Medier og bogbranche til debat

Fra enkelte forlag kom der i medierne under debatten bl.a. ønsker om at få de faste bogpriser tilbage. Nogle aktører pegede endvidere på en form for karenstid f.eks. på nye e-titler i bibliotekssammenhæng, og flere så i øvrigt gerne, at landet fik en litteraturlovgivning for fortsat at sikre udgivelse af dansk litteratur og salg via boghandlere.

Sidst i januar var kulturminister Marianne Jelved så kaldt til åbent samråd om bogbranchen. Marianne Jelved gav, som personificeret læser, sin fulde opbakning til dansk litteratur, men afviste faste bogpriser. Marianne Jelved har i relation til ønskerne om at sikre dansk litteratur og støtte dens udbredelse også understreget, at staten allerede i dag via Kunstrådets Litteraturstøtteordninger og via kulturstøtteordningen Biblioteksafgiften har en dansk litteraturstøtte.

På DBs årsmøde i marts blev der også spurgt til sagen og ministeren svarede bl.a., at det ikke er bibliotekernes opgave at sørge for, at forlagene tjener penge.

Midt i november viste en analyse, lavet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at de frie bogpriser giver forbrugerne en gevinst, noget som kulturministeren fandt positivt i forhold til udbredelse af læsning og bøger. Forbrugernes gevinst skyldes primært, at priserne er faldet, at flere butikker sælger bøger, og at forbrugerne køber flere bøger.

Analysen, lavet af  Konsulenthuset Incentive, angiver en gevinst på 319 millioner kroner i 2012 ift. perioden fra 2000. Hvor 450 boghandlere i 2000 solgte bøger, har forbrugerne i 2013 544 butikker at købe bøger hos. Selv iværksatte ministeren en regulær læsekampagne, Danmark Læser, omtalt i Tema 3.

Forholdene i Danmark er sådan set gode, selv om det desværre ikke lykkedes at fastholde de helt store forlag i eReolen. dk i 2013. Med disses tilbud, eBib.dk, fra midten af 2013 valgte de fleste centralbiblioteker at indgå i forsøg for at afprøve den nye tjeneste. Desværre var resultatet skuffende både for borgere og biblioteker. Ganske vist blev mange af de efterspurgte titler præsenteret, men de var reelt ikke tilgængelige.

Dertil kommer en anden problematik: at sikre adgang til ældre bøger i e-bogsformat. En opblødning omkring eBib.dk-forlagene tegner sig tilsyneladende så småt i horisonten inkl. inddragelse af både foreningen eReolen og DDB-indkøbsmodul. DB anbefaler nu som før, at parterne går sammen om en løsning, så biblioteksbrugere i fremtiden kan få én samlet service og adgang til bibliotekernes e-bøger. Og det skal ske i et fornuftigt samspil med alle landets forlag.

Sidst opdateret 1. marts 2014

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog