderne fremad på skråhylder eller i bladrekasser. Efter tre måneder er udlånet på lette bøger til voksne steget med 25%.

Vejle Bibliotekerne har i flere år i samarbejde med det lokale ordblindenetværk Netværkslokomotivet haft et lignende projekt om fysisk formidling af materialer til voksne ordblinde.  Efter projektets afslutning ser de et tydeligt fald i brugen af materialerne på knap 25%.

De to eksempler indikerer, hvor stor betydning det kan have, at indsatsen/præsentationen og formidlingen prioriteres i voksen-afdelingen, i formidlingen og på ledelsesgangen.

Hvad er problemet?
Problemet er bestemt ikke uvilje mod at løfte opgaverne, men snarere en serie af uhensigtsmæssigheder.

Der mangler bare en fælles rettesnor: Fordi der ikke er formelle krav til biblioteksbetjeningen af målgruppen, bliver indsatserne mange steder udført af enkelte personer, og er det ikke en prioritering bliver indsatsen forskelligartet og ofte ustabil, når andre opgaver trænger sig på.

Specialviden om området er ofte knyttet til en enkelt person: Den viden, der findes i et bibliotek ligger ofte hos en enkelt medarbejder, og ofte forsvinder specialtilbuddene med dem, når andet skal tilgodeses. Hvis medarbejderen får nyt job eller bliver pensioneret, er det i en trængt økonomi ikke altid, at stillingen bliver genopslået eller måske får den andet indhold.

Samlingerne forfalder: Bibliotekerne oplever, at der er stadig større krav om gode udlånstal og dokumentation. Både fra politisk niveau, men også ud fra et ønske om at bruge ressourcerne bedst muligt. De lette bøger, dem der er lette at læse, har ikke altid den bedste placering på bibliotekerne og har heller ikke altid den største bevågenhed. Og når materialer ikke benyttes, forsvinder incitamentet til at købe nyt. Præsentation og formidling af materialerne er altafgørende for, at de bliver brugt.

Hvad er så løsningen?
Hvordan kan vi gøre det nemt for bibliotekerne at præsentere de lette bøger for de læsesvage. Læsebearbejdede materialer er dyre at producere og derfor dyre at købe. I Danmark produceres lette bøger på kommercielle vilkår. Der findes ikke som i f.eks. Sverige og Finland en statslig myndighed, der har til opgave at tilgængeliggøre, udgive og distribuere letlæst litteratur i den udstrækning, behovet ikke tilgodeses på det kommercielle marked.

Projekter er ofte både ressourcetunge at udvikle og at drifte – men sådan behøver det ikke at være. Skal vi finde løsninger, der kan holde, bliver vi nødt til at samarbejde på tværs af bibliotekerne. Eksemplet fra København viser, at man ikke behøver at lave store ændringer, før det gør en forskel. Der findes i Danmark mange gode eksempler på at opgaver bliver løftet i fællesskab. Litteratursiden.dk er sådan et.

Hvor ligger opgaven?
Målgruppen kommer ikke på biblioteket af sig selv. Der er behov for både politisk og i bl.a. formidlingskredse at tage diskussionen om et mere fællesnationalt syn på brugere med læsevanskeligheder.

Der er er behov for flere data for at finde løsninger, der både tilgodeser brugernes og bibliotekernes behov. Men det behøver man ikke vente på.
 

Kom selv i gang: I første omgang foreslår og anbefaler vi – begge med tilknytning til den internationale biblioteksorganisation IFLA’s sektion for læsehandicaps, Library Services to People with Special Needs – alle biblioteker at gøre følgende:

  • Overvej, om I køber nok ind af letlæste voksenbøger, der i øvrigt også er gode i integrationssammenhænge.
  • Hvor er disse bøger placeret i biblioteket? Er det muligt ved hjælp af f.eks. bladrekasser på billig vis at stille bøgerne tæt ved indgang eller særlige attraktive siddepladser og steder i biblioteket.
  • Husk tydelig skiltning: LETTE BØGER  FOR VOKSNE og lignende.
  • Hent også inspiration i IFLA’s vejledning Biblioteksbetjening af mennesker med ordblindhed, den kan hentes frit på www.db.dk/ webform/publikationer.
     

Marie Engberg Eiriksson, Gladsaxe Bibliotekerne, og Helle Mortensen, tidl. Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne nu pensioneret.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog