Vi elsker bøger og strømmer til Bogforum

Med et samlet besøgstal for 2017 på 35.716 er der tale om en stigning på knap 4,5% i forhold til året før. Med de allerfleste besøgende om lørdagen.

Også til bibliotekernes store stand var der flot tilstrømning. Årets debat- og litteraturprogram på scenen gik lige fra kommunal- og kulturpolitiske overvejelser i forhold til kulturministerens annoncerede biblioteksanalyse i 2018 over bl.a. materialevalg og digitaliseringen af vores hverdag til en række litteraturdebatter med forskelligt fokus.

Midt på lørdagen trak bl.a. kulturminister Mette Bock og Sarah Engell, forfatter af flere hotte ungdomsromaner, fulde huse til en diskussion om “Medieforbrugets ændringer, litteraturens rolle og hvordan får vi f.eks. de unge i tale.”

Også dette års store litteraturquiz med Adrian Hughes var noget af et tilløbsstykke. Mange publikummer bidrog aktivt i de tre daglige quizzer, hvor i alt seks hold af forfattere, anmeldere og biblioteksfolk intenst dyster på paratviden om stor og aktuel skønlitteratur.
Hver dag blev afsluttet med “Vild med digte” – og interview og oplæsning af Dagens Digter. Fredag var det debutanten Nanna Storr-Hansen med Spektakel,
lørdag Peder Frederik Jensen med Skullfucking efterfulgt søndag af Olga Ravn og Den hvide rose.

Skønt Bogforum af en del betragtes som en rigtig københavnerbegivenhed, viser biblioteksstandens litteraturquiz, at bogelskerne kommer langvejs fra til landets største bogfest. De tre vindere af et boggavekort på 500 kroner gik således i år 100% til deltagere fra Jylland. Blandt de mange, der helt rigtigt gættede, at årets titel var Det lille hus på prærien af Laura Ingalls Wilder – en klassiker kendt af både børn og voksne – blev tre udtrukket, én for hver dag. Vinderne i år blev: Lone Kristensen, Holstebro, Mads Poul Jensen, Aabybro og Helle Post fra Aabenraa.

Den store bibliotekstand
Hele 18 af landets biblioteker har valgt at arrangere og stå sammen med Danmarks Biblioteksforening om den store stand "Danmarks Biblioteker". Det sker i tæt samarbejde med Bogforum og med støtte fra DBC, BF og HK samt Lammhults Biblioteksdesign. Og med deltagelse af eReolen.dk.

De 18 biblioteker er: Albertslund, Ballerup, Frederiksberg, Frederikssund, Gladsaxe, Gribskov, Helsingør, Herlev, Hillerød,Holbæk, København, Lyngby-Taarbæk, Næstved, Odense, Roskilde, Tårnby, Vejle og Aalborg.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog