En vinder i bålets skær

Spændingen er udløst. Der er fundet en vinder af skrivekonkurrencen ’Danmarks vildeste bålhistorie’ – udskrevet af Danmarks Biblioteker i anledning af den store ”Nat i naturen” -uge, som finder sted her i efterårsferien. Flere end 100 gode, søde, vilde, uhyggelige og sjove historier er blevet indsendt til konkurrencen. Efter grundig vurdering har dommerpanelet valgt ”En magisk nat ved bålet”, skrevet af 44-årige Helle Diana Bruun fra Sæby.

”Min inspiration til historien kommer især fra de fantastiske sommerlejre, jeg var på som ulveunge hos KFUM-spejderne i Østervrå. Ligesom pigerne i historien byggede vi huler af pilegrene og gederams. Vi fik lov til at sove i hulerne om natten, men endte altid med at komme slæbende ind med vores soveposer sidst på aftenen, når det var blevet lidt for mørkt og uhyggeligt for os.
Jeg havde hele tiden min datter i tankerne, da jeg skrev historien. Jeg tænkte, at hvis hun kunne lide den, havde jeg ramt målgruppen.”

I dommerpanelet sad forfatter Sarah Engell, influencer Rasmus Kolbe (aka Lakserytteren) samt Michel Steen-Hansen, direktør i Danmarks Biblioteksforening.

Derfor vandt den
Dommerpanelet siger om vinderhistorien, at ”Det er en sød og skøn historie, der minder om et moderne eventyr, der tager os med en tur i dyrenes verden. Historien har et fedt tvist da egernet kommer på banen, og vi tænker, at mindre børn vil elske at få den fortalt.
Også interessant at karaktererne udvikler sig undervejs, og bevæger sig fra i starten at føle sig lidt fremmedgjorte overfor at bruge naturen til at ende med at forholde sig aktivt til naturen og opleve den som værende en del af sig selv.”

Forfatteren Helle Diana Bruun fortæller, at ”Jeg elsker at skrive, og har skrevet historier lige siden jeg lærte at sætte bogstaver sammen til ord. Indtil videre har de mest ligget i skrivebordsskuffen, men med min nylige optagelse på en forfatterskole, går jeg nu mere målrettet mod at skrive for andre end mig selv.”

Læs historien
En bålhistorie kan naturligvis læses højt ved bålet, og det har Lakserytteren (Rasmus Kolbe) gjort for en gruppe glade børn.
Se Rasmus læse vinderhistorien ”En magisk nat ved bålet”.

Vinderhistorien og 9 andre af de indsendte historier er nu tilgængelige via bibliotekernes eReolen.

Konkurrencen indgår som en del af kampagnen ’Vores natur’, som Danmarks Biblioteker deltager i sammen med DR og en række natur- og friluftsorganisationer.

Herunder ses den vindende forfatter Helle Diana Bruun på sit lokale bibliotek, Sæby Bibliotek, hvor hun får overrakt diplomet for at have vundet Danmarks vildeste bålhistorie af bibliotekar Henriette Olesen.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog