Læsernes Bogpris 2020 kårer Maren Uthaugs ”En lykkelig slutning”

For 17. gang uddeler Danmarks Biblioteksforening og Berlingske Læsernes Bogpris, i samarbejde med de danske folkebiblioteker og Litteratursiden.dk. Efter 3 ugers afstemning, hvor landets læsere har kunne vælge blandt 10 danske udgivelser fra 2019, er årets prismodtager blevet forfatter og tegner Maren Uthaug for bogen ”En lykkelig slutning”, udgivet på Lindhardt og Ringhof. Med æren følger en check på 100.000 kroner.

Maren Uthaug er ikke kun dygtig til at tegne, hun kan også skrive, så læseren holdes fanget. Uthaug er optaget af selve det at være menneske, og igennem små og store hverdagssituationer undersøger hun, hvad det er, der definerer os. Maren Uthaugs humor er rå og tonen sarkastisk, både når hun tegner og skriver. Det skriver Litteratursiden om årets prisvinder.

En fysisk prisceremoni er ikke mulig i denne coronatid, hvorfor Facebook i år bliver stedet, hvorfra alle fra kl. 19.15 kan høre Maren Uthaugs takketale. Efterfølgende får læserne torsdag aften ca. kl. 19.25 mulighed for at spørge Maren Uthaug om alt mellem himmel og jord i en online debat, styret af Litteratursiden.
Prisvinder-snakken finder sted på https://www.facebook.com/events/1083594005340889/

Til Berlingske fortæller Maren Uthaug om ”En lykkelig slutning”:
»Min inspiration kom af, at der var utroligt mange i min nærmeste omkreds, som døde, lige da jeg havde afleveret manus på min forrige roman, »Hvor der er fugle«. Min mor døde, min stedfar døde og min kærestes bedsteforældre – jeg tror, jeg var til otte begravelser på et år. Det var meget heftigt, og så begyndte jeg at interessere mig for begravelser og begyndte at undre mig over alle de der ritualer, og hvorfor man gjorde det samme hele tiden. Jeg havde det, som om jeg var med i et skuespil, hvor jeg havde glemt at øve mig på replikkerne.«

Uthaug har siden 2009 udgivet bloggen Marens blog, hvor hun dagligt poster tekster, billeder og tegninger. Uthaug vandt i 2013 Politikens tegneseriekonkurrence og har derfor siden haft en fast stribe i avisens kultursektion under overskriften 'Ting, jeg gjorde'. Striben følger i minimalistisk stil tændstikkvinden Maren i hendes gøren og laden.

Inden debutromanen har Uthaug derfor udgivet 'Ellers går det godt' (2012), som er en graphic novel i stil med 'Ting, jeg gjorde'. Bogen blev nomineret til tegneserieprisen Pingprisen i kategorien ”Bedste danske debut”. Maren Uthaug modtog i 2019 desuden Otto B. Lindhardt prisen.

Maren Uthaug er født i Kautokeino, Norge i 1972. Hun er halvt norsk og halvt samisk, men har boet i Danmark siden barndommen. Hun er uddannet på Den Danske Reklameskole.

Danmarks Biblioteksforening, Berlingske, Danmarks Biblioteker og Litteratursiden ønsker Maren Uthaug stort tillykke med Læsernes Bogpris 2020.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog