Bibliotekarforbundet skruer bissen på i kampen mellem forlagene og bibliotekerne om priserne på digitale udlån. Forbundet mener, der er en risiko for, at Gyldendal og Lindhardt og Ringhof vil presse bibliotekerne i forbindelse med en kommende aftale om priserne på udlån af e-bøger. »Vi nærmer os en monopolproblematik. De to største forlag, som der forhandles med, ejer Publizon, og der er en reel risiko for, at forlagene vil kræve, at bibliotekerne skal benytte sig af Publizon. Hvis ikke bibliotekerne accepterer forlagenes vilkår, kan forlagene true med at nægte bibliotekerne adgang til bøgerne,« siger Pernille Drost. Hun mener, at forhandlingssituationen er for indspist, og derfor råder hun Kulturministeriet til at gå ind i sagen.