Tips til sommerlæsning

Sommerbiblioteker og sommerlæsere 2014. Illustration - uddrag: Sara Mollerup.

Ferietiden står for døren. Hvad enten ferien holdes sydpå eller nordpå, herhjemme i hængekøjen i et skyggefuldt hjørne af haven, ved stranden eller i en god lænestol, så er ferietid også læsetid. Som læserservice bringer 'Danmarks Biblioteker' derfor igen i år en række tips til din sommerlæsning. Idéerne kommer fra foreningens to næstformænd. God læselyst!

Kirsten Boelt, 2. næstformand og mediechef Aalborg Bibliotekerne anbefaler:
Jeg læser rigtig mange romaner – mange krimier, men der er også plads til store og vægtige bøger. Jeg har været helt opslugt af Hanne-Vibeke Holsts bog 'Knud den Store', det er en stor roman, stor på alle måder. Det er fortællingen om hendes far, forfatteren Knud Holst, en af de store danske forfattere. Bogen er både medrivende, levende og rørende, giver et fantastisk tidsbillede, en nuanceret personskildring og er meget vedkommende. Læs den i hængekøjen, bliv slugt og opslugt.

En anden bog jeg gerne vil anbefale, har jeg endnu ikke læst men gemt til ferien. På årets velbesøgte Ordkraft, ord- og litteraturfestivalen her i Aalborg 10.-12. april i Nordkraft, hørte jeg forfatterne til bogen 'Dig og mig ved daggry' tale. Bogen, skrevet af Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen, foregår i Aalborg. Den beskriver to unge menneskers selvmord, gribende, malende og meget barsk. Det er ikke en typisk ungdomsbog, men en bog der henvender sig til alle, som er optaget af livets eksistentielle spørgsmål, og dét stor sorg gør ved mennesker. Den bog glæder jeg mig til at læse!

Og så til allersidst: mangler du inspiration til sommerlæsningen, så giver www.Litteratursiden.dk  dig rigtig mange ideer, omtaler og appetitvækkere.

Hanne Pigonska, 1. næstformand og byrådsmedlem for Venstre i Odsherred anbefaler:
God sommerlæsning er mange forskellige ting, og jeg vil pege på de to bøger, jeg selv læser lige nu. Jeg er i gang med romanen 'Stadig Alic' af Lisa Genova. En helt fantastisk bog, som handler om en kvinde der får alz-heimers. Kvinden er neuropsykolog, og bogen er skrevet af hendes datter, som selv også er neuropsykolog. Man følger kvindens liv og familie fra det øjeblik, det går op for hende, hvorfor hun er blevet så glemsom, og gennem hele udviklingen i sygdommen. Jeg kan varmt anbefale bogen, som er vanskelig at slippe.

Desuden er jeg i gang med 'Svalens graf' af Sissel-Jo Gazan. Hun fik Læsernes Bogpris i år på DBs Årsmøde, og jeg forstår godt, hvorfor læserne på landets biblioteker pegede på netop den roman. Det er en kolossalt spændende bog, som jeg endnu ikke er nået så langt i, men den er meget fængslende på den måde, Gazan forstår at kombinere elementær spænding og videnskabsproblematikker. Den tegner rigtig godt. Og skulle man få smag for mere, er det bare med at læse Dinosaurens Fjer, som er dens forgænger.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog