Udnyt folkebibliotekernes potentialer

Danmarks Biblioteksforening formand Steen Bording Andersen (A) er begejstret for KLs nye bibliotekspolitiske udspil, der lægger op til at kommunerne skal bruge bibliotekerne meget mere aktivt end blot til bogudlån, og han opfordrer kommunerne til at sætte gang i debatten.

KL retter fokus mod bibliotekernes betydning og udsender i dag debatoplæg til alle landets borgmestre med titlen ”UDNYT FOLKEBIBLIOTEKERNES POTENTIALER”. Danmarks Biblioteksforening opfordrer kommunerne til at sætte gang i denne debat.  

Udgangspunktet for KL’s oplæg er at folkebiblioteket, som en af vores største kulturinstitutioner, er til for borgere i alle aldre og netop er folkets Bibliotek.

Formand for Danmarks Biblioteksforening og Kulturudvalgsformand i Aarhus Steen Bording Andersen er begejstret for KL’s udspil, som Biblioteksforeningen også har deltaget i udformning af, sammen med flere kommuner og Bibliotekschefforeningen. Specielt hæfter biblioteksforeningsformanden sig ved, at KL understreger, at biblioteket, i tillæg til sine kerneopgaver, kan spille en afgørende rolle i løsningen af en række af de store samfundsmæssige udfordringer, vi står over for.

Ensomheden har bredt sig under Corona-nedlukningen, mistrivslen blandt børn og unge er stigende, vores informationssamfund flyder over med ”fake news”, og behovet for kompetencer til at begå sig i en digital verden er kun blevet større. Samtidig med at biblioteket spiller en nøglerolle i at skabe endnu mere læselyst blandt børn og deres familier.

Det kræver politiske svar fra kommunerne, og derfor er det rigtig positivt at KL med oplægget ”UDNYT FOLKEBIBLIOTEKERNES POTENTIALER”, der udsendes til alle borgmestre, vil kickstarte den lokale debat om bibliotekets rolle i tværgående løsninger på bl.a. ovenstående udfordringer og den lokale realisering af en række af FN’s Verdensmål.

Det er i den forbindelse særdeles vigtigt at KL anbefaler, at hele kommunalbestyrelsen – og ikke alene kulturudvalget – tager debatten, så man får styrket ejerskabet til og sammen sætter politisk retning for de lokale folkebiblioteker.

Danmarks Biblioteksforening arbejder løbende med at lave lokale temadebatter i kommunerne for byråd og kulturudvalg. Debatter som i de senere år har fyldt stadig mere, fordi mange kommuner vil bruge deres folkebiblioteker mere proaktivt til at favne en række af de samfundsmæssige udfordringer, og netop et oplæg som det aktuelle fra KL vil forstærke denne tendens. Danmarks Biblioteksforening tilbyder stadig sine medlemmer at facilitere sådanne debatter.

Alt sammen udfordringer som i Danmarks Biblioteksforenings strategi og handleplan spiller en afgørende rolle, som vil være temaet på Det Bibliotekspolitiske Topmøde 8. april og som er afsæt for de kommende kommunale debatter om at udnytte folkebibliotekernes potentiale.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog