Finlands Biblioteksforening fylder 100 år

Den finske biblioteksforening fejrede sine 100 år i Tampere den 16. og 17. september 2010 med et tæt og righoldigt program.
 
De nordiske biblioteksforeninger fra Island, Norge, Sverige og Danmark var alle repræsenteret ved præsidenterne, derudover var Estlands og Letlands præsidenter også kommet for at ønske hjertelig tillykke.
 
 
Vi havde i Norden lavet en sammenskudsgave på 700 euro som kan bruges efter eget hoved – ingen tvivl om at Jukka Relander - den finske præsident nok skal få dem brugt kreativt.
 
I øvrigt dejligt forfriskende med denne præsident som mestrer den gode tilgang til biblioteksverdenen – seriøs, og meget humoristisk – han sluttede stort set alle sine indlæg af med at nu skulle alle huske at have humoren med og glæde sig over samværet.
 
IFLA´s præsident Ellen Tise var til stede og holdt en inspirerende tale med stærk vægt på den nordiske betydning for IFLA og særlig den finske direktør for biblioteksforeningen Sinikka Sipilä fik anerkendende ord for sit arbejde i IFLA´s MLAS som formand.
 
Selvfølgelig var byen og byens borgmester vært ved et veltilrettelagt arrangement for de 200 deltagere. Tampere er en by på 250.000 indbyggere, som rummer universitet og biblioteksuddannelse. Et imponerende universitetsbibliotek med fantastisk søgning og mange digitale arbejdspladser i 3 etager.
 
Utroligt mange af bibliotekarerne var uddannet i Tampere, og derfor var gensynsglæden stor over hele linien, også for Nambias biblioteksleder - en fantastisk farverig bibliotekar - som også er uddannet i Tampere.
 
Tampere rummer et verdensbibliotek hvad angår bygninger – bygget i 1983-1986 af Raili Ja Reima Pietilä - som var inspireret af besøg bl.a. i Irland, men også efter min mening af Panteon i Rom.
Bygningen - en monumental skulptur uden hjørner på ca. 11.000m2 - var et fantastisk ramme om hovedbiblioteket. Taget over hoveddelen var bygget som taget i Panteon med et skævt cirkulært snit – hvis I kommer i nærheden af Tampere må I ikke snyde jer for denne oplevelse.
 
Det nordiske islæt sammen med Ellen Tise holdt et møde med bestyrelsen for den finske biblioteksforening, som selvfølgelig rummede en dialog om fremtidens biblioteker og ansatte. Jeg tror, vi oplever den samme spænding og udfordring ved den forandring der præger bibliotekstænkningen.
 
Når halvdelen af besøgene på bibliotekerne ikke er udlån, har biblioteket en opgave som det unikke mødested, samtidig med at det skal markedsføre alle sine muligheder.
Jeg tror at meget digital kommunikation kan have behov for at se levende formidlere, biblioteksansatte med begejstring og engagement levende formidle verdens mest besøgte kultur- og vidensinstitution BIBLIOTEKET eller på finsk KIRJASTO, også når dette bevæger sig uden for sin fysiske placering.
3 rigtige gode dage blandt nordiske venner - og en enkelt saunatur.
 
Flere billeder fra Tampere City Library
 
Vagn Ytte Larsen
Formand for Danmarks Biblioteksforening

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog