Synspunkter og debat. DB Kulturkonference 2021 "Kulturens Værdi"

Debatten stoppede ikke i kaffepausen. Foto Palle Peter Skov.

- Velkommen til en dag med ny kriseviden og nye udviklingsperspektiver, som de tegner sig lige nu. Vi håber den kan bidrage med ny inspiration til arbejdet i jeres egne kommuner og til den lokale debat om bibliotekerne og byudviklingen, lød det fra Mads Sørensen (V), formand for Kultur og fritid i Varde Kommune og for Danmarks Biblioteksforenings Kulturvalg, inden han gav stafetten videre til et næste marathon-agtigt program med tre sessioner og ni vigtige bidrag til aktuel kultur- og biblioteksdebat set i lyset af corona.

- Skal vi se visionært på vores opgave, på Det Kgl. Bibliotek og i folkebibliotekerne, så handler det i bund og grund om at reflektere over demokratiet og bidrage til en aktiv inddragelses- og skabelsesproces omkring de store problemstillinger i vores samfund, apropos Michael Bang Petersens fokus. Lise Bach Hansen, Head of Programming and Literature på Det Kgl. Bibliotek og aktiv i flere nordiske sammenhænge, opfordrede til øget formidlingssamarbejde omkring live-streaming f.eks. om events som KB-debatten i maj mellem den franske politiker Laurent Fabius og Martin Breum om klimaet og den arktiske udvikling.

- Kulturen er kernevelfærd og en helt grundlæggende del af vores fællesskab, livskvalitet og noget af det, vi skal overleve af på Langeland og blev derfor ikke en del af besparelser, da lokalpolitikerne måtte finde 20 mio. kroner for at få budget 2022 på plads. Jane Marie Jegind, erhvervs-, kultur- og turismechef i Langeland Kommune, fortalte om udfordringer og partnerskaber i en af Danmarks mindste kommuner. Med 12.400 indbyggere må man til stadighed være kreative, tænke ud af boksen og på tværs af tilbud for at tackle en kommunevirkelighed med 6.000-7.000 deltidslangelændere og et årligt besøg af turister på en halv million.

En biblioteksbog, og udlængsel kan betyde alt for et menneskes udvikling, Christian Lauersen, chef for Bibliotek og Borgerservice i Roskilde, introducerede den indsigt en stor ny undersøgelse om folkebiblioteks betydning set af borgerne rummer med indlægget ”Et biblioteksbesøg er mere end et tal”. Læs den store artikel om ét nyt sprog for bibliotekets værdi og dét, det giver til borgerne, i Danmarks Biblioteker nr. 2, 2021. Pligtlæsestof for enhver kommunalpolitiker og medarbejder, der beskæftiger sig med kultur- og biblioteksområdet.

- Hvorfor skal man interessere sig for kultur og sundhed? Anita Jensen, forsker ved Aalborg Universitet og postdoc tilknyttet Region Skåne, fortalte om området, som er et voksende felt fra kreative terapier til deltagelse i kunst og kultur, behandling og pleje, narrativ medicin osv. Beslutningstagere erkender i stigende grad, at kunst og kulturaktiviteter kan hjælpe med at løse nogle af samfundets udfordringer som f.eks. det stigende antal mennesker, der lever med kroniske, mentale og fysiske udfordringer.

- Vi er rigtig glade for at bo i Sønderborg. Biblioteket og kunstskolen har betydet meget! Med stort lune fortalte Nana Fatou Danjo Klit og Asger L. Mathiesen, hvad de kunne ønske sig af kulturlivet i næste valgperiode. ”Vi har mange gode tilbud, men vi skal være bedre til at invitere og inddrage unge. De skal selv stå i spidsen for arrangementer og tilbud. Mange unge ved ikke, at fede tilbud som vores akademier og ungdomshuset Mejeriet findes. Vi kunne godt tænke os, at flere får del i dem og deltager, og at unge fra forskellige skoler og steder i kommunen blandes.” Et konkret ønske var derfor også bedre busforhold.

- Jeg tror og håber, at I alle kommer inspirerede herfra, afrundede Steen Bording Andersen (A), formand for Kulturudvalget i Aarhus og for Danmarks Biblioteksforening. Jeg tager i alle tilfælde hjem med masser af idéer og overvejelser til vores aktiviteter – og hvor har det været skønt at mødes igen i Sønderborgs flotte Multikulturhus på jeres herlige havnefront.

De enkelte konferencepræsentationer kan (gen)opleves på www.db.dk/kulturkonference2021.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog