Vi skal i fællesskab vise bibliotekets samfundsværdi

Folkebibliotekernes rolle i samfundet bliver til stadighed mere synlig. Ikke kun når det handler om adgang til information og kultur, men også som et omdrejningspunkt for læring i videnssamfundet.

Vi er derfor i DB glade for den store opbakning til bibliotekerne i befolkningen. Og vi er sikre på, at synliggørelsen af deres nytte og værdi vil resultere i, at samfundet også på sigt investerer i denne vigtige vidensinstitution.

Vi er også glade for, at så mange har valgt at bakke op om Tænketanken Fremtidens Biblioteker i en ny udgave. Danmarks Biblioteksforening har selv, på trods af nye nedskæringer, valgt at investere i den, når den starter i sin nye version den 1. oktober 2015. Sammen med Bibliotekarforbundet, Bibliotekschefforeningen og Det Informationsvidenskabelige Akademi. En tænketank, hvis formål er at vise og undersøge, hvor og hvordan biblioteket kan gøre en forskel – og som har gjort det i dens første to leveår med bl.a. den store segmentundersøgelse i 2014 og med analysen af folkebibliotekernes samfundsmæssige betydning fra januar i år.

I de senere år har folkebibliotekerne stået for skud, når der er lavet besparelser ude i kommunerne. Med de seneste udmeldinger fra den nye regering, skal man ikke være nogen stor spåmand for at forudse, at kommunerne nok heller ikke slipper i de næste år.

Alle bliver desuden berørt af det såkaldte omstillingsbidrag, hvor samtlige kommuner skal spare 1%. I Danmarks Biblioteksforening er vi smerteligt bevidste om den udvikling. Derfor lægger vi også op til endnu engang at nedsætte foreningens kontingent tilsvarende. Vi er klar over, at 1% måske ikke betyder det helt store beløb på den enkelte kommunes eller biblioteks budget, men vi vil gerne udvise solidaritet med kommunerne. Siden kommunalreformen har vi skåret DB-kontingentet ned med to gange 10%, vi har slanket organisationen betydeligt og skåret ind til benet, lige som mange folkebiblioteker har måtte gøre det.

I det stærke kommunale biblioteksfælleskab som DB udgør, vil vi til stadighed udvikle nye redskaber og vise den værdi, samfundet har og kan få, hvis der investeres i biblioteket som vidensinstitution frem for at fortsætte den perspektivløse nedskæring. Den rolle kan vi i DB kun styrke i fælleskabet, og styrken i dette viser sig ofte tydeligst i sparetider. Lad os i fællesskab vise og sørge for det.

 

Af Steen Bording Andersen (A), formand for Danmarks Biblioteksforening. Leder bragt i ’Danmarks Biblioteker’ nr. 5, 2015.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog