Den danske biblioteksverden samles online til Bibliotekspolitisk Topmøde 2021

Kulturminister Joy Mogensen, Svend Brinkmann, Vincent Hendriks, Leon Sebbelin (B) m.fl. mødes med over 500 kulturpolitikere og fagfolk fra hele landet for at drøfte bibliotekernes potentiale i genåbningen af Danmark, når Det Bibliotekspolitiske Topmøde løber af stablen den 8. april.

De 500 tilmeldte deltager online, men scenen står stadig i Aalborg Kongres & Kultur Center som oprindeligt planlagt, da man til det sidste håbede på at kunne afholde Topmødet fysisk. Topmødet streames i stedet for live, og kan ses af alle på https://avcenterlive.dk/db2021 fra kl. 09:30 torsdag den 8. april.

”Temaet ’Udnyt Bibliotekernes fulde potentiale’ er også titlen på KL’s debatoplæg, og det bliver omdrejningspunktet for de politiske debatter på Topmødet, også fordi vi står foran en debat om hvordan de centrale rammer skal udformes, hvis borgerne i alle kommuner fortsat skal have et forsvarligt bibliotekstilbud, for forskellene bliver stadig større rundt omkring.
Det handler ikke kun om forskellene i hvor mange digitale ressourcer borgere i de forskellige kommuner har adgang til, eller hvor mange e-bøger de må låne, men også om deres adgang til kulturelle tilbud, debatarrangementer og i sidste ende muligheden for at tage del i demokratiet. Derfor er det nødvendigt med en opstramning af de nationale rammer, da vi oplever kommunerne skære i biblioteksbudgetterne på trods af de gode intentioner fra KL” siger formand for Danmarks Biblioteksforening Steen Bording Andersen (A), som også er kulturudvalgsformand i Aarhus.

Kulturminister Joy Mogensen vil tale for topmødets deltagere, og vil sammen med fremtrædende kulturpolitikere efterfølgende diskutere bibliotekernes fremtid efter Corona.
Vincent Hendricks vil se tilbage på det seneste år, og komme med sine bud på hvad vi lægger bag os og hvad vi tager med, og Svend Brinkmann vil i samtale med Jes Stein Pedersen se nærmere på, hvad det er for et samfund der venter os efter Corona.

Alt sammen krydret med indslag fra borgerne og deres syn på et år uden adgang til de fysiske biblioteker, samt præsentation af konkrete eksempler på nogle af de nye digitale biblioteksservices, som med kort varsel er opstået rundt omkring i landet pga. Corona-nedlukningen.

Topmødet afrundes med afsløringen af vinderen af Læsernes bogpris 2021 – bibliotekernes litteraturpris.
I de seneste tre uger har læsere over hele landet kunne stemme blandt 10 nominerede bøger. Se hvem vinderen bliver, og hør vindertalen live fra kl. 15:30.

Læs mere om Topmødet.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog