Vartov og ODM

 
Danmarks Biblioteksforening på Vartov

DBs sekretariat ligger på Vartov i centrum af København. Vartov er en historisk bygning med rødder tilbage til det tidligste København. Fundamentet hviler bl.a på resterne af Absalons bymur og på det sted, hvor Tycho Brahe en overgang udførte sine observationer.

De nuværende bygninger fra 1724-25 har huset bl.a. hospital, hvor N.F.S. Grundtvig var ansat som præst (1839-72). I dag er Vartov et levende kulturelt kraftcenter i hjertet af København med Rådhuspladsen som nærmeste nabo.

Med placeringen på Vartov deler Danmarks Biblioteksforening faciliteter med en række interessante foreninger og organisationer, hvilket var en af de vigtige årsager til, at DB for nogle år siden flyttede til netop Vartov. En af de organisationer, som DB i dag især arbejder tæt sammen med, er Organisationen Danske Museer, bl.a. via ansættelsen af en fælles udviklingskonsulent. Ud over at fungere som konsulent for de to organisationer, er konsulenten også leder af ”Tænketanken Fremtidens Biblioteker

Der er på Vartov desuden adgang til mødelokaler. Er I et bibliotek eller tilhører I et biblioteksrelateret projekt eller lignende, så kontakt DB for at høre nærmere om mulighederne for at låne eller leje mødelokaler på Vartov.

Organisationen Danske Museer – Danmarks museumspolitiske stemme
Organisationen Danske Museer (ODM) er en interesseorganisation for den samlede museumsverden i Danmark. 167 af landets museer, besøgscentre og konserveringsenheder er medlemmer.

Organisationen er det markante museumspolitiske talerør, der skaber politisk indflydelse og offentlig debat ved at sætte væsentlige kulturpolitiske spørgsmål, og derved museernes eksistens, på dagsordenen.

ODM samler den meget forskelligartede museumsverden med respekt for mangfoldigheden og agerer differentieret på baggrund af de tre faglige museumskategoriers særlige forhold (kunst, natur og kulturhistorie). ODM tilstræber en samlet, klar og struktureret museumspolitisk profil med plads til individuelle forskelle blandt medlemsskaren.

Danmarks kunstmuseer, kulturhistoriske museer og naturhistoriske museer har mange fælles interesser og står stærkere sammen, hvad enten de er selvejende, foreningsejede, private – eller ejet af staten.

ODM ser det som en vigtig opgave at arbejde for at kvalificere museumsverdenen og dens ansatte til nye tider og omverdenens store krav til museerne. Gennem tilbud om kurser og uddannelse ønsker ODM at være med til at styrke museernes rolle i fremtidens Danmark.