VOXPOP December 2019: Virkeligheden & Bibliotekerne 2020

Budgetter, formidling & læsning, skolesamarbejde og partnerskaber samt 'alt det andet'. Danmarks Biblioteker tager temperaturen på bibliotekernes budget og hverdag i 2020 sammen med biblioteks- cheferne fra Albertslund, Holbæk, Skanderborg, Skive, Svendborg og Tønder.

Budgetmæssigt tegner virksomheden noget forskellig. Alle bibliotekerne har dog det til fælles, at der ikke bliver tale om nye/øgede bevillinger. Holbæk og Svendborg fastholder budgetniveau 2019, mens de øvrige fire står over for besparelser. Tønder og Skive får 0,5% reduktioner og to andre får besparelser derudover. Hvor det for Skanderborg er af relativt overskueligt omfang, så er der for Albertslund bibliotek tale om særdeles markante besparelser med 20% for årene 2020-2021 og afskedigelse af seks til syv årsværk.

Formidling & Læselyst står højt på den danske folkebiblioteks- dagsorden, og der udvikles hele tiden nye tiltag – også i disse seks kommuner og med en fornyet erkendelse af, at kerneopgaven ikke løser sig af sig selv. Biblioteker er ikke alene steder for samlinger med adgang til digitale samlinger, de er i høj grad også steder for formidling og folkeoplysning som f.eks. i Albertslunds Avisen Live-festival, Holbæks Fantasiens dag, Skives Højtlæsning på biblioteket samt for et generelt øget fokus på faglitteratur.

Skolesamarbejdet udbygges fortsat. Når det fra centrale skoleorganisationer lyder som om, man selv ønsker at klare læsestimulering, så ser virkeligheden anderledes ud i kommunerne. Her ser skoler og biblioteker en fordel i at supplere hinanden i løsning af opgaverne, og der samarbejdes med både skoleforvaltninger, enkelte skoler og individuelle lærere om et stadig voksende antal relevante aktiviteter.

Dét, der ellers fylder i 2020, afspejler lokale forhold og kommunale prioriteringer. Det strækker sig fra et seriøst 2030-fokus over digital transformation, nyindretning, kompetence- og organisationsudvikling til Genforeningen set af unge.

De seks biblioteksledere fik hver fire spørgsmål, der lød:

·        Hvordan er Budget 2020 set i forhold til 2019?
·        Planlægges nye formidlings- og/eller læseprojekter i 2020?
·        Hvordan samarbejder biblioteket med kommunens skoler?
·        Hvad fylder ellers i bibliotekets hverdag i 2020?

Andrew Cranfield. Biblioteksleder, Tønder Kommune

1. Bibliotekerne og kulturinstitutionerne i Tønder Kommune er blevet pålagt en mindre besparelse på en 0,5 %. Med en så relativ beskeden besparelse har vi ikke øremærket et særligt område, hvor besparelsen skal udmøntes. Men generelt er det stor politisk opbakning til vores institutioner i kommunen.

2. Den Nationale Læsestrategi fylder meget i vores planer for 2020 – bl.a. har vi ansat en  litteraturformidler fra 2020, som skal hjælpe med at facilitere strategien både overfor strategiens målgruppe, men også overfor andre borgersegmenter i kommunen. For mig er det vigtigt, at vi har held til at sikre, at læsestrategien bliver hele Tønder kommunens læsestrategi på tværs af de forskellige faglige områder. Det er først, når vi har alle de relevante lokale aktører med og mange har et ejerskab til strategien, at vi når i mål.
Vi fortsætter også med vores biblioteksbetjening af asylcentre i Hviding og Lø-gumkloster, som – udover at vi har udført en vigtig opgave – også har mindet os om litteraturens betydning for den enkelte og vigtigheden i, at den gode historie eller den faglige indsigt kan inspirere den enkelte til nye udfordringer. For os handler læsning om fællesskaber og det gode liv.

Mere konkret har vi en række samarbejder om læselyst og læsefællesskaber i fritidstilbuddene under navnet Læsefællesskaber i Marsken.

3. Tønder Kommunes Biblioteker udgiver hvert skoleår et katalog med tilbud til skolerne. Kataloget rummer en række forskellige tilbud bl.a. indenfor biblioteksorientering, læselyst og inspiration, kildekritik samt relevansvurdering. Ud over dette har vi flere enkeltstående samarbejder med skoler omkring læselystarrangementer, hvis udformning udarbejdes med de enkelte lærere.

4. Når man kommer fra den sydlige del af Danmark, så fylder 100- års markeringen af Genforeningen i 1920 en hel del. Vi har planer om en række debataftener med fokus på de institutioner som præger begge sider af grænsen – f.eks. biblioteker, skoler, aviser – som alle er med til at sikre, at mindretallene på begge sider af grænsen har en stærk stemme i deres respektive lokal-samfund. Udover dette en udstilling med unge – måske kommende – kunstnere, som giver deres bud på, hvordan de tænker og ser på grænsen og genforeningen i et 100 årigt perspektiv.

Andrew Cranfield tiltrådte 1. maj som ny leder af Tønders Biblioteker og kulturinstitutioner og afløste Lotte Leth Sørensen, nu kulturhuset Bispen i Haderslev Kommune.
 

Jens-Ole Winther. Bibliotekschef, Skanderborg Kommune

1. Budgettet i 2020 er 200.000, kroner mindre end i år. Reduktionen forventer vi at kunne hente ved naturlig afgang blandt medarbejderne og ser derfor frem til at blive lidt færre hænder i løbet af det kommende års tid.

2. Vi har gang i at udvikle nye tiltag i vores indsatser omkring børnene og de unge. Det handler primært om læselysten. Vi er endnu ikke i mål med de konkrete idéer, men det glæder mig, at vi i 2020 kommer til at fokusere en større del af vores ressourcer overfor netop de to målgrupper – trods budgetreduktionen.

3. Jævnfør forrige svar, så involverer det også skolesiden – og vi arbejder hårdt på at udvikle læselyst-projekter.

4. Vi har netop sat gang i en omorganisering af de fire biblioteker i Skanderborg Kommune for i højere grad at kunne imødekomme netop udviklingen af børn- og ungeområdet og det digitale område. Den (omorganiseringen) kommer naturligvis til at trække spor et godt stykke ind i 2020.

Jens-Ole Winther tiltrådte 1. februar som ny bibliotekschef i Skanderborg Kommune, da Jørgen Bartholdy gik på pension.

Berit Sandholdt Jacobsen. Biblioteksleder, Svendborg Kommune

1. Der er hverken flere penge eller besparelser på budgettet for 2020. Vi har fået lov til at overføre midler, da der p.t. ansøges om lov til at udnytte kælderarealet under biblioteket, hvilket vil være en større udgiftspost.

2. Der er tale om følgende igangværende projekter:
At håndværke sig til læselyst. I et samarbejde mellem Skårup Skoles læringscenter, herunder skolens læsevejledere og Svendborg Bibliotek, vil projektet styrke læselysten hos elever på mellemtrinet ved at arbejde med specifikke tekster om udvalgte praksisemner. I fokus er at udvikle elevernes læselyst ved inddragelse af de praktisk-musiske fag, fag og skønlitteratur.

Projekt Læsevenner. At udvikle, kvalificere og udmønte en målrettet social indsats, hvor fokus er på samskabelse mellem Svendborg Kommunes dagtilbud, Svendborg Bibliotek og Frivilligområdet. Det handler om at mindske betydningen af negativ social arv ved at styrke udsatte børns læring og trivsel og endvidere ved at styrke forældres deltagelse i deres børns sproglige udvikling i hjemmet via frivillige læsevenner.

Lyst til Læsebånd i hele landet. I samarbejde med Tænke-tanken Fremtidens Biblioteker om fokusering på læsebånd som en naturlig mangfoldighed af primært børne- og ungdomslitteratur bl.a. på eReolen GO.

Biblioteksbørnehaver. Et koncept hvor børnehaverne bliver opkvalificeret i børnelitteratur og andre faglige relevante emner og derved opnår certificering som biblioteksbørnehave. Forældreinvolvering er ligeledes en del af projektet, og derudover er der indgået aftale om et 3-årigt projektforsøg med https://natureventyr.nu/, der testes af bruges primært at biblioteksbørnehaverne.

3. Der er i 2019 indgået aftale med alle kommunens skoler om brugen af eReolen Go samt med alle friskolerne bortset fra en enkelt, der ikke ønsker at indgå en aftale.
I alt 3 af kommunens 7 biblioteker er kombi-biblioteker, og der arbejdes på flere kombi-biblioteker.
Skolerne tilbydes herudover: 1-2-3 læse – Læseinspiration for 4-6 klasse, Hygge og historier – læseinspiration for 0-3 klasse, Kvikstart din opgave, Brug netbiblioteket – Viden og inspiration mv.

4. Det gør flere ting bl.a.: Digital transformation, certificering i CSR og FN’s Verdensmål samt som nævnt åbning af kælderen og dertil at uddanne personalet i relationskompetencer.
 

Kristine Nygaard Ledet. Bibliotekschef, Skive Kommune

1. Budget 2020 er stort set status quo. Vi skal spare den i Skive Kommune obligatoriske halve procent. Men derudover har vi ikke fået yderligere besparelser. Budgettet er heller ikke udvidet.

2. I 2020 vil vi sætte mere fokus på læselyst kampagner relateret til udvalgte målgrupper. Vi har ikke planer om at opfinde den dybe tallerken, men i stedet tage udgangspunkt i de ting vi ved virker som bogcaféer i og udenfor biblioteket og med og uden tema, Guidet Fælleslæsning samt Højtlæsning på biblioteket og ude i oplandet m.m.

Dertil kommer Bibliotekernes Sprogspor, som vi satser på at afvikle med en flok engagerede dagplejemødre. Vi har i 2019 udviklet et valgfag – Fortælling og Fiktion – som handler om oplevelsen og skabelsen af sprog gennem forskellige genrer, medier og situationer. Eleverne prøver kræfter med bl.a. Black Out Poe-try, shared reading, performance processer, grafisk udtryk og meget andet. Forløbet har været en meget positiv oplevelse, som vi gerne vil bygge videre på i 2020.

Vi har også indledt et samarbejde med kommunens skoleafdeling om at formulere en ansøgning til de to læselystpuljer.  Og så udvikler vi på et projekt sammen med Brønderslev om identitet og køn. Derudover skal vi i 2020 afslutte vores FortælleForældre Sprogindsats projekt (Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje).

3. Vi har igennem mange år haft et godt samarbejde med skolerne på materialeområdet. Det har vi fortsat nu med bibliotekssystemet Cicero. Arbejdet med at få fælles fodslag ift. Cicero har givet alle et godt indblik i hinandens verdener, som har gjort os klogere på hinanden, men også på, hvor vi kan gøre en forskel. Det har i dag betydning ift. at vi er blevet bedre til at tænke hinanden ind, når muligheder opstår.

Vi samarbejder både med Skoleafdelingen og de enkelte skoler. Vi har udarbejdet et katalog med bl.a. book-talks, højtlæsning, raketforløb, shared reading mv. Vi har et fælles projekt vedrø-rende Læringsambassaden, der er et teknologisk mekka med lokation på biblioteket, hvor vi bruger både de teknologiske og personalemæssige ressourcer til at gøre noget fedt for eleverne. Derudover er skolerne ofte involveret i de projekter, vi kører, som f.eks. et projekt om Sårbare piger i 2019. Vi har derudover en aftale med gymnasiet om biblioteksintroer og afholder f.eks. SRP-café (et studieretningsprojekt, red).

4. Vi har nyindrettet vores stueplan med hjælp fra den lokale design- og arkitekturhøjskole Krabbesholm.
Efterfølgende tog vi udgangspunkt i kommunens vision – Rent Liv – da vi med afsæt i bæredygtighed og lokale kræfter fik et helt nyt børnebibliotek.

I 2020 er det 2. sal og dermed voksenbiblioteket, der står for tur. Her skal vi bl.a. have indrettet et well-ness-område. Et stort ønske fra vores brugere lige fra avislæseren til den studerende. Sideløbende arbejder vi med betydningen af et ændret udtryk og indhold i de fysiske rammer, og hvad det gør ved vores rolle som personale.

Vi har i 2019 haft et indsatsområde om Genopdag. Dvs. Genopdag ift. nuværende praksis med tanke på, hvordan vi gør tingene fremadrettet. Det har både handlet om driftsopgaver, udvikling af nye tiltag og den måde, vi er kolleger på sammen. Alt sammen med brugerne som den røde tråd. Det fortsætter i 2020.

Vi har desuden taget hul på et generationsskifte, hvilket gør, at der er sat fokus på kerneopgaven, dét at holde fast i en god kultur, når mange nye kommer til, og sidst men ikke mindst i god kommunikation. Forløbet køres sammen med SPARK og Skive Kommunes HR-afdeling.

Af projekter skal vi også have taget hul på “Mærk din verden – nytænkning af bibliotekets rolle i forhold til de unge”.

 

Piet Dahlstrøm-Nielsen og Rikke Rørbeck Drustrup. Hhv. biblioteksleder og vicebiblioteksleder, Holbæk Kommune

1. Budgettet for 2020 holder niveauet fra sidste år, så vi har mulighed for at fastholde vores serviceniveau samtidig med, at vi udvikler og forstærker vores særlige indsatsområder. Herunder f.eks. Børn og unges Læsning og samarbejde med skoler og dag-institutioner.

2. JA! Vi taler her om “Livets Læserejse”.

• For de mindste (0-5 år): Implementering af Sprogsporet i bibliotekets øvrige arbejde med Læse- og Lillefidus i samarbejde med de lokale dagtilbud og Holbæk Bog & Idé samt Dansklærerforeningens Forlag.
• For de lidt ældre (mellemtrinnet og ud-skoling): Fantasiens dag i samarbejde med Holbæk Bog & Idé og de lokale skoler.
• For voksne: VIP-arrangementer for diverse læseklubber f.eks. Krimiens dag i samarbejde med Holbæk Bog & Idé, frivillige m.fl. samt Fokus på faglitteraturen – i stedet for Fagbogens dag. Målet er at give plads til faglitteraturen side om side med skønlitteraturen. At få andre målgrupper i spil end vanligt. FN verdensmål inddrages.
• For alle: Ordblinde-fokus i samarbejde med skoler og LæseTek – og voksne

3. JA! Det gør vi med:

•  Læsefidus-læringsforløb for før- og indskolingen
•  Læringsforløb med anmeldergruppe og booktalks for mellemtrinnet
•  Løbende biblioteksorienteringer, Smart parat svar o.l.
Alt kan ses på kortlink.dk/23yqk

4. Vores indsatser når det gælder f.eks. nyindretning/byggeri, sær-lige kampagner, interne organisationsprojekter fremgår af disse overskrifter:

UNGE: Bl.a. sammen med Ungdomsrådet omfatter Ordskælv, Samskabelses- og klub-projekter.
DIGITALE MATERIALER: Flere tilbud, flere eksemplarer, eReolen Go samt fokus på lydbøger og podcasts.
BØRNS LÆSNING: National indsats, Sprogspor samt Læsebånd.
SKOLER & DAGINSTITUTIONER: Læse- og Lillefidus, Læringsrum, Sprogspor, Forældre – og Ordblindefokus.
FN VERDENSMÅL: Særligt fokus på Miljø, uddannelse og sundhed.

Internt skal der arbejdes med selvstyrende teams og borgerinddragelse/samskabelse. Herudover handler det om kompetenceudvikling – videndeling, vi står i et skift med mange ældre medarbejdere, der går på pension, inkl. strategien om “Mod på kerneopgaven” fra chefgruppen.

Marie-Louise Fischer Hoffmann. Bibliotekschef, Albertslund Kommune

1. Kommunalbestyrelsen har besluttet at spare 20% på bibliotekets budget de næste to år, altså 2020-21. Konkret betyder det, at vi skal afskedige medarbejdere, seks til syv årsværk, samt lukke vores bibliotek og medborgercenter i det boligsociale område Hedemarken. Det politiske ønske er, at der skal spares på bibliotekets drift, ikke udvikling.

2. Albertslund bibliotek fortsætter sit fokus på litteratur, formidling og fællesskaber. Vi afholder igen AvisenLive Festival den 18. april. www.avisenlive.dk. Og så arbejder vi med biblioteksrummet og samlingen i projektet Samlingen som oplevelse. Her arbejder vi særligt med læseoplevelsen, og hvordan den kan komme til udtryk og blive levende i en prototype i hverdagsbiblioteket.

3. Bibliotekets samarbejde med skolerne i Albertslund er rigtigt godt. Børnebiblioteket har over et år tilbud til alle trin, og der er god kontakt til byens skolelærere.
I Albertslund læser børnene ikke så godt, så det er klart, at vi i 2020 fortsat vil gøre et stort nummer ud af læsning. På biblioteket er der fast tilbud om højtlæsning hver eneste fredag, og børnebiblioteket arrangerer hvert år flere læ-sekampagner bl.a. den traditionsrige Bol-sjelæsning for alle 3. klasser i byen.

4. Det bliver helt sikkert, at vi skal arbejde med vores biblioteksrum og med samlingen af materialer.

Vi skal finde på en ny måde at være bibliotek på, både fordi vi i 2019 er flyttet fysisk sammen med byens billedskole, og det kalder selvfølgelig på æstetiske overvejelser og praktiske visioner af en vis flyvehøjde. Men også fordi vi er vågnet op til en ny biblioteksvirkelighed i Albertslund efter at budget 2020 blev vedtaget i Kommunalbestyrelsen. 

(Albertslund har i mange år ligget øverst med hensyn til kommunernes biblioteksudgifter pr. indbygger, if. DS med 809 kroner i 2018, red.)

Indslaget er fra Danmarks Biblioteker nr.6, 2019.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog