Temasamarbejde med vokseværk. Danmarkshistorien

Aldrig før har så mange biblioteker været samlet i et nationalt temasamarbejde. Hele 77 biblioteker er med, når de gennem 2017 i fællesskab fortæller “Historier om Danmark” i sammenhæng med DRs fokus på danmarkshistorien.

Du kom egentligt for at låne den nye svenske krimi og havebogen om, hvornår du må plante tomater ud i drivhuset. Men hov – hvad er nu det, der er rykket ind på dit lokale bibliotek?

Er det en solvogn? Ja, det er det vist, og lidt længere nede står en gravhøj og omridset af en ringborg. Nå ja, der er fokus på danmarkshistorien i år, og det er oplagt, at også biblioteket skal bidrage til at fortælle den nye danmarkskrønike.

Historier om Danmark
Danmarkshistorien er for alvor rykket ind på bibliotekerne landet over. 77 biblioteker deltager via temasamarbejdet i det store nationale projekt Historier om Danmark, som er et tværgående samarbejde mellem Danmarks Radio, Slots- og Kulturstyrelsen, Nationalmuseet og de statsanerkendte museer og arkiverne.

Bibliotekerne er gået samlet med i projektet for at berige den nationale fortælling om vores fælles historie for at skabe rum til debat og refleksion, og for at bringe bibliotekernes kompetencer i spil; qua bibliotekernes lokale forankring og gode kontakt til borgerne er de en vigtig aktør, når fortællingerne om danmarkshistorien skal nå ud på landets yderste revler.

Et samarbejde, der samler sektoren
Temasamarbejdet er et projekt, der søger at samle flest mulige af landets biblioteker om at arbejde med samme tema. Det bliver gjort ud fra devisen om, at mange biblioteker brøler højere end et enkelt, og at vi i fællesskab på tværs af kommunegrænser og regioner kan samskabe formidling i verdensklasse – formidling, som kan sætte dagsorden og skabe værdi ude hos borgerne.

Temasamarbejdet startede som projekt tilbage i 2014, hvor Aalborg Bibliotekerne for første gang fik støtte af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre til at undersøge mulighederne for tværkommunalt og ressourcebesparende bibliotekssamarbejde, hvilket siden har medført succesfulde kampagner som Ensomhed, Iværksætteri og innovation, Kvinde og Vold mod børn.

Øget tema-fokus i 2017
I indeværende år har temasamarbejdet hævet overliggeren, afsat flere ressourcer til koordineringen, og fremsat et ambitiøst mål om, at 90 danske biblioteker skal være med i samarbejdet ved årets udgang.

Aalborg Bibliotekerne søgte og fik støtte af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingsmidler til nationale biblioteksformål til projektet Temasamarbejde på de danske biblioteker 2.0, og de skal nu i tæt samarbejde med de øvrige centralbiblioteker udvikle og udvide samarbejdet, så dette når nye højder.

“Når centralbibliotekerne og bibliotekerne går sammen om udviklingen af temakampagner, så får vi de fornødne muskler til at indgå i store nationale partnerskaber, men vi får også ressourcerne til at sikre en kvalitet i produkterne, som kan være svært at opnå som enkelt bibliotek. Sammen har vi mulighederne for at skabe en række unikke kampagner, og hvis vi som biblioteker formår at tænke temakampagnerne helt ind i vores aktiviteter og udstillinger i stedet for at anse dem som ekstra aktiviteter, ja så kan vi for alvor sætte et aftryk og positionere bibliotekerne som aktuelle, debatskabende og borgerinddragende”, som Tina Bang Jakobsen, udviklingschef ved Aalborg Bibliotekerne, formulerer det.

Indblik i den fælles idégenerering
Perioden fra oldtid til sen middelalder er allerede behandlet i første del af bibliotekernes Historier om Danmark-kampagne; der har været stenalderkost, borgbyggeri, offermoser og pestudbrud på bibliotekernes platforme, men inden længe skal disse i stedet beskæftige sig med perioden fra renæssancen til år 2000, når anden del af temaet starter op efter sommerferien.

I starten af maj inviterede Aalborg Bibliotekerne derfor de deltagende biblioteker til idégenereringsworkshops – en i øst og en i vest.

Her kommer en lille reportage-bid, så man kan få en fornemmelse af, hvordan det gik løs:

”Ved et bord i Øregårdssalen på Gentofte Bibliotek sidder repræsentanter for fem folkebiblioteker samlet om et bord med en planche i midten. Idéer og forskelligfarvede post-it’s fyger om ørerne på dem – alt imens en stakkels bordformand ihærdigt prøver at indfange alle guldkorn og kommentarer, inden idéstafetten skifter spor og rykker planchen videre til næste bord, hvor fem nye bibliotekarer kan skyde frit fra hoften efter kollegaernes idéer.”

Resultatet af disse workshops bliver et stort fælles idékatalog, som biblioteker i samarbejdet får tilsendt. Herefter starter der endnu en proces, hvor bibliotekerne lokalt skal udvælge, hvad de vil arbejde videre med på deres biblioteker, og hvem de evt. kan samarbejde med lokalt for at realisere idéerne bedst muligt. Det kunne f.eks. være arkiver, museer eller skoler.

Ud over de fælles idéer får de deltagende biblioteker en række centrale gennemarbejdede produktioner samt en skarp grafisk pakke – udviklet af det prisvindende reklamebureau “det nye sort.”

Er du et af de 13 biblioteker, vi mangler?
77 biblioteker er mange, og i fællesskab kan vi brøle pænt højt. Men målet for 2017 er, at vi når op på 90 biblioteker, så der er stadig plads til flere. Tilmelding sker ved at skrive til Aalborg Bibliotekerne på: temasamarbejde@aalborg.dk.

ANDERS TAYLOR HANSEN, Projekt- og faciliteringsmedarbejder, Aalborg Bibliotekerne

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog