Lokalsamfundets drivkraft

Borgerservice, læringstilbud og kulturhus – hvor går grænsen?
Kerneopgaven er trængt. Når en økonomi- og indenrigsminister for eksempel kigger forbi og understreger bibliotekernes vigtighed, eller når andre centrale spillere roser  bibliotekernes indsats, så er vi ikke i tvivl om, at bibliotekerne er værdifulde. Tvivlen opstår et andet sted – ude i bibliotekerne, når de mange opgaver skal løses, og der skal prioriteres i forhold til bibliotekets kernerolle som BIBLIOTEK.

Kulturinstitution. Et tema, som konstant er til debat i forhold til bibliotekets fremtid, er: Hvor går grænserne?
Det var også emnet for DBs konference i Roskilde, hvor bl.a. kulturminister Marianne Jelved kom med sit bud på grænsen og slog fast, at biblioteket i hendes optik først og fremmest er en KULTURinstitution med vægt på folkeoplysning og kulturformidling.
Konferencen var arrangeret i samarbejde med Bornholms Biblioteker og Roskilde Centralbibliotek og drøftede bl.a. bibliotekerne som kulturhuse, community-centre og makerspaces med plads til nye læringsformer, ofte i samarbejde med borgerne.

Hva’ ska jeg med kommunen? Borgerservice og biblioteket som indgangen til et stadigt mere digitalt samfund har også været temaet for et par konferencer i dette projekt, som stiller skarpt på den unge generation og de specielle udfordringer, det offentlige har i forhold til kommunikation med dem.
Biblioteker og Borgerservicecentre i Billund, Skanderborg, Stevns, Nordfyn, Kerteminde, Vesthimmerland og Næstved Kommuner samt Danmarks Biblioteksforening og konsulentfirmaet Knudsen Syd har i to år arbejdet sammen om at finde nye måder at formidle de digitale services på til unge mellem 15 og 25 år i forhold til deres aktuelle livssituation: Bolig, uddannelse, læringsforløb etc.
Parterne har inddraget lokale unge i processerne, og inspireret hinanden, lært og udviklet undervejs i projektforløbet, som Kulturstyrelsen har støttet.

Borgerservice. En anden grænse, som konstant er til debat, er bibliotekets opgave i forhold til Borgerservice. En voksende opgave, der ligger i naturlig forlængelse dels af den lovbefalede opgave, bibliotekerne har haft omkring offentlig information i 30 år og dels af den almene vejledning, man altid har løst. Men selvfølgelig er der også her grænser bl.a. i relation til myndighedsopgaver.
Dét har vi, i samarbejde med Kulturstyrelsen, Bibliotekschefforeningen  og Knudsen Syd, udarbejdet en publikation om, Bibliotek og Borger. Den er tilgængelig på DBs årsmøde.

IT-læring & dannelse. I foråret deltog daværende økonomi- og indenrigsminister, nu EU-konkurrencekommissær Magrethe Vestager, i en konference om emnet på Vartov. Vestager havde fokus på, at vi som samfund ikke bare skal sætte strøm til det fysiske papir, men benytte lejligheden til at ændre sprog i forhold til borgerne, og hun fremhævede bibliotekernes vigtige rolle i denne forbindelse.
En indsats som Digitaliseringsstyrelsen ved vicedirektør Carsten Møller Nielsen har rost bibliotekerne for i relation til Digital Post: ”I kan noget andet end en tv-kampagne. I tager tingene i anvendelse og skaber værdi”, som han sagde på BCFs møde den 6. februar 2015.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog