Svar vedr.: Høring over Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophavsret på det digitale indre marked

Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Att. Lasse Lau Nielsen

Svar vedr.: Høring over Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophavsret på det digitale indre marked.

Danmarks Biblioteksforening (DB) har modtaget høring og takker på vegne af Biblioteksparaplyen, de danske biblioteksorganisationer nævnt nederst, for muligheden for at afgive høringssvar. DB har følgende bemærkninger:

Det nye direktiv er blevet til på baggrund af den gennemgang af EU ophavsretsreguleringen, som har været i gang i nogen tid. Udspillet var imødeset med stor interesse.

Det indeholder nogle interessante intentioner i forhold til at skabe modeller og ordninger, der kan sikre brugere, producenter og formidlere af ophavsretsbelagt materiale.

Der er imidlertid kun få punkter, hvor forslaget lægger en bindende ramme og der er mange åbne punkter, hvor implementeringen i dansk lov bliver afgørende. 

Generelt indeholder forslaget til direktiv ikke en løsning på det punkt, som vi har imødeset med størst interesse – nemlig sikring af en ret til bibliotekerne vedrørende digitalt udlån af materiale. I den sammenhæng håber vi at den ventede dom fra CJEU vil skabe et grundlag, som afspejles i direktivet.

Der henvises i den sammenhæng også til den indstilling, som Europa-Parlamentet vedtog 9. juli 2015, hvor de ”anerkender betydningen af biblioteker for så vidt angår adgang til viden og opfordrer Kommissionen til at vurdere vedtagelsen af en undtagelse, der gør det lovligt for offentlige biblioteker og forskningsbiblioteker at udlåne værker til offentligheden i digitalt format til personlig brug for en begrænset periode – enten via internettet eller via bibliotekernes netværk, således at de på effektiv vis og i en ajourført form kan opfylde deres almennyttige opgave med at formidle viden.”

Der er lagt op til at de nuværende regler i infosoc-direktiv fastholdes som udgangspunkt.
Det er for DB meget vigtigt, at de nuværende undtagelser og begrænsninger i dansk sammenhæng ikke forringes.

Øvrige kommentarer

Vedrørende artikel 3 om tekst- og datamining
Det ses som positivt, at forslaget indeholder en obligatorisk undtagelsesbestemmelse vedrørende tekst- og datamining. Der er imidlertid tale om meget vage formuleringer i forslaget. Tekst- og Datamining kræver rettighedshaverens aktive medvirken, da forlag ofte har tekniske foranstaltninger på plads, designet til at blokere for den type aktiviteter. Tekst- og datamining forudsætter systematisk massedownload af tekster. Det vil være hensigtsmæssigt at der i undtagelsen fastsættes konkrete minimumsbetingelser for hvornår tekst- og datamining altid skal kunne udøves, uden rettighedsholderens aktive medvirken.

Forslaget til direktiv forholder sig ikke til dén problematik, der foreligger i forhold til tekst- og datamining aktivitet udøvet på indhold, hvor rettighedsholderne befinder sig udenfor EU's grænser (fx indhold på Facebook). Ligeledes er retstillingen ikke klar, hvad angår tekst- og datamining af indhold, som forskningsinstitutionen har adgang til gennem en licensaftale med en aftalepart udenfor EU og hvor kontrakten er styret af dette lands lovgivning. Dette vil effektivt kunne forhindre tekst- og datamining af indhold indgået med amerikanske og asiatiske aftalepartnere, hvis deres landes lovgivning ligger til grund.

Der er tale om problemer, som der bør tages effektivt højde for i formuleringen af teksten.

Vedrørende artikel 11 om beskyttelse af pressepublikationer med henblik på digital anvendelse
Med hensyn til nye rettigheder til udgivere af pressepublikationer er der grund til at bekymring for, at det vil gøre det endnu sværere og dyrere at gøre materiale tilgængeligt, når der tilføjes nye rettighedshavere. 

Vedrørende artikel 12 om krav på kompensation
I forbindelse med forslaget om krav på kompensation til udgivere er det meget væsentligt at få understreget, at dette kun bør gælde under forudsætning af, at udgiver har betalt vederlag til ophavsmanden.

Vedrørende gennemsigtighedsforpligtigelsen i artikel 14

Kravet om en gennemsigtighedsforpligtigelse i artikel 14 er vigtig og fastsat af hensyn til ophavsmændene. Det er dog meget afgørende, at det præciseres at bestemmelsen også skal omfatte ophavsmænd, der overdrager rettigheder UDEN at modtage vederlag, som følge af en svag forhandlingsposition. De forbigås fuldkommen i forslaget til direkte og de bør absolut inddrages.

Vedrørende en aftalejusteringsordning i artikel 15
Denne ret bør inkludere ophavsmænd, der har overdraget rettigheder uden modtagelse af vederlag. Sådanne ophavsmænd (typiske akademiske forfattere af videnskabelige artikler) bør sikres alternative former for vederlag - fx retten til at arkivere kopier af de publicerede forskningsartikler i forskningsinstitutionens repositorier efter EU egne fastsatte embargoer (6/12 måneder for henholdsvis hårde og bløde videnskaber)

Andre bemærkninger
Det er positivt at der er lagt op til en licens til massedigitalisering samt brug af værker i digital og grænseoverskridende undervisning. Det er punkter, hvor der er grundlag for at supplere, men ikke erstatte det nuværende danske aftalesystem.

I forhold til forslaget om licens til massedigitalisering advares der mod at fastsætte en tung administrativ proces, som det er sket i forbindelse med bestemmelserne om forældreløse værker. 

 

Med venlig hilsen

Michel Steen-Hansen Direktør/Danmarks Biblioteksforening

På vegne af biblioteksparaplyens medlemmer: Bibliotekarforbundet, Bibliotekschefforeningen, Danmarks Biblioteksforening, DFFU/Danmarks Forskningsbiblioteksforening.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog